Bornholms Andelsmejeri stjal næsten al opmærksomheden ved International FOOD Contest, der åbnede i dag i Herning.

I mejeridysten vandt ø-mejeriet således to af de tre internationale mesterskaber: Oste-kategorien med en lagret Danablu 60+ og konsumkategorien med en økologisk letmælk. Derudover røg bornholmerne også til tops i konkurrencen om Mejeribrugets Gourmetpris, hvor de vandt i kategorien ’bløde oste’ med blåskimmelosten Tijlled.

”Det havde jeg slet, slet ikke forventet. Det bliver simpelthen ikke bedre,” lød det fra en meget begejstret Jim Ingvorsen, produktionschef på Bornholms Andelsmejeri, efter at han havde været på scenen for at modtage priserne.

Det var første gang, Bornholms Andelsmejeri vandt med en konsummælk, mens mejeriets Danablu i årenes løb har modtaget adskillige priser både i Danmark og udlandet – bl.a. vandt den også ostekategorien ved sidste års International FOOD Contest.

Skal Jim Ingvorsen vælge, hvilken af årets to priser, der betyder mest for mejeriet, falder valget da også på osten.

”Danablu er mejeriets flagskib og store stolthed. Det er også den, der skaber fællesskab blandt medarbejderne på mejeriet,” fortæller han.

Kryddersild og Fur-øl til tops

I de øvrige fødevarekategorier under International FOOD Contest var fisk i år med for første gang. Vinderen i denne kategori blev produktet ’Havfrue gammeldags modnede kryddersild’ fra Lykkeberg A/S.

I øl-konkurrencen løb Fur Bryghus ApS for anden gang med vindertitlen, i år var det bryggeriets ’FUR Barley Wine’, der sikrede førstepladsen.

1.800 fødevarer fra 15 lande udstilles på International FOOD Contest, som afvikles i MCH Messecenter Herning tirsdag, onsdag og torsdag.

Udstillingen blev åbnet i dag af formand for mejeriforeningen, Steen Nørgaard Madsen, som sammen Hans Kongelige Højhed Prins Joachim overrakte priserne til vinderne af de forskellige kategorier.

Vindere i International FOOD Contest 2014:

International Dairy Contest:
Smør/blandingsprodukter: Holstebro Mejeri, usaltet Lurpak UK
Konsummælksprodukter: Bornholms Andelsmejeri, økologisk letmælk
Ost: Bornholms Andelsmejeri, lagret Danablu 60+

FOOD:
Druevin: Ørnberg Vin, Ørnberg Mynster
Frugt- og bærprodukt: Samsø Syltefabrik A/S, Løgismose kirsebærsauce
Frugtvin: Skærsøgaard Vin, Dons øko cider brut
Honning: Zofuz Knudsen, Blomsterhonning, Grand Hotel
Krydderurt: Økologihaven ApS, Økologisk basilikum
Rapsolie: Nordlie Foods A/S, Bio BEST økologisk rapskimolie, citron og timian
Fisk: Lykkeberg A/S, Havfrue gammeldags modnede kryddersild
Øl: Fur Bryghus ApS, FUR Barley Wine

MEJERIBRUGETS GOURMETPRIS
Mejeribrugets Gourmetpris blev i år uddelt i fire kategorier, hvoraf en af kategorierne blev valgt som overordnet vinder. Det var Økologisk jersey hømælk, Naturmælk Amba, der blev kåret som overordnet vinder. Dommerne gav mælken denne kommentar med på vejen:

”Super stærkt produkt. Der er noget unikt over mælkeoplevelsen.”

De andre vindere blev:
Smør: Økologisk Gammeldags kærnet smør med Læsø salt, Arla Foods/Slagelse Mejeri.
Hårde oste: Tollundmandens ost, Them Andelsmejeri
Bløde oste: Tijlled, Bornholms Andelsmejeri