I efteråret 2013 går tre kammerater i gang med en mission: At bringe lokale, danske fødevareproducenter og deres produkter tættere på forbrugerne. Det skal foregå online og uden om detailhandlen. Konceptet kalder de tre fødevareideologer for Attmatr – Et gammelt dansk ord for madens verden. 

Og der er en helt særlig årsag til, at konceptet har fået netop dette navn, fortæller Aksel Larsen, der er en af initiativtagerne til Attmatr.com.

”Vores ønske er at vende tilbage til en mere traditionel måde at handle med fødevarer på, end de moderne detailbutikker muliggør. Der findes et væld af gode og lokale danske råvarer, som mange forbrugerne aldrig får mulighed for at smage, fordi råvarerne ikke kommer bredt nok ud. Det vil vi meget gerne ændre på med det her nye koncept ved at skabe en direkte kontakt mellem producenter og forbrugere.”

Lokale råvarer med posten

Konceptet fungerer ved, at fødevareproducenterne opretter en sælgerprofil og med hjælp fra Attmatr.com bliver der lagt billederne op af de produkter, producenterne vil sælge. Forbrugerne får sendt deres varer via Post Danmark inden for 24 timer.

Intentionen er at komme uden om detailleddet, som mange små lokale fødevareproducenter hverken har kapacitet og ressourcer til at levere til, forklarer Aksel Larsen.

”Meningen med projektet er ikke at score mange penge. Men snarere at promovere lokale fødevarer og gøre det nemt for de lokale fødevareproducenter at sælge deres varer til en bredere målgruppe. ”

LÆS OGSÅ Lokale råvarer indtog Roskilde Festivals kødgryder

Væk fra plastikindpakningen

Attmatr.com er ikke det eneste online koncept, der forsøger at få forbrugernes øjne op for de lokale, danske råvarer. Sidste år dukkede app’en og sitet Freshfarm op – det er et slags digitalt opslagsværk, som giver et overblik over, hvor der er gårdsalg, fødevarefestivaler og markeder. Ifølge redaktør på Freshfarm.dk, Lone Sevel, skal initiativet være med til at genskabe danskernes kvalitetsbevidsthed.


”Vi vil med Freshfarm gerne væk fra supermarkedernes plastikindpakning. Vi vil hive folk ud på landet, hvor de kan dufte og smage råvarerne, dér hvor de gror og bliver produceret. Og ikke mindst bekæmpe den ligegyldighed overfor, hvad vi putter i munden, som mange forbrugere desværre har fået til vane at have,” fortæller Lone Sevel.

Lokale fødevarer skaber identitet

Donna Sundbo har i flere år arbejdet med tendenser inden for fødevarer og mad på Roskilde Universitets Center.  Og det undrer hende ikke, at der er et stigende fokus og efterspørgsel på lokale, danske fødevarer blandt forbrugerne. Ifølge fødevareforskeren handler dette fokus om, at danskerne leder efter deres nationale rødder og identitet.

”Vi er blevet globaliserede borgere på internettet og har ikke den samme nationale forankring, som vi havde tidligere. Og her kan lokale fødevarer være med til genskabe en national identitet, som har unikke danske rødder. Det er bestemt ikke kun i Danmark, at jeg oplever det fænomen. Det har jeg oplevet mange steder i Europa, hvor problemstillingen er den samme,” beretter Donna Sundbo.  

LÆS OGSÅ Vi vil have lokale fødevarer i supermarkederne

Identitetsløs bøf på styreformbakke 

Men det handler ikke kun om rødder og identitet, men også om nærhed, påpeger Donna Sundbo.

”Vi har i løbet af industrialiseringen mistet nærheden til maden. Det er efterspørgslen til lokale fødevarer et modsvar på. Vi er nået til et punkt, hvor vi gerne vil have nogle unikke sanselige oplevelser – og det kan vi få via det mad, vi spiser. I dag skal de fødevarer, vi indtager, helst have en historie. Og så er der jo altså noget mere story telling over lokale, danske fødevarer, frem for en identitetsløs bøf, der ligger på en styreformbakke i Netto”.    

LÆS OGSÅ Økologi er det nye normale