Tomas Pietrangeli, 42, er udpeget til at afløse Peter Giørtz-Carlsen som direktør for det danske marked, efter af Peter Giørtz-Carlsen er blevet direktør for Arlas britiske forretning.

Tomas Pietrangeli kommer fra et job som Managing Director i Reckitt Benckiser, og har bred erfaring fra andre virksomheder med forbrugsvarer, såsom P&G, Gillette og Royal Unibrew.

"Tomas bringer nogle spændende kompetencer med sig i sin nye rolle, som jeg glæder mig til at se ham udfolde og videreføre det synligt solide arbejde som vores danske forretning leverer, siger Arlas adm. direktør," Peder Tuborgh.

"Jeg ser meget frem til at skulle påtage mig opgaven som direktør for Arla Danmark, som jeg anser for at være Danmarks stærkeste og mest spændende virksomhed inden for fødevarer. Jeg glæder mig til sammen med holdet hos Arla at videreudvikle den danske forretning," siger Tomas Pietrangeli.

I forbindelse med direktørskiftene har Arlas koncernledelse vurderet den fremtidige ledelsesstruktur for Arlas tre nordiske kernemarkeder – Sverige, Danmark og Finland. Her vil Henri de Sauvage, direktør for Arla Sverige, fra 2015 varetage det overordnede ansvar i koncernledelsen for Sverige, Danmark og Finland. Henri de Sauvage har allerede i dag det overordnede ansvar for Arlas finske forretning i koncernledelsen.

I 2013 havde Arla en omsætning i Sverige på ca. 11,6 mia. kr., mens den i Danmark nåede ca. 6,6 mia. og ca. 2,7 mia. kr. i Finland.