Interview med Jørgen E. Olesen, professor på Institut for Agroøkologi – klima og vand på Aarhus Universitet


Hvad ser du som de vigtigste indsatsområder at fokusere på for global fødevareproduktion i relation til klimaforandringer og ikke mindst forhandlingerne til COP21?

Klimabelastningen fra fødevareproduktionen er væsentlig, og der er en klar forventning om, at den skal bringes ned. Samtidig er det meget svært for der er et overordnet behov for kvalitetsfødevarer i verden og det vil sige et øget forbrug af kød og andre animalske produkter.

Derfor er der et behov for at kunne sikre øget produktion uden øget udledning. For at kunne gøre det, er det lidt den samme udfordring som på energiområdet, hvor man skrifter til grønnere emner på energiproduktionsområdet og samtidig skifter til øget effektivitet på den anden side.

Derfor er der et behov for at kunne sikre øget produktion uden øget udledning. For at kunne gøre det, er det lidt den samme udfordring som på energiområdet, hvor man skrifter til grønnere teknologier til energiproduktion og samtidig skifter til øget effektivitet i forbruget. Det betyder i praksis, at vi skal producere fødevarer med lavere udledninger samtidig med at forbrugssiden mindsker spild og forbrug af de fødevarer, der udleder mest CO2.

Der er en kæmpe udfordring på verdensplan i dag i at producere og samtidig ikke øge udledningen. Det er svært, for man kan ikke i eksempelvis mælkeproduktionen nødvendigvis gøre det uden samtidig at øge udledningen af metan, der er 20 gange værre pr. udledt enhed end CO2, når det kommer til drivhuseffekt. Men vi bliver nødt til at fokusere på at kunne producere flest mulige fødevarer med mindst mulig udledning.

Vi skal ikke globalt set have mere areal i brug til landbrugsland. Og vi skal også stoppe med at dyrke landbrug på tørvejord, hvor udledningerne er 50-100 gange højere end på almindelig mineraljord. Simpelthen fordi vi brænder det tykke lag af organisk materiale af. Det burde være en lavthængende frugt, men det har det vist sig ikke at være, for der jo er nogen, der ejer den jord, og derfor søger at blive kompenseret for tabt fortjeneste.

Dertil kommer at blive bedre til at reducere spild. Både i privatleddet og i forarbejdnings- og forbrugsleddet.


På hvilken måde kan COP 21-forhandlingerne få betydning for dansk fødevareproduktion?

Jeg tror ikke, forhandlingerne umiddelbart får stor effekt. Det har større betydning, hvad EU implementerer. Og EU har allerede en plan på emissioner og på klima, der siger, at ikke-kvotebelagte sektorer (altså dem udenfor energisektoren) skal sænke udledningerne med 30 pct. frem til 2030. Forenklet vil det sige biler, bønder og bolig.

Det er her, det begynder at blive alvorligt for dansk landbrug, for der er aftalt en byrdefordeling, der siger, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder. Men det betyder samtidig, at de lande, der har høj indkomst pr. indbygger får højere reduktionsmål. Så vi får nok i Danmark et reduktionsmål på op mod 40 pct. frem mod 2030. Udgangsåret for denne reduktion er 2005, og det er langt vanskeligere at opnå end hvis det havde været 1990, som for energisektoren.

Når det er svært, skyldes det, at mange af de lavthængende frugter i dansk sammenhæng allerede blev hentet inden 2005, og yderligere reduktioner begynder at gøre ondt. Hvis vi skal reducere med 40 pct., betyder det formentlig, at vi skal skære i landbrugsproduktionen.


Hvilken rolle kan eller bør dansk fødevareproduktion omvendt spille i det store samlede klimabillede?

Jeg har det altid underligt med ”bør”. Jeg vil hellere fokusere på ”kan” spille, men det, man snakker om ved festlige lejligheder, er, at Danmark kunne være grønt eksperimentarium.

Danmark er i forvejen på mange områder et forbillede på grøn teknologi, og der er ingen tvivl om, at de her klimaudfordringer ikke kun er en udfordring for Danmark, men på globalt plan. Det handler også om ikke at udlede næringsstoffer, og at vi skal passe på vores vand. Det her kan i virkeligheden alt sammen gå hånd i hånd. Men det kommer jo ikke uden, at dette også bliver en del af det, vi investerer i, og det, vi selv demonstrerer her i Danmark. Så det kommer an på et samspil imellem forskning, udvikling, regulering og støtteordninger.


Der er blevet afholdt klimatopmøder som dette igennem mere end 20 år. Er der nogen grund til at tro at der vil blive besluttet noget af betydning denne gang?

Jeg tror, COP21 får betydning, men jeg tror ikke, det bliver den store endelige aftale. Problemstillingen er, at det, der skal til, for at nå de 2 grader, er så enormt omfattende, at ingen af de store landes regeringer vil binde sig til det. Så det er de små skridts vej.

I den forstand spiller COP21 dog også en afgørende rolle. Det handler jo om at få øget bevågenheden i forhold til regeringer, befolkninger, byer og erhvervsliv. En bevågenhed om, at det er meget vigtigt, at vi gør noget ved det her problem nu og ikke om 20 eller 30 år, for så kan det vise sig at være for sent at vende udviklingen.

 


Tagget med Event, Klima, Landbrug