Karen Hækkerup er adm. direktør i Landbrug & Fødevarer. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Vi laver masser af mad i Danmark og er kendt verden over for vores høje fødevaresikkerhed og kvalitet. Og senest også for vores nye nordiske køkken. Vores kokkelandshold skovler guldmedaljer ind, og restauranterne er udsat for et sandt stjernedrys.

Det er alt sammen fremragende.

Men netop i den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at underernæring alligevel er et emne i dagens Danmark. For ja, der findes faktisk mennesker i Danmark, som ikke får mad nok. De ældre, der er indlagt på hospitalerne, bor på plejehjem eller modtager hjemmepleje er særligt udsat for underernæring; det vil sige de svageste af vore medborgere. Også kræftsyge er i risiko for underernæring og dermed forværring af deres situation.

Det giver meget lidt mening for mig.

LÆS OGSÅ Det grå guld får ekstra kostråd

10. november var det World Nutrition Day; en dag hvor hospitals- og plejepersonale havde mulighed for at måle deres indsats for at sikre god og rigelig mad til de ældre. Målinger er godt, for vi kender faktisk slet ikke omfanget af underernæring i Danmark, og kender vi ikke omfanget, kan vi ikke gøre den bedste og fornødne indsats. De to ting hænger nødvendigvis sammen.

Måltidet og maden er vigtigt, selvom det ikke kan måles i Excel

Derfor har vi også i Forum for Underernæring slået på tromme for, at politikerne prioriterer en indsats, der sikrer en tidlig opsporing af de ældre, der er underernærede, så de kan få den nødvendige behandling. For underernæring koster på kontoen over livskvalitet.

LÆS OGSÅ Danmark kan spare 1,5 mia. kr. på underernærede patienter

Vi ved alle, hvad god mad og god vin betyder i vores liv med familie og venner. Det er ikke raketvidenskab, og det handler i høj grad om at få fokus på maden, måltiderne og relationerne. Også selvom måske netop de ting ikke er så lette at måle i et excel-ark, men vi ved jo, at de skal være der, for at mennesker trives og har det godt.

Danmark kan gøre det bedre overfor ældre

Vores skrøbelige ældre og syge medborgere har brug for hver evig eneste dag at få serveret mad, der frister, skærper appetitten, dufter og smager godt, og som kan synkes for dem, der har besvær med det. Mad, som medvirker til at stimulere sanserne, fortællingerne og historierne.

For Danmark er en fødevarenation, men målt på indsatsen over for de ældre, er der ingen tvivl om, at vi kan gøre det bedre. Det skal vi tage alvorligt og handle på. For velnærede ældre og syge klarer hverdag og sygdom langt bedre en de, der ikke har fået den rette ernæring. Derfor er det oplagt, at vi skal gøre det bedre. Det fortjener de ældre og syge.

LÆS MERE om Forum for Underernæring