Et tyndere lag tandsmør på rundstykket og et mindre skvæt fløde i sovsen kan blive konsekvensen af prisstigninger på mælkefedt.

Spotprisen på 100 procent fløde er steget fra 2850 euro pr. ton i starten af april til omkring 4500 euro pr. ton i dag, hvilket er en markant stigning på 60 procent. Spotprisen er den pris, som markedet retter sig ind efter.

Årsagen er blandt andet underskud af mælkefedt i Europa og en stigende osteproduktion.

”Det er en voldsom stigning, der sker på markedet lige nu. Tørken i USA, de stigende foderpriser og en massiv osteproduktion i Europa, er med til at presse prisen på mælkefedt i vejret. Udbuddet falder, og efterspørgslen stiger en smule, hvilket resulterer i de markante prisstigninger,” siger Kristian Svendsen, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Alle mejeriprodukter bliver dyrere
Spotpriserne på andre mejeriprodukter følger samme tendens som 100 procent fløde, og det betyder, at de trængte mælkeproducenter kan se frem til en højere afregningspris fremover. Til gengæld må forbrugerne grave dybere i lommen for at få råd til fløde og mælk.

”Priserne vil stige på en bred vifte af vores mejeriprodukter, da vi bliver nødt til at følge den prisudvikling, der finder sted i øjeblikket. Når de internationale priser stiger så markant, vil det også påvirke det danske marked,” siger Jakob Knudsen, der er marketingdirektør hos Arla Foods.

Smøret smil i New zealand
Prisudviklingen i Europa åbner op for øget import af smør. Eksempelvis har New Zealand lov til at eksportere op til 74.693 tons smør til det europæiske marked.

”Det vil åbne op for salget af new zealandsk smør til Europa, da det pludselig kan konkurrere på prisen. Selv medregnet en importtold på 700 euro pr. ton, er smørret derfra nu billigere, og det vil øge importen,” siger Kristian Svendsen.

Derfor vil flere new zealandske smørklatter nok finde vej til danskernes risengrød i de kommende måneder.