”Det er nu eller aldrig, hvis vi skal gøre noget ved klimaet.”

Så konkret kan det siges, og ordene kommer ikke fra hr.-hvem-som-helst, men fra selveste den amerikanske præsident, Barack Obama. Ordene faldt 30. november i Le Bourget i udkanten af Paris som indledning til Klimatopmødet COP21, der, udover at være det 21. i rækken, også er det første møde siden COP15 i København, hvor tiltroen til at få en reel aftale med tyngde i hus er til stede.

”Vi er den første generation, der mærker klimaforandringerne, og den sidste generation, der kan gøre noget ved det,” supplerede den amerikanske præsident som blot en af mange til mødet i Paris, hvor talrige vægtige statsledere fra rundt om i verden var mødt op.

Forhandlinger går ind i afgørende fase

Forhandlingerne løber netop fra 30. november – 11. december, og det er særligt dagene fra 8.-11. december, der er værd at bide mærke i, og som vil blive fulgt med stor interesse af verdenspressen, fordi det er her, en eventuel aftale vil nå de endelige skridt i forhandlingerne og forhåbentlig blive fremlagt.

Om det lykkes, er der vidt forskellige mere eller mindre optimistiske forhåbninger om. Ikke mindst i Danmark. Foodculture.dk har talt med tre klimaforskere, der enten allerede har bidraget med vurderinger, der indgår ved forhandlingerne, eller har stor indsigt i sagens natur.

LÆS OGSÅ COP21: Endnu et klimatopmøde – er det ikke bare en snakkeklub? (eksternt link)

KU: Danmark bør satse på særlig type afgrøder

John Roy Porter, der er professor ved Institut for Jordbrug og Økologi på Københavns Universitet, sad i november 2015 i forbindelse med en konference i Frankrig til bords med en af de franske forhandlere, der tidligere har deltaget ved flere klimatopmøder, som påpegede at COP15 var et nødvendigt onde for at kunne nå frem til reelle resultater en dag.

Derudover peger John Roy Porter på en række afgrøder, som ifølge ham vil blive afgørende for Danmark og andre nordiske lande at satse på i en fremtid, som vi ikke kan undgå bliver varmere. Det er kun et spørgsmål om, hvor meget varmere, den bliver.

LÆS MERE I INTERVIEW med John Roy Porter: Danmark bør i fremtiden satse på protein

Concito: Afgørende forskel i tilgang til klimaforhandlinger

Torben Chrintz er til daglig videnschef i klimatænketanken Concito, og peger på en afgørende anderledes tilgang til årets klimaforhandlinger sammenlignet med tidligere år. Derudover mener han, at det er vigtigt ikke kun at skele til ineffektive produktionsenheder, når man skal reducere klimabelastningerne, og så bliver det nødvendigt at kigge på at ændre praksis for at dyrke jorden i fremtiden.

LÆS MERE I INTERVIEW med Torben Chrintz: Store ændringer venter for dansk landbrug

AU: Danmark bør gå foran på særligt område

Sidst men ikke mindst ser professor og klimaforsker Jørgen E. Olesen, fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, COP21 få betydning, men ikke på den måde, de fleste nok håber på. Danmark bør i øvrigt gå foran på et helt bestemt felt i kampen mod at udlede flere fossile brændsler, og så er det i øvrigt ikke COP21, men et andet organ der har størst indflydelse på de europæiske landes CO2-udledninger.

LÆS MERE I INTERVIEW med Jørgen E. Olesen: Gør Danmark til et grønt teknologicenter

 


Tagget med Event, Klima, Landbrug