Af Rulle Grabow, strategisk kommunikationskonsulent, Grabow kommunikation

Hvilken betydning skal vi lægge i en kvindernes kampdag anno 2016, og er der i virkeligheden tale om en kampdag længere? Altså er der overhovedet brug for en kampdag?

Ja, gu’ er der! Jeg kan bare blive træt til døden over, at vi skal bruge 8. marts (og alle andre dage for den sags skyld) på at diskutere ting, der er så latterlige og ligegyldige som kvindekvoter og frisørpriser, når der er så mange emner, der er langt vigtigere.

Lad os da for himlens skyld bruge kvindernes kampdag på at diskutere, hvorfor vores medsøstre både her i landet og i resten af verden bliver udsat for social kontrol, ikke må gifte sig med, hvem de vil, skal kæmpe for at få lov til at uddanne sig.

Når nu formørkede religionsfortolkere i alle lande åbenbart kan forenes om at gøre kvinder til yndlingsobjekt for undertrykkelse, ville det være på sin plads, at vi diskuterede, hvordan vi frie, lige, danske kvinder kan bidrage til at ændre det billede. Frem for åndede pseudodebatter om, hvor mange kvindelig bestyrelsesmedlemmer LEGO har.

Hvad er den største forskel på mænd og kvinder, når det handler om mad?

Det kvikke svar er, at kvinder laver maden, og mænd spiser den.

Hæ. Det kvikke svar er, at kvinder laver den, og mænd spiser den.

I langt de fleste hjem er det stadig kvinderne, der står for hovedparten af madlavningen, men hul i det. Hvad jeg synes er meget værre er, at damebladsindustrien over en årrække har fået lavet sådan et skyld-og-skam-regime omkring mad, der betyder, at virkelig mange kvinder abonnerer på en opfattelse af, at mad er noget syndigt noget.

Især hvis det indeholder sukker, fedt og hvidt mel. Jeg hader simpelthen den der opfattelse af, at man er mere feminin, hvis man sidder og stikker i en salat med quinoa og mærkelige urter, mens man er sådan en, der sidder med vidt spredte ben og træskostøvler og bøvser ved bordet, hvis man bedst kan lide en ordentlig t-bone-steak. Og hele den der akademisering og kontrollering af vores fødevareindtag giver mig kvalme. Det er mad, for katten. Du ’synder’ ikke, når du spiser et stykke wienerbrød – du spiser et stykke wienerbrød!

I 2013 bragte vi i foodculture.dk et tema om ligestilling, der konkluderede, at i 8 ud af 10 bestyrelser i fødevarevirksomheder var der ingen kvinder. Dertil kommer at 6-7 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i landboforeningerne er kvinder. Er der behov for handling, og hvad skulle handlingen i givet fald være?

Jeg synes, det er mere oplagt at se på, om der er statistisk sammenhæng mellem andelen af kvinder i de fødevareproducerende erhverv og andelen af kvinder i erhvervets besluttende organer.

Hvis der er 7 procent kvindelige landmænd, bør der vel også være 7 procent kvindelige beslutningstagere i erhvervet.

Hvis der er 7 procent kvindelige landmænd, bør der vel også være 7 procent kvindelige beslutningstagere i erhvervet. Det er der formodentlig ikke, og det har der jo aldrig været. Hvis jeg skal trække det lidt skarpt op, er det vel forståeligt nok. Jeg mener, hvem gider, at man HVER ENESTE GANG er ene kvinde blandt de sædvanlige hvide, midaldrende landmænd med dobbelt-fornavne, der har de samme holdninger, som de har haft i årtier.

Jeg blev ansat i det daværende Landbrugsrådet for 12 år siden og fratrådte for otte år siden. Jeg er ikke ligefrem kastet omkuld over de mange nye navne, der er kommet til i det forløbne årti. Der er højest tale om, at nogle få bytter plads rundt omkring.

Jeg er absolut ikke tilhænger af kvoter, men hvis man virkelig føler et brændende behov for at se nogle flere kvinder på centrale poster i landbruget, kunne det være, at man skulle sætte begrænsninger på, hvor længe man egentlig kan vælges til en tillidspost. Hvordan private virksomheder til gengæld sammensætter deres bestyrelser, synes jeg ikke, der er nogen, der skal blande sig i. Der må være nogle ejere eller aktionærer, der ser på, hvad der giver det bedste resultat.

LÆS OGSÅ TEMA: Ingen kvinder i toppen af fødevareerhvervet

Hvis vi ikke snakker juridisk ligestilling som eksempelvis ligeløn, hvilken rolle vil du sige kulturel ligestilling spiller i forhold til lige repræsentation i erhvervslivet? Er virksomheder i dag for dårlige til at udnytte kvinders potentiale godt nok på rette måde? Hvad kan man gøre?

Jeg er helt uenig i påstanden om, at kvinder bidrager med noget særligt til for eksempel ledelse.
Jeg håber for virksomhedernes og organisationernes egen skyld, at de til enhver tid vælger den bedste person til jobbet. Uanset hvilket køn, vedkommende har. Så for mig giver det ingen mening at tale om et særligt kvindeligt potentiale, der er uudnyttet.

Hvis en virksomhed ansætter en mand på en post, hvor en kvinde var mere kvalificeret, bliver de jo omgående straffet med produktivitets- og kvalitetstab i forhold til opgaveløsningen. Det er da torskedumt. Og hvis mandlige direktører ikke kan finde ud af at samarbejde med kolleger, der ikke har slips & tissemand, er det da dem, der har et problem, som bliver til deres virksomheds problem lige om lidt.

Jeg har til gengæld aldrig fattet de kvinder, der mener, at de skal blive til mænd for at blive taget seriøst. Ens professionalisme ligger jo ikke i, om man er iklædt androgynt sort jakkesæt og bidselsko – eller om man ynder kulørt silke og havfruehår.

Der er mange veluddannede kvinder. Burde mange flere kvinder ikke gå mere efter at kræve en mere lige fordeling af rollerne imellem mand og kvinde i hjemmet (barsel, hente børn, huslige pligter, madlavning og hvad der ellers kan være) for at frigøre tid til karrieren? Hvilken rolle spiller work/life balance i ligestillingen på arbejdsmarkedet?

Her i landet er der efter min ringe mening ingen, der ikke har tid til at spille et spil Sorteper og tage ungerne med i svømmehallen.

Det må folk selv om. Jeg har da haft perioder i mit liv, hvor jeg havde så meget drøn på karrieren, at der ikke var tid til noget særligt. Så er fordelen jo, at hvis man arbejder meget, tjener man også meget. Så i den periode købte jeg mig fra alt det praktiske, så der var masser af tid til at være sammen med ungerne.

Men hvis man har det stramt med, at renseriet klarer tøjet, husalfen klarer rengøring og indkøb, sushi-baren klarer aftensmaden og bageren klarer klassens-time-kagen i 4.D, har man et problem, hvis man også skal arbejde en masse. Det lider nogle kvinder jo af. Og de sociale medier hjælper godt til med alle de der åndssvage posts af overpyntede cup cakes og latterlige madbilleder af salater med blomster i.

Jeg tror hundrede procent på, at et godt familieliv handler om kvantitet OG kvalitet, når det kommer til tid. Og her i landet er der efter min ringe mening ingen, der ikke har tid til at spille et spil Sorteper og tage ungerne med i svømmehallen.

Heller ikke selv om de arbejder 80 timer om ugen. Så kan det til gengæld godt være, at man skal være lidt mindre på facebook og ikke når at se helt så meget fjernsyn. Eller lave en ironman hvert år. Men lige som alt andet i livet er det jo et prioriteringsspørgmål. Og det er der da helt sikkert mange, der godt kunne blive bedre til. Både mænd og kvinder.

LÆS OGSÅ Kvinder med magt og indflydelse bliver altid pigeliggjort (Ditte Giese om kvindernes kampdag)

 


Tagget med Arbejdsmiljø, Event