I 1990’erne var Tropicana stedet, man tog hen, hvis ens længsel efter sydlige himmelstrøg blev for stor, eller legepladsen blev for lille, og børnene måtte have vildere rutsjebaner.

I dag er det faldefærdige badeland blevet et symbol på den udvikling, Rotterdam har gennemgået i de senere år. Den evige lillebror, der altid har levet i skyggen af Amsterdam, er blevet forvandlet fra fattig industriel havneby til en fremadskuende udklækningsarne for unge, idealistiske iværksættere.

Som et symbol på transformationen har en gruppe bæredygtige virksomheder opkøbt Tropicana og er rykket ind med en ambition om at skabe nyt ud fra det, der er til rådighed. Gruppen, BlueCity010, fungerer som inspirationscenter for initiativer i hele Rotterdam, og konceptet fra virksomheden RotterZwam er endda blevet importeret af Hotel- og Restaurantskolen i København. 

LÆS OGSÅ Elever dyrker øko-svampe i kaffegrums

Nye idéer i gammelt badeland

Femke Snijders troede, at hun skulle drive en sommer-pop-up-bar, men endte med at gå ind i Aloha Bar og iværksættergruppen BlueCity010 på fuldtid. Billedet: Femke Snijders troede, at hun skulle drive en sommer-pop-up-bar, men endte med at gå ind i Aloha Bar og iværksættergruppen BlueCity010 på fuldtid.(Foto: Maria Stove)


Alle er åbne for nye ideer her, og det giver en unik mulighed for både at være åbne for offentligheden og være bæredygtige på samme tid.

Femke Snijders, Aloha Bar

Udefra ligner Tropicana sig selv. Men inden for er den subtropiske kuppel omdannet til café og bar, hvor inventar og møbler er bygget af det oprindelige materiale fra badelandet.

I det tomme svømmebassin er der etableret et drivhus med arbejdsrum til bæredygtige entreprenører, den tidligere rafting-bane udgør vejen til toiletterne, og i det forhenværende udendørs spabad dyrker caféen, der går under navnet Aloha Bar, sine krydderurter.

Café-ejer Femke Snijders havde egentlig kun forestillet sig at drive en sommer-bar i det forladte badeland, hvilket hun også gjorde i et par år, men da BlueCity010-gruppen rykkede ind i efteråret 2015, blev hun fanget af idéen om at skabe et pulserende arbejdsfællesskab på fuld tid, der samtidig skulle fungere som et økosystem, hvor alle kunne gøre brug af hinandens kundskaber og produkter.

”Alle er åbne for nye ideer her, og det giver en unik mulighed for både at være åbne for offentligheden og være bæredygtige på samme tid,” siger Femke Snijders.

Kælderen er fyldt med spisesvampe

Aloha Bar følger trenden i Rotterdam med mere vegetarisk kost og flere lokale råvarer i sæson og nyder godt af at have en svampeproduktion i kælderen.

Når man bevæger sig gennem de tørlagte bassiner og dykker ned i dybet, hvor personalet i sin tid havde deres private rum, bliver man mødt med af en duft der kan associationer i retning af chokolade eller våd muldjord, alt efter hvem man spørger.

På rad og række hænger poser med kaffegrums og svampemycelium i forskellige udviklingsstadier, og fra huller i poserne på de mest potente vælter det ud med kaskader af sprøde østershatte.

RotterZwam hedder virksomheden, der dyrker økologiske svampe i kælderen under Tropicana. Gromaterialet er kaffegrums fra caféen oven på, som hver dag genererer 20 kg brugt kaffegrums, men udgør en fortrinlig base for de spæde svampe, der ellers normalt dyrkes på eksempelvis træstammer eller halm.

Iværksætter: ”De små kan ændre reglerne i samfundet”

Billedet: Mark Slegers and Siemen Cox har startet RotterZwam og bæredygtighedsnetværket, BlueCity010. Inspirationen har de hentet fra belgieren Gunter Paulis 100 bæredygtige forretningsidéer. (Foto: RotterZwam)

 

RotterZwam producerer 60 kg svampe om ugen og sælger dem videre. De sælger også et gør-det-selv-kit, så man kan gøre kunsten efter derhjemme, men fortjeneste og ekspansion har aldrig været målet.

Målet er ikke at blive større og større.

Mark Slegers, RotterZwam

”Målet er ikke at blive større og større,” siger Mark Slegers, der er partner og grundlægger i RotterZwam.

Han forklarer, at det har været afgørende, at virksomheden kunne hvile i sig selv. Derfor har Mark Slegers og hans kompagnon Siemen Cox også afslået at få økonomisk støtte fra Rotterdams bystyre under opstarten.

”Vi ville ikke have penge af byen. Byen har bedre ting at bruge penge på. Hvis du har en masse penge, bruger du dem på unødvendige ting. Med færre penge bliver du mere selektiv, og det kan betale sig nu, hvor vi har en bæredygtig forretning,” siger Mark Slegers.

Mark Slegers og Siemen Cox er også initiativtagere til gruppen BlueCity010, der blandt andet er med til at stimulere de 12 nye entreprenører, der for tiden holder til i Tropicana.

”Idéen er at være en platform og vise dem, at den nye økonomi er i live, og at de kan gøre det selv. Det er ikke de store selskaber, der ændrer reglerne i samfundet, det er de små,” siger Mark Slegers.

LÆS OGSÅ Hollændere introducerer en flydende kostald

Nye idéer får plads til at folde sig ud

De idéer, som kommer til udtryk i det nye Tropicana og i gruppen af iværksættere i BlueCity010, bunder i en klar strategi om at gøre Rotterdam til en af verdens mest intelligente og bæredygtige byer.

Vi har gjort det til en vane at lade indsigtsfulde idéer og stærke koncepter blive prøvet af. I Rotterdam ender kvalitet aldrig i en skuffe.

Johan Vermeer, Rotterdams tekniske forvaltning

”En intelligent by bruger innovation til at forbedre sig selv. Innovation kan være relateret til ny teknologi, men det kan også betyde arbejde sammen på nye måder, på nye niveauer eller det kan være i form af social integration. En intelligent by er ikke drevet af embedsmænd eller politikere, men af alle, der bruger byen: Indbyggere, institutioner, virksomheder og de lokale beslutningstagere,” har Johan Vermeer, administrerende direktør i Rotterdams tekniske forvaltning fortalt til onlinemagasinet The New Economy.

Han råder andre byer, der gerne vil gå samme vej som Rotterdam til at lægge en klar vision fra starten, være vedholdende og have masser af tålmodighed samt give plads til de spændende idéer. 

”Vi har gjort det til en vane at lade indsigtsfulde idéer og stærke koncepter blive prøvet af. I Rotterdam ender kvalitet aldrig i en skuffe,” siger Johan Vermeer til The New Economy.

LÆS OGSÅ Rotterdam’s future shines bright (eksternt link – The New Economy) 

Danske svampedyrkere har hentet inspiration i Holland

Billedet: Mark Slegers fra RotterZwam har undervist Hotel- og Restaurantskolens projektleder, som dermed har kunnet bringe erfaringerne fra Rotterdam til Danmark (Foto: Maria Stove)

 

Det er dog ikke kun rotterdammers (indbyggerne i Rotterdam, red.), der kan nyde godt af den viden, der opbygges bliver opbygget i et iværksætternetværk som BlueCity010, og lignende initiativer.

Da Hotel- og Restaurantskolen i Valby hørte om RotterZSwams projekt i kælderen under Tropicana sendte de en projektmedarbejder på kursus hos Mark Slegers. Sammen med økonomisk støtte fra Miljøstyrelsens pulje til ’Grønne ildsjæle’, gjorde de hollandske erfaringer det muligt for skolen at starte deres egen økologiske svampeproduktion, som eleverne kan bruge i undervisningen.  

”Det var vigtigt for at os vores projektmedarbejder fik mulighed for at tilegne sig den viden, og de kompetencer der er nødvendige, når en svampefarm skal køres professionelt og sikkert. Det var godt at få mulighed for at springe en masse fejl over og kunne komme hurtigt i gang,” siger Hotel- og Restaurantskolens konsulent i sundhed, økologi og bæredygtighed, Mette Toftegaard Rasmussen.

Svampefarmen på Hotel- og Restaurantskolen er ifølge hende blevet overvældende positivt modtaget af både unge og ældre elever samt fagprofessionelle fra branchen:

”Det giver både øget ressourcebevidsthed og indblik i, hvordan fødevarer bliver til - og gastronomisk har det stimuleret elevernes lyst til at udvikle og tænke innovativt. Så vi er meget glade for vores svampefarm - den har et rigtig stort læringspotentiale.”

SE FLERE BILLEDER AF TROPICANA:

 


Tagget med Bæredygtighed, Beskæftigelse, EU, Fødevareforsyning, Forbrug, Innovation, Økologi, Økonomi, Teknologi, Udveksling, Vækst