Du har tidligere arbejdet for Nestle i 22 år. Hvad kan I hos Fonterra lære af Europa og vice versa?

Arla og Friesland Campina har virkelig gjort det godt. Arla har eksempelvis lagt vægt på at udvikle andelsselskabet på tværs af landegrænser og har nu andelsselskaber i Danmark, Tyskland og Storbritannien (og Sverige, Belgien, Luxembourg og Holland, red.), hvilket ikke er nemt at gøre i Europa.

Begge selskaber har desuden udviklet sig på en interessant måde indenfor forbruger- og foodservice-industrien, hvilket vi også forsøger at lære af.

Hvis vi ser på, hvad de europæiske virksomheder kan lære af Fonterra, vil jeg fremhæve, at vi er virkelig globale, når det kommer til at regulere milk pools (de puljer, hvor Fonterra henter sin mælk fra rundt omkring i verden. New Zealand er hovedpuljen, men eksempelvis Australien er en anden vigtig pulje, red.).

Vores ingrediensindustri har derudover et unikt niveau - det gælder ikke kun bulk og hjemmemarkedet - men også high end-produkter i ingrediensindustrien.

Jeg er fra Schweiz, og det er nok ikke det bedste eksempel, når det kommer til mejeriindustrien, men New Zealand har en fænomenal effektiv industri, der kører uden subsidier og støtte. Vores landmænd bærer hele risikoen. Når det går op, har de det godt, men når det falder, er der ikke nogen mulighed for at klage til regeringen, for de er der ikke til at hjælpe udover med infrastruktur, overordnede rammer og lignende.

Men hvad med sårbarheden, der også følger med sådan en pris-struktur for landmændene?

Enhver landbrugsvirksomhed er sårbar. Vores landmænd er ikke glade for en lavere mælkepris. De ville ønske, der var klarere forudsigelser, men de har været der før. De har oplevet de dårlige og stramme tider, og vores industri er ikke en opportunistisk industri.

De fleste i vores direktion vil kigge på 2-3 års cyklusser i budgettet. Ikke kun på ét år. Og ser man på de sidste ti år, er værdien som Fonterra og industrien har produceret, jo fænomenal. Intet mindre. Så det handler om at bevare det lange perspektiv.

Mange mejeri-producenter har skelet meget til Global Dairy Trade (den internationale råvarebørs for mejeriprodukter, red.) i New Zealand siden mælkekvoterne blev ophævet i april. Mener du, at det er med god grund?

Ja. Jeg vil mene, der er to grunde til at holde øje med GDT.

Global Dairy Trade-børsen som platform har en kæmpe betydning på verdensmarkedet. Hver anden onsdag er der folk fra Chile, Uruguay og amerikanske landmænd, der skeler til det ligeså meget som europæiske og new zealandske landmænd. Og jeg tror, det vil tage til, så GDT er her for at blive og vil vokse i vigtighed, fordi der altid er behov for at flere virksomheder kommer ind på GDT-markedet.

Derudover er der det russiske importforbud, som bestemt har indflydelse på GDT og verdensmarkedet.

Sammenlignet med de foregående 5-10 år er de individuelle milk pools – om det så er den latinamerikanske, den amerikanske eller et tredje sted - klart vokset mere sammen. Det er ikke længere muligt at isolere dem, så når Rusland, som er et af de mest krævende markeder i verden, pludselig indfører et importforbud, er mælken nødt til at rejse et andet sted hen. Det har afgjort en effekt på GDT.

Har Fonterras strategi ændret sig siden mælkekvoterne blev sat fri?

Nej. Vi har kendt til at kvoterne ville blive ophævet i flere år, og vi tror faktisk, at efterspørgslen på mælk vil stige hurtigere end leverancerne. Derfor har vi også faktureret ud fra, at kvoterne ville forsvinde på et tidspunkt. Efter mælkekvoterne forsvandt, har det faktisk ført til lavere stigninger i mælkemængder, end vi i første omgang regnede med. For os handler det ikke om leverancerne. Problemet i øjeblikket er efterspørgslen.

Hvis vi kigger 5 år eller længere frem, hvilken udvikling tro du da, vi vil opleve?

Der er 3 ting at fremhæve.

Først og fremmest vil vi fortsat opleve sårbarhed. Husk at vi også før 2007 med finanskrisen oplevede, at regeringer intervenerede. Og intervention flader grundlæggende sårbarheden for mælkepriserne ud. For hvis mælkepriserne når en lavere grænse, vil regeringer gå ind og hjælpe. Og hvis mælkepriserne ligger højt, vil regeringerne sælge. Derudover har regeringer ikke længere et større lager på verdensmarkedet. Derfor rammer forandringer i markedet med det samme, og deraf kommer sårbarheden. Det vil fortsætte.

For det andet vil europæerne producere mere samlet set, men overordnet vil vi se en balanceret og konstant vækst, når vi kommer ud over hypen med at kunne producere så meget, man vil. Ikke på 4-5 pct., nok snarere på 1 pct. vækst over tid og ment som et gennemsnit. Produktionen fra lande som Irland, Danmark, Holland, Tyskland og Frankrig vil eksempelvis vokse og tilsvarende vil andre lande nok falde i produktion eller droppe ud.

Det sidste, der er vigtigt at overveje, er: Det her er ikke et spørgsmål om leverancer. FN har slået fast, at der vil være 9 mia. mennesker i 2050, en vækst, der i høj grad vil ske i Indien og Sydøstasien. Der er kun visse steder i verden, hvor det er muligt at producere mælk i større skala til det behov. Nogen er nødt til at levere den ekstra mælk. Så jeg mener ikke, det er et spørgsmål om Europa eller New Zealand. Jeg mener, det er et spørgsmål om, hvordan vi samlet set efterkommer det voksende behov?

 


Tagget med EU, Landbrug, Mejeri, Økonomi