Smagsnuancerne stikker i vidt forskellige retninger som et ufriseret morgenhår, der ikke vil lægge sig. Noget er surt og vildt i smagen. Andet er sødt og ville få et barn til at smile, men har samtidig nuancer, som kun en vinanmelder kan sætte ord på.

Vi befinder os i den unge københavnske ciderproducent Æblerovs produktionshal på Grønttorvet i København, hvor de to mænd bag virksomheden, Christopher Melin og Morten Sylvest Noer, er i gang med at tappe 1.000 flasker cider.

SE BILLEDERNE FRA ÆBLEROVS PRODUKTION NEDERST I ARTIKLEN

Pasteurisering er et fyord

Fællestrækket for alle Æblerovs cidere er, at de smager af natur. Økologiske, danske æbler bliver udvalgt, sorteret, kværnet, presset, gæret og kommer derefter på flaske, hvor det gærer videre. På intet tidspunkt tilsættes der andet end højst lidt andre frugter, såsom blommer, kvæder eller pærer.

Hos Æblerov er man ikke bange for, hvad æblerne finder på. For de to partnere har ikke noget mål om, at produkterne skal være ensartede – til trods for at begge studerer Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, hvor netop ensartetheden er i førersædet.

Og pasteurisering er ligefrem et fyord for de to unge mænd, der begge har mange års erfaring i vin- og restaurationsbranchen.

”Forskellen på pasteuriseret cider og upasteuriseret cider er som nat og dag,” mener Christopher Melin og understreger, at der er flere smagsnuancer i upasteuriseret cider.

Og netop smagskompleksitet er et kvalitetsstempel for Æblerov. Resultatet er, at Æblerovs produkter ikke rigtigt smager som noget, overtegnede tidligere har smagt.

LÆS OGSÅ 11 priser til dansk ølbrygger skal give vækst i udlandet

Vil tage cider-navnet tilbage fra ’alkopop’

Andre danske frugtvinsproducenter tager afstand fra ordet cider, fordi det leder tankerne hen på diverse alkoholiske sodavand, såsom Carlsbergs Sommersby: Det, man kalder for ’alkopop’. Æblerov er dog ikke bange for cider-ordet, men arbejder for at få forbrugerne til at associere det med noget nyt.

”Når vi bruger cider-navnet, så svarer det til at erobre danskhedsbegrebet tilbage fra Dansk Folkeparti,” lyder det fra Christopher Melin.

Og Æblerov kan dårligt klage over sit hidtidige erobringstogt. Christopher Melin og Morten Sylvest Noer har - på linje med andre danske frugtvinsproducenter - oplevet en stiv medvind i de seneste år: Produktionen startede så småt i 2011. Og i dag leverer Æblerov ’vild dansk cider’ til toprestauranter som Relæ og Noma.

Kan ikke følge med efterspørgslen

For fem år siden kunne man ellers dårligt få en flaske dansk produceret cider nogen steder i landet. Men nu er både udbuddet og efterspørgslen på vej i vejret. Og Æblerov er en del af denne bølge.

”Sidste år producerede vi 6.000 flasker, som vi solgte i løbet af fire måneder til diverse restauranter og vinbutikker i København, Svendborg og Aarhus. Og efter vi havde udsolgt, er nye kunder kommet til og har efterspurgt vores produkter, hvilket har gjort, at vi har skaleret op,” fortæller Morten Sylvest Noer.

I år skal produktionen op på mellem 20.000 og 30.000 flasker.

Interesse fra hele landet – og fra Japan

Interessen kommer mange steder fra.

”Vi bliver spurgt fra mange forskelige typer af organisationer: restauranter, markedsplader og festivaller, som er interesseret i at få os med,” siger Morten Sylvest Noer:

”Vi er blevet inviteret til alt fra Copenhagen Cooking til Roskilde Dyrskue og Odense Madmarked.”

Og da overtegnede satte sig til bords på københavnerrestauranten Sticks n Sushi aftenen efter besøget, var der Æblerov på menukortet.

For et par uger siden fik Æblerov sågar besøg fra en ølbar i Tokyo, og både tyske og norske importører har meldt sig på banen.

LÆS OGSÅ Kom indenfor på Bjarnes hotdogrestaurant i Japan

”Jeg rører ved hver flaske mindst 25 gange”

Æblerovs produktion er dog stadig ganske lille, sammenlignet med større spillere. Der har endnu ikke været råd til at købe så mange maskiner. Og da overtegnede er på besøg i Æblerovs produktionshal, foregår stort set alt via tyngdekraft og håndkraft.

”Jeg vil skyde på, at jeg rører ved hver flaske mindst 25 gange, inden den bliver solgt,” siger Morten Sylvest Noer.

”Hold kæft, hvor er det fedt, der her”

Men maskinerne rykker stillet og roligt ind.

Morten Sylvest Noer bruger en simpel maskine i stål – en flaskepåfylder - til at fylde tæt, gylden cider på flaske efter flaske. Ved siden af sætter Christopher Melin kapsler på flaskerne ved hjælp af Æblerovs nye, semiautomatiske kapselmaskine.

”Hold kæft, hvor er det fedt, det her,” udbryder Christopher Melin: Kapslerne passer perfekt til flaskerne, og kapselmaskinen gør, som den skal.

Sidste år blev kapslerne sat på manuelt.

Det er småt, men det kan hurtigt vokse sig meget større. Ifølge andre aktører, som Foodculture.dk har talt med har dansk frugtvin potentiale til at blive en global konkurrent til druevin.

LÆS OGSÅ Dansk frugtvinsbranche mangedoblet på fem år

Druevin kender vi. Og nu ved vi, at man kan finde Æblerovs cider på Noma. Men hvis ikke man har råd til at tage på Noma, hvad skal man så spise til cideren?

”Det går godt til smørrebrød, hummer og pizza,” lover Morten Sylvest Noer.

Lancerer en dansk cider-festival til august

For at puste endnu mere til cider-ilden afholder Morten Sylvest Noer og Christopher Melin en cider-festival under Knippelsbro i København den 28. august i forbindelse med Copenhagen Cooking. Her skal cider-producenter fra hele Europa inviteres. Festivallen vil fejre upasteuriseret cider.