Af Mads Frydendahl, amatørkok og underviser på Madskolerne

Madprogrammer er det nye sort, siger nogle.

De fleste af os kender titler som ”Den store bagedyst” og ”MasterChef”. Sidstnævnte, der 1. februar 2016 sender første afsnit af endnu en ny sæson, og som næsten kan sammenlignes med gastronomiens X Factor, hvor vinderne bliver stjerner, som børn og unge ser op til. Måske ikke på gaden blandt alle danskere, men så afgjort i køkkenet blandt børn og unge, der tager på en af de madskoler, der bliver holdt i skolernes ferier - de fleste af dem i sommerferien.

Det oplever jeg hvert år, når jeg fungerer som instruktør på årets madskoler. Allerede da jeg i 2014 for første gang underviste på en af madskolerne oplevede jeg, at børnene ikke bare skulle servere maden. De skulle anrette den. ”Ligesom i MasterChef,” sagde de. De gjorde sig uhyre umage med at lave flotte tallerkener, som om de skulle op og servere maden for nogle af Danmarks bedste kokke. De var seriøse og ville præstere.

Deltog selv i MasterChef i 2015

Året efter, i 2015, blev der tilføjet endnu et aspekt, der satte det på spidsen, hvilken rolle MasterChef reelt spiller. Det år deltog jeg i MasterChef. Det gik godt (Mads fik en 4.plads, red.), og om sommeren var der madskole igen.

Trenden var den samme som året før. En af pigerne stoppede mig eksempelvis, da jeg ville flytte en tallerken og sagde: ”Den er ikke flot nok endnu”, hvorefter valnødder og jordbær sirligt blev placeret på appelsinsalaten. De talte om deltagerne og især om vinderne som stjerner. ”De er seje” og ”jeg vil også være som dem”, sagde de.

En følelse af at være interessant og sej

Men så var der også det her med, at jeg nu havde deltaget i programmet. En pæn del af ungerne kunne genkende mig. Nogle sagde, at de havde holdt med mig. Nogle havde holdt med Jason og andre med Anders (to af de andre deltagere, red.).

Hold da op en følelse af at være interessant og sej. Ikke at de ikke havde lyttet til mig tidligere, men det fik nu et ekstra lag. Nu var jeg en af dem fra programmet. En af dem, de havde fulgt.

De lyttede til alt, hvad jeg prøvede at lære dem, og de spurgte ind til alt omkring min deltagelse. Jeg blev bombarderet med spørgsmål som: ”Foregår det i virkeligheden, som det gør på TV?” ”Gjorde I også sådan i MasterChef?” ”Hvordan gjorde I det?” Og ikke mindst; ”var det ikke sjovt?”

LÆS OGSÅ Madprogrammer giver danskerne større madglæde

Lettere at lære fra sig på den måde

Det er altid rart, når nogle synes, at det man laver er interessant, og ekstra fedt, når børn ser op til en. Det er også langt lettere at lære andre noget, når de synes, at det er sjovt, for så lytter de efter, og gør det så godt, som de overhovedet kan. De sugede alle tricks og tips til sig, så de kunne blive bedre.

Om det er godt, at madlavning bliver en konkurrence som MasterChef, ved jeg ikke, men madskolerne er ingen konkurrence. Det er et sted hvor alle børn, der har lyst, kan komme og lære at lave mad. Her handler det ikke om at være bedst, men mere om at lære mest. Opnå viden om mad og sundhed. Og det handler om at have det sjovt, hvilket vi har.

Madprogrammer motiverer

Sagen er dog, at madprogrammerne er med til at motivere og motiverede børn har langt lettere ved at lære.

Programmerne er gode til at vække interesse for at lave mad, fordi de i børn og unges øjne gør det sejt at lave mad, hvilket det også er. I den forstand åbner programmet - uanset om det er det nye sort eller ej - dørene til børn og unges interesse for mad, og det er det, der er så vigtigt at få gjort.

SE TRAILEREN FOR MasterChef 2015, hvor Mads Frydendahl deltog 

 


Tagget med Event