Glutenfri pizza, glutenfri kødpølse, glutenfri leverpostej, glutenfri øl og glutenfri snacks. I køledisken, på restauranterne og i kioskerne - alle vegne er der glutenfri fødevarer, og det står tydeligt på varerne. Sådan har det langtfra altid været. Udvalget af glutenfri produkter er eksploderet i de seneste tre år. 

I COOP er antallet af glutenfri varer i virksomhedens butikker steget fra ca. 20 varer i 2009 til flere end 200 i 2015, og i samme periode er omsætningen på glutenfri varer femdoblet, oplyser Madmagasinet på DR.

Spørgsmålet er, om det er et udtryk for, at der er flere danskere, der ikke kan tåle gluten, eller om producenterne derimod er blevet mere hensynsfulde over dem, der er glutenintolerante?

LÆS OGSÅ Stor vækst i glutenfri produkter

Mange kan have cøliaki uden at vide det

Det er umuligt at svare på, om der er flere, der lider af cøliaki i dag end tidligere.

Edna Stage, Dansk Cøliaki Forening

I Dansk Cøliaki Forening forklarer formand Edna Stage, at det er umuligt at svare på, om der er flere, der lider af cøliaki i dag end tidligere. Det skyldes, at mange danskere går rundt med sygdommen uden at ane, at de har den. 

Screeninger har anslået, at antallet af cøliaki-tilfælde i Danmark ligger på op til en pct. af befolkningen, hvilket svarer til cirka 45-50.000 danskere.

Hos cøliakere udløser gluten en skadelig immunreaktion i tyndtarmen, så kroppen ikke kan udnytte kostens næringsstoffer fuldt ud. Det er en alvorlig sygdom, der kan være årsag til vægttab og give kronisk diarré, forstoppelse, blod- og/eller vitamin mangel.

Set i det lys er det positivt, at forbrugerne og producenter i stigende grad er opmærksomme på gluten, understreger formanden – hvis det altså kan få flere til at gå til lægen og blive undersøgt. 

Glutenfri produkter er efterspurgt af forbrugerne

En af de fødevareproducenter, der var først med et bredt sortiment af glutenfri produkter på det danske marked, er den økologiske pålægsproducent Hanegal. 
Hanegals medejer, Fie Graugaard, oplyser, at langt de fleste af virksomhedens produkter er glutenfri i dag, der er kun enkelte produkter som eksempelvis lasagne, hvor smagen er blevet påvirket for meget til, at det indtil videre har kunnet lade sig gøre. 

”Så længe det ikke går ud over smag og konsistens, så er det ikke noget problem, men går det ud over smagen, så vælger vi noget andet,” siger Fie Graugaard.
Hensynet til cøliakere har helt klart været med i overvejelserne, men Hanegal rammer samtidig en bredere målgruppe ved at gøre varerne glutenfri. 

”Vi følger jo med i, hvad der sker ude i verden, og glutenfrit er på dagsordenen både herhjemme og i udlandet. Det er et stort ønske hos mange mennesker af forskellige grunde. Nogle lider af cøliaki, og andre mener, de får et bedre helbred ved at gå uden om gluten,” siger Fie Graugaard.

LÆS MERE om glutenfri produkter og regler på Fødevarestyrelsen.dk

Forbrugerne vil have alternativ løsning på helbredsproblemer

Efterhånden ved de fleste også godt, at det, der er løsningen for dig, ikke nødvendigvis er løsningen for naboen.

Birthe Linddal, fremtidsforskeren.dk

Men hvis man ikke lider af en alvorlig sygdom som cøliaki, hvordan kan det så være, at flere og flere mennesker af helbredsmæssige årsager gerne vil smide flere penge efter forarbejdede fødevarer uden gluten (glutenfri produkter koster ofte lidt mere end sammenlignelige produkter med gluten, red.)?


Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal forklarer, at glutenfri kost er helt i tråd med tidens tendenser på sundhedsområdet. Her sker der i øjeblikket et opgør med klassiske diæter. 

Forbrugerne er trætte af den etablerede videnskab, der altid kommer med de samme veldokumenterede og kedelige kostråd – de søger derfor alternative forklaringer. 

”Efterhånden ved de fleste også godt, at det, der er løsningen for dig, ikke nødvendigvis er løsningen for naboen. Folk leder efter det, der virker for dem, og de vil gerne prøve noget nyt ” siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ Quinoa-dyrkning kommer til Danmark

Glutenfri kost er et godt samtaleemne

Ifølge Birthe Linddal er det at spise glutenfrit, bage glutenfrit brød og vælge glutenfri produkter en dille, og kost-diller er gode at mødes og tale om.

”Diæter og diller er en meget social ting - noget man kan dele med de andre i kantinen. Ligesom at vi i denne uge ikke spiser sukker i vores familie. Det bliver en slags hverdagsevent, der giver livet spænding, og hvor man bruger sig selv som forsøgsdyr,” siger Birthe Linddal. 

Hun påpeger, at det gør det muligt at få spænding uden at gøre noget vanvittigt – det er ikke farligt at leve glutenfrit i en periode, tværtimod kan det give bedre kostvaner:

”Der er ikke mange, der kaster sig ensidigt ud i noget, der bliver ved i længere tid. Lige så stille tager man noget fra hver af de forskellige kure, der trender, og så får man generelt en sundere livsstil og nye spisevaner.” 

LÆS OGSÅ Skal vi passe på med at spise gluten?

Inkonsekvens ødelægger seriøsiteten

I Dansk Cøliaki Forening er formand Edna Stage bekymret for de mennesker, der tester, om de ikke kan tåle gluten ved at spise glutenfrit. De burde gå til lægen i stedet for. 


”Hvis de har symptomer, der kunne pege på glutenintolerance, er det rigtig dumt at købe de her produkter og ikke få en diagnose i stedet for og få behandling sat i gang. At være cøliaker handler ikke kun om at spise glutenfrit,” siger Edna Stage.

Hun påpeger, at vi ikke ved, om dem, der køber glutenfri produkter overhovedet har grund til det. Nogle hopper måske på en trend, og det kan være et problem for dem, der virkelig er syge. 

”Dem, der vælger glutenfrit, fordi de mener, det er sundere, gør det måske ikke 100 pct. Så sidder de på en restaurant og spørger ind til maden og beder om en glutenfri forret, men hvis desserten så frister, så springer de på den alligevel, og så tænker de lidt af hvert ude i køkkenet,” siger Edna Stage og forklarer, at det kan gøre det vanskeligt for den næste, der kommer ind og beder om glutenfrit, at blive taget seriøst.

LÆS OGSÅ Concito: Glutenfri diæt skader klimaet

 


Tagget med Fødevareforsyning, Forbrug, Mærkning, Sundhed, Sygdom, Vækst