Mange europæere har selskab af et dansk juletræ den 24. december. De danske juletræsproducenter producerer nemlig 11.4 millioner træer om året, og de 10 millioner bliver eksporteret til andre europæiske markeder. Med 1.2 milliarder i eksportomsætning er de danske landmænd dermed verdens måske største juletræseksportør.

Det er blandt andet den danske know-how om juletræsproduktion, det gunstige danske klima og evnen til at organisere logistik, der gør de danske juletræsproducenter eftertragtede. Og så er kvaliteten af juletræerne rigtig god, fortæller direktør i Danske Juletræer, Claus Jerram Christensen.

”Kvalitetsmæssigt er de danske juletræer i top, og det er især, når vi snakker de lidt større træer, som de har sværere ved at producere i udlandet,” siger han.

LÆS OGSÅ EU-rekord i eksport af fisk og skaldyr går til Danmark

Tyskland danser om de danske Normannsgraner
Halvdelen af de eksporterede juletræer går til juletræets oprindelsesland, Tyskland, men også Frankrig og England aftager en god bid af den danske gran. Her er et af de foretrukne træer de store Normannsgraner, som netop de danske producenter har satset på, blandt andet fordi den har særligt gode betingelser i det danske klima.

Og det er et rigtig godt tegn, at det er i den retning, at de mange danske juletræer kommer hen, mener cheføkonom i Landbrug & Fødevarer Thomas Søby:

”Det er interessant, at 50 pct. af vores juletræer går til jueltræernes fødeland, og det må vidne om, at vi producerer nogle træer, der er rigtig gode,” siger han.

LÆS OGSÅ Eksporteventyr: Kinesere elsker danske tæer og tarme

Danskerne har altid været gode til at dyrke den populære Normannsgran, men den store efterspørgsel på de danske jueltræer skyldes også, at mange andre lande i højere grad satser på de små og ofte billigere jueltræer. Derfor er det nødvendigt, at de danske producenter holder fast i at producere med kvalitet for øje, understreger Thomas Søby.

”Det ligger godt i tråd med, hvad vi ellers laver på andre områder som mælk og ost og kød. Det er en høj kvalitet, som danskerne er anderkendt for på eksportmarkeder, og det er jo helt nødvendigt, at vi slår igennem her, når hjemmemarkedet er så småt - også med jueltræerne.”

Juletræsforeninger forudser granbehovet
Juletræsproducenter på dansk jord er godt stillet, både i forhold til logistik og produktion, fordi de er organiserede i nationale foreninger, hvor hver enkelt producents viden om dyrkning og afsætning bliver tilgængelig for alle producenter.  Et juletræ er typisk 9-11 år undervejs, og det kræver planlægning at forudse, hvordan udbud og efterspørgsel ser ud, når juletræet endelig har vokset sig stort nok til at blive solgt.

”Vi er i stand til at lave nogle prognoser for, hvordan det fremtidige juletræssalg kommer til at se ud, og der har vi klart en fordel i forhold til andre lande, hvor de ikke er lige så organiserede i nationale foreninger, og derfor har sværere ved at få et markedsoverblik,” siger Claus Jerram Christensen.

LÆS OGSÅ Frankrig napper den danske øko-skinke

Danske juletræsproducenter er gode til samarbejde og logistik
Men det er ikke bare et spørgsmål om kvalitet, når de danske juletræer finder vej til et utal af hjem ude i verden:

”Mange af de danske leverandører er gode på logistik og levering. De afleverer til den aftalte tid og den aftalte mængde, og det er særligt vigtigt for kædebutikker, hvor en større del afsætningen foregår,” fortæller Claus Jerram Christensen.

Selvom den danske arbejdskraft er dyrere end dem man blandt andet kan finde hos de østeuropæiske juletræsproducenter, er den danske effektivitet konkurrencedygtig, tilføjer han:

”Vi er blevet gode til at mekanisere i den danske juletræsproduktion, hvor andre juletræsproducenter som USA er mere tilbagestående. Vi er gode til at opfinde maskine, der kan løse en manuel opgave.”