Det er en erfaren leder og en direktør med et solidt afsæt inden for naturvidenskab og økonomi, der til 1. august sætter sig i direktørstolen i VSP.

Claus Fertin, der er uddannet agronom og Ph.d. i Økonomi, har siden 2010 været adm. direktør i VikingGenetics. Før det har han været direktør i Slagteriernes Forskningsinstitut og for Fellesslakteriet i Oslo. Den nye VSP-direktør har sideløbende med sin professionelle karriere suppleret sin uddannelse med ledelseskurser på uddannelsesinstitutioner som IMD og INSEAD.

Formanden i VSP, Erik Larsen, hilser den nye direktør velkommen:

"Med Claus Fertin får vi en person, der kan løfte hele organisationen. Han vil, med sin stærke baggrund, være et stort aktiv i arbejdet med at bringe VSP igennem de administrative og faglige udfordringer, der skal håndteres. Derudover har han en solid indsigt i den forskning, udvikling og innovation, der sker inden for erhvervet og kan dermed være med til at styrke hele området fremover," siger Erik Larsen.

Jan Mousing, adm. direktør på Videncentret for Landbrug, ser også frem til samarbejdet med den nye direktør:

"Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at tiltrække Claus Fertin som ny direktør i VSP. Med Claus Fertin får vi stærk ledererfaring koblet med stor forretningsforståelse, siger Jan Mousing.

I forbindelse med, at det for nylig er besluttet, at VSP overføres til Videncentret for Landbrug fra 1. januar 2015, vil Claus Fertin blive en del af Videncentrets direktion.

Fertin vender tilbage til svinesektoren

Med stillingen som VSP direktør vender Claus Fertin tilbage til svinesektoren, som han i forskellige sammenhænge har været knyttet til i en årrække, inden han i 2009 kom til DONG Energy og i 2010 til VikingGenetics som adm. direktør.

"Den danske svinesektor er den mest innovative og effektive set på verdensplan, og det bliver en spændende udfordring at skulle være med til at videreudvikle mulighederne i erhvervet, så vi kan fastholde den unikke position branchen har," siger Claus Fertin og tilføjer, at han også ser frem til at bidrage til at styrke både VSP og Videncentret ved yderligere integration af de mange stærke faglige miljøer.