Af Clavs Mark Sylvest & Mads Pedersen

Siden supermarkedskæden Rema 1000 for to uger siden lancerede deres tiltag om at øge prisen på dansk mælk med 50 øre, har de fået masser af positiv respons fra deres kunder. 

I næste uge lancerer Dagrofa, der har butikkerne Meny, Kiwi Minipris og Spar, så deres tiltag, der skal hjælpe de økonomisk trængte danske landmænd.

Et  særligt 'Vælg dansk' mærke vil sidde på 20 særligt mærkede, populære danske fødevarer som svinekød, fjerkræ, mælk, frugt og grønt.

Dette er det første fase af initiativet fra Dagrofa, der indtil videre løber frem mod nytår og har til hensigt at støtte de danske landmænd, så der fortsat kan produceres danske fødevarer i fremtiden.

Dagrofa vil til nytår evaluere deres initiativ med henblik på at erstatte det med nye initiativer. Rema 1000 har ikke lagt en dato for, hvor lang tid deres tiltag vil fortsætte.