Interview med John Roy Porter, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet:


Hvad ser du som de vigtigste indsatsområder at fokusere på for global fødevareproduktion i relation til klimaforandringer og ikke mindst forhandlingerne til COP21?

Det vigtigste er, at landbrugsemissioner kommer på dagsordenen på COP21 på en naturlig måde. Det har været lidt gemt væk tidligere.

Derudover ved vi, at tilpasning bliver en afgørende facet, nu hvor det ligger fast, at der kommer temperaturstigninger på verdensplan, uanset hvad vi gør. Det kan være svært at sige, hvor meget der bliver nødvendigt, men det bliver uanset hvad afgørende. Metoder til at tilpasse kunne handle om at skifte til nye sorter, bruge nye afgrøder, om forskellige typer management, afvanding og lignende.

Spørgsmålet er også: Hvem skal producere fødevarer i fremtiden? Vi oplever en befolkning, der i højere og højere grad flytter til eller vokser op i byer. I dag bor en stadig voksende del af verdens befolkning i byer. Og vi har også landmænd, som er ved at være oppe i alderen rundt om i Europa, hvor der er behov for at en kommende generation snart tager over. Så spørgsmålet er, hvordan vi skal producere og hvem, der skal stå for det, i 2050 og senere?

Sidst men ikke mindst er det afgørende, at vi bliver bedre til at uddanne folk og til at producere og innovere vores produktion.


På hvilken måde kan COP 21-forhandlingerne få betydning for dansk fødevareproduktion?

Vi ved ikke, hvad der kommer ud af COP21, så det er svært at gætte på, hvad landbruget i Europa kan få af betydning. Der har ikke været nogen banebrydende betydning af de tidligere 20 COP-arrangementer, men med det fokus emnet begynder at få og den alvor, der er ved at gå op for verdens ledere, kan man forestille sig en ny strategi for at producere, der inkluderer nye teknikker.

Ifølge IPCC’s rapport (FN’s internationale klimapanel) vil en ændring op til 2 graders højere gennemsnitstemperatur især få betydning for græs- og kvægproduktion. Omvendt vil udbyttet blive højere, hvis vækstsæsonen bliver længere. Danmark og de skandinaviske lande ligger godt placeret i forhold til det.

Landbruget i den nordlige del af verden har også været meget højteknologisk, og det kan andre lande også lære af. Alt sammen kan være en fordel for et land som Danmark, hvilket vi også har skrevet i IPCC-rapporten (John Roy Porter er hovedforfatter på et kapitel i en stor IPCC-rapport fra 2014, der handler om fødevareforsyning og -sikkerhed, red.)

LÆS OGSÅ IPCC: Klimaforandringer giver sult og sygdom om få årtier (eksternt link) 


Hvilken rolle kan eller bør dansk fødevareproduktion omvendt spille i det store samlede klimabillede?

Hvis gennemsnitstemperaturen stiger til 2 grader eller måske ligefrem kommer op på 3-4 grader vil sojaproduktionen i Sydamerika blive kraftigt påvirket, og så vil de nok holde op med at eksportere protein i samme grad og beholde det på hjemmemarkederne. Derfor vil det være klogt for de nordiske lande at tænke mere i proteinproduktion, for der er mangel på protein i Europa. Særligt bælgplanter og proteinafgrøder som (lucerne)planten Alfalfa kan blive et vigtigt indsatsområde.

Når vi snakker om proteiner, er det interessante samtidig at, der er sket et skifte. Hvor folk tidligere kun snakkede om fødevareforsyning og -sikkerhed, der primært handler om, hvor mange kalorier en person har brug for, og ikke så meget om ernæring, der handler om, hvor mange proteiner, vitaminer og lignende en person har brug, er fokus i dag et andet. Nu fokuserer man på begge dele. Og da alle tre aspekter er vigtige, når det handler om at producere fødevarer til verdensbefolkningen kan det også komme de nordiske lande og dermed Danmark til gavn. For det vil vi kunne hjælpe med.

Derudover er der mejeriproduktion. Tag for eksempel New Zealand, der har et klima, der minder om det, de nordiske lande har - måske lidt varmere – men de eksporterer meget mælkepulver til Kina. Og tilsvarende er der ingen tvivl om at dansk mejerieksport vil få en stor rolle. Og allerede har det.

LÆS MERE om Alfalfa Lucerne 


Der er blevet afholdt klimatopmøder som dette igennem mere end 20 år. Er der nogen grund til at tro at der vil blive besluttet noget af betydning denne gang?

For tre uger siden var jeg til et møde i forbindelse med en europæisk konference om plantevidenskab, European Academy Science, i Brest i det vestlige Frankrig. Jeg spiste middag med en fransk forhandler, der har været med til klimaforhandlinger igennem mange år, og det første, jeg gjorde var at undskylde for COP15.

Men han sagde med det samme at COP15 var nødvendigt for ved alle store forhandlinger, er man nødt til at have et lavpunkt af dårlige erfaringer, før de store og afgørende forhandlingsledere forstår alvoren af det hele. Derfor så han COP15 som en helt nødvendig forløber for egentlig beslutninger. Af samme grund mente han at der var grund til at være mere optimistisk ved forhandlingerne denne gang end tidligere.

Tilsvarende har den franske ambassadør sagt til mig, at de var cautiously optimistic, så man kan ikke lade være at tænke at den sætning som Churchill i sin tid sagde også passer meget godt her:

”This may be the end of the beginning if not the beginning of the end.”

Sidst men ikke mindst er det et spørgsmål om, hvor de kæmpe store virksomheder er henne i det her og hvordan de arbejder med bæredygtige ressourcer. Forskere har forsøgt at gøre deres pligt og har også virkelig lykkedes. Politikerne har til gengæld igennem 20 år manglet at levere varen, og det næste spændende skridt bliver de store virksomheder, der også er nødt til at tage klimaforandringer alvorligt. De har en stor magt, som de ikke rigtig har brugt endnu. Hvis de virkelig var med på beatet, kunne de ændre slagets gang.