Glutenintolerance er en alvorlig sag. Cøliaki er den rette betegnelse for de opkast og diarré-ture, der følger med at spise brød, grød og pasta med gluten, hvis man er intolerant.

Efterhånden overstiger interessen for mad uden gluten dog langt det anslåede reelle behov, og gluten er blevet en sundhedssynder. I en undersøgelse fra USA angiver 90 millioner af indbyggerne, at de spiser glutenfrit, og 82 pct. af dem, at det skyldes, at de enten gerne vil være sunde eller tabe sig.

LÆS OGSÅ Undersøgelsen fra USA om gluten

Interessen for at spise glutenfrit, skal tages alvorligt, mener Torben Chrintz, videnschef i den grønne tænketank Concito. Vores madvaner har stor betydning for klimaet:

”Ud fra et klimavenligt synspunkt er det en afsindig dårlig idé og dybt bekymrende, hvis trenden breder sig globalt,” siger han.

LÆS OGSÅ Undersøgelse: Hver tredje forbruger er ligeglad med klimaet

Glutenfri trend får folk til at vælge klimabelastende mad

Forestillingen om, at mad uden gluten er bedre for kroppen, får nogle til at vælge glutenfri alternativer til brød, pasta og grød, men mange undgår helt fødevarer lavet på korn. Det får ifølge Torben Chrintz glutenforskrækkede forbrugere til at vælge at tage mindre klimavenlige madvarer på tallerkenen.

”Der er nogle, der vælger helt at holde sig fra kornprodukter, og så vælger de mejeriprodukter og kød til, for at dække det kaloriebehov, som før kom fra korn. Problemet er, at kød og mejeriprodukter kræver et langt større areal pr. hektar end korn, som er en meget klimaeffektiv fødevare,” fortæller han.

Fødevareforbruget er et af de mest klimabelastende områder, og derfor er det ifølge Torben Chrintz vigtigt, at vi spiser på en måde, der ikke belaster kloden unødvendigt.

”Hvis du udskifter kornprodukter med kød, øger du CO2-udledningen med en faktor 10-30.”

Torben Chrintz foreslår, at kornet i stedet skiftes ud med rodfrugter, der har omtrent samme klimaprofil som hvede.

LÆS OGSÅ Proteiner signalerer magt og sundhed

Bevidste forbrugere bekymrer sig ikke om klimaet

Det undrer madsociolog fra Professionshøjskolen Metropol Jon Fuglsang, at forsagelsen af gluten er blevet en stor trend blandt forbrugeren:

”Mange populærdiæter er frygtelig klimabelastende, og det undrer mig, at folk ikke tager denne dimension med. Det er svært, at se dem som andet end meget selvoptagede, og det virker ulogisk, at det ikke spiller en større rolle” siger han og tilføjer, at det i en vis udstrækning er de samme forbrugere, som stræber efter at spise rent og naturligt, der vælger gluten fra.

Torben Chrintz påpeger desuden, at mange overser de negative konsekvenser ved at slå over i en glutenfri diæt:

”Mange madtrends er faktisk ikke særligt gode for klimaet, ligesom paleo-kuren, er det en afsindig dårlig trend set med klimabriller.”

Kogebogsforfatter kan ikke forstå kritikken

Anette Harbech Olesen er uddannet i kost og ernæring og står bag hjemmesiden madforlivet.com og en række kogebøger om mad og sundhed. Her finder nysgerrige madinteresserede også inspiration til glutenfri mad.

Anette Harbech Olesen mener ikke, at man umiddelbart kan sætte lighedstegn imellem en glutenfri levevis og proteinrige madtrends som eksempelvis paleo.

”Jeg synes, at det er kørt lidt af sporet, når man sammenligner en glutenfri diæt med fx paleo. Vi skal efter min mening sætte os udover alle de her trends, og så først og fremmest forholde os til, hvad der er godt for vores kroppe, og dernæst for miljøet og klimaet,” siger Anette Harbech Olsen og tilføjer, at hun ikke mener, at en glutenfri kost behøver at betyde mere kød:

”Langt de fleste mennesker har godt af at skære ned på indtaget af gluten, og i stedet spise flere grøntsager, og jeg mener også, at de fleste mennesker med fordel kan skære ned på kødet ved blandt andet at have en kødfri dag og så spise flere grøntsager.”

LÆS OGSÅ  Bæredygtighed på Food Festival

Brødet er omgærdet med mistillid

For den bevidste forbruger er brødet et billede på den ypperste teknologisering og forarbejdning af madvarer, og det er ifølge Jon Fuglsang også en af forklaringerne på, at jorden er blevet gødet for de glutenfri diæter. Og så har kvaliteten af brød været meget ringe.

”Brødet er omgærdet med en vis mistillid, der er kommet for at blive, men på et tidspunkt finder folk ud af, at det glutenfri heller ikke er svaret på ens problemer. Selvfølgelig skal vi stille krav til det, vi spiser, men at isolere det til enkelte fødevare er forhåbentligt noget, der kun er for ægte glutenallergikere.”

 


Tagget med Bæredygtighed, Forbrug, Klima