Det er den unge iværksætter og tidligere kok, Lennart Ribers, der står bag Nordisk Marked, der ligger i hjertet af Nørrebro. Lokalerne ved siden af huser Ribers andet hjertebarn Nordisk Brødhus, hvor de små lokaler oftest er stuvende fulde af brødsultne gæster.

De 300 nyerhvervede kvadratmeter på Nørrebro skal inden 1. oktober være omdannet til et bæredygtigt discount supermarked, siger Ribers.

Lavere avance giver billigere varer

Det er med tyk streg under discount, at Lennart Ribers beretter om sin kommende butik. For lige så vigtige som de økologiske og bæredygtige principper, er idealet om, at gode fødevarer skal være tilgængelige for alle.

”Vi bliver nødt til at konkurrere på prisen. Danmark er et af lande, som gør økologi til noget ekstraordinært, og sådan skal det ikke være. Det skal være et naturligt valg,” siger Ribers.

Priserne kommer efter sigende til at ligge på et niveau mellem Netto og Irma, afhængigt af varen og årstiden. For at gøre butikkens varer billige, tager Ribers en lavere avance på varerne.

”Jeg synes, at det er vigtigt, at man som butiksejer tager stilling til, om folk køber økologi. Det er for let at sige, at det er forbrugernes eget ansvar at sætte penge af til økologiske varer. Det er jo overhovedet ikke løsningsorienteret,” mener han, og retter dermed en kritik af supermarkeder, der ikke vil sætte avancen ned på økologiske varer for at indynde folk til at købe mere økologisk.

Ingen rabatter og bonuspris


Kunderne i Nordisk Marked kommer til at kigge langt efter mængderabatter og uimodståelige tilbud: De fleste produkter sælges så vidt muligt enkeltvis. Således bliver der ingen æggebakker med 10 æg, men kun løssalg.

Visionen er, at det økologiske discount supermarked skal tilbyde basale hverdagsvarer fra grøntsager til toiletpapir i en bæredygtig udgave og så ikke så meget mere end det. Ifølge Ribers kommer udvalget ikke til at ligne det, man ser i lignende økologiske supermarkeder.

”Det er ofte meget elitært, når der åbnes økologiske supermarkeder, med en masse specielle produkter. Her bliver det hovedsaligt det mest nødvendige,”fortæller han. 

LÆS OGSÅ Nyt marked skal sælge lokale varer til supermarkedspris

Ikke kun økologi

Inspirationen har Lennart Ribers hentet fra London og Berlin, hvor han har oplevet, at der er langt flere økologiske og bæredygtige butikker, der henvender sig til forskellige målgrupper, og ikke kun dem, der har store plus på kontoen.

Det røde ø-mærke er ikke adgangsbillet til hylderne, for Ribers vil ikke kalde Nordisk Marked for et økologisk supermarked. Det er vigtigere, at han ved, hvor varerne kommer fra, og at de følger årstiden så vel som grundlæggende miljørigtige principper:

”Grønt, mejeri og kød kommer alt sammen til at være dansk, og fra små danske producenter. En del vil vi også hente fra vores egen gård i Jylland. På længere sigt drømmer jeg også om, at vi kan lave vores egne mejeriprodukter."

 


Tagget med Bæredygtighed, Forbrug, Innovation, Økologi