Der bliver 9,2 mia. munde af brødføde i 2050, hvis FN’s fødevareorganisation FAO’s fremskrivninger står til troende. For at nå i mål kommer fødevareingrediens-industrien til at spille en stadig stigende rolle – både set med forbrugerøjne såvel som forskerbriller, men hvilken?

En række af de større danske aktører inden for foder- og fødevareingredienser har for nylig fået samlet perspektiverne og mulighederne i rapporten ”Danske foder- og fødevareingredienser – byggesten til en bedre verden”, og det er ikke mindst pointer herfra som foodculture.dk har spurgt Egon Bech Hansen, professor på DTU Fødevareinstituttet i København, nærmere ind til.

Hvilken rolle kommer fødevareingredienser til at spille i vores samfund, hvis vi skruer tiden frem til 2050?

Sektoren kommer utvivlsomt til at spille en stigende rolle. Sagen er, at hvor fem ud af ti ifølge FAO bor i byer i dag bliver det syv ud af ti i 2050. Når flere og flere bor i byerne bliver der også færre jordbrugere, der samtidig gerne vil undgå at skulle variere henover sæsonen. Og derfor vil der være behov for, at udvikle vores mulighed for at producere forædlede fødevarer på en eller anden måde ligeså vel som konservering af fødevarer bliver afgørende for at undgå spild.

Der vil efter alt at dømme komme en stadig stigende efterspørgsel efter færdige fødevareløsninger.

De tendenser, vi ser i den industrialiserede verden i dag, hvor vi mærker en stadig stigende efterspørgsel efter levestandarder, der matcher velfærdssamfund, vil der komme et pres på udvikling af fødevareingredienser, der er naturlige, men stadig effektive. Samtidig vil der efter alt at dømme komme en stadig stigende efterspørgsel efter færdige fødevareløsninger. Så udover konservering bliver tekstur, smag og forskellige grader af helsebringende egenskaber vigtige fremover.

Er der noget at være bekymrede over ved den udvikling?

Sagen er, at den sofistikerede østerbroborger er bekymret over mange ting i dagens samfund, men hvis en verdensborger skal leve et tilsvarende liv vil de blive bekymrede over de samme ting.

Altså emner som bæredygtighed, om der er brugt for meget kemi. Om varen er (for) unaturlig og lignende. Her ligger der en kæmpe udfordring, for hvis man gerne vil have naturlige og sunde varer, er der en udfordring i at få skabt animalsk protein nok.
Sagen er, at hvis vi kunne undgå at smide al den mad ud, som vi gør i dag, har vi mad nok til at brødfødevaredensbefolkningen i 2050. Men hvis vi samtidig også vil leve et rigere liv, har vi en udfordring i eksempelvis at få tilfredsstillet forskellige behov for kød.

Det handler om, hvordan vi kan finde nye måder at fremstille fødevarer uden at lægge voldsom ekstra belastning på kloden.

Kan du give et eksempel på noget af det, der kan blive fremtidens mulige løsninger på de her udfordringer?

Grundlæggende handler det her om at fremstille protein og kulhydrat til mennesker. Og det lyder ret science fiction-agtigt, men de byggesten findes i luften. Proteiner består af kulstof og kvælstof som vi alt sammen har i luften og som vi, i den industrialiserede tidsalder, har pumpet alt for meget af ud i luften.

Tænk, hvis vi kan finde en ny måde at omsætte CO2 til kulhydrater, så vi på den måde kan hjælpe til at vende udfordringen med klimaopvarmningen.

Tænk, hvis vi kan finde en ny måde at omsætte CO2 til kulhydrater, så vi på den måde kan hjælpe til at vende udfordringen med klimaopvarmningen. Indtil videre ser forskere nærmere på at udnytte den allersimpleste del af proteinerne ved at tage dem ud af luften.

Hvis man samtidig kan finde en måde at lave gratis energi på – altså lidt ligesom vindmøller og solpaneler – og kan få mikroorganismer til på den her måde at køre baglæns vil perspektiverne være enorme.

En af de store udfordringer ved at finde plads til 9 mia. mennesker er jo også, at vi gerne vil have plads til vilde dyr, fugle og uspoleret natur. Så er der spørgsmålet, om man kunne forestille sig landbrug uden jord og uden dyr. Men det er noget, vi højst sandsynligt kommer til at se mere til i 2050.

På kortere sigt handler det mest om fødevareingredienser, der kan give sundere fødevarer. Og uden brug af kemi. Der er en fase nu her, hvor vi kan få meget mere ud af de proteiner, der allerede er tilgængelige. Det kan være proteiner, der i dag ikke udnyttes tilstrækkeligt som spildprodukter – et godt eksempel er valleprotein i mejeriindustrien, som tidligere blev dumpet som affald, men i dag bliver udnyttet i proteinprodukter, der i dag har en meget højere kg-pris end osten i sig selv. Vi hos DTU håber at kunne invitere andre interesserede til at lave et konsortium, der skal se nærmere på at optimere flere af disse udfordringer i nær fremtid for der er mange andre muligheder for at optimere den her verden.

På lidt længere sigt vil vi gerne finde naturlig måde at lave proteiner på, som måske i dag vil blive opfattet som mindre naturlige.

Endnu et område, hvor fødevareingredienser kan spille en større rolle er, at det bliver muligt at lave flere af de samme fødevarer. Bliver det i virkeligheden den afgørende faktor?

Det bliver nok den vigtigste faktor ja, for vi er helt sikkert nødt til at hæve udbytterne. For vi skal på en eller anden måde have dobbelt så meget ud af arealet. Det er en kæmpe udfordring at hæve udbyttet, uden samtidig at hæve udpiningen af jorden og uden at hæve mængden af overskydende gødningsstoffer.

Så vi skal altså vinde noget ved øgede udbytter og resten ved at mindske spild. I øjeblikket går 40-50 pct. af fødevareprodukter til spilde ved at de rådner. Så der er en mulighed for at fordoble det, vi får ud af det. Men vi slipper ikke udenom at vi skal have hævet udbyttet. Og det er selvfølgelig lidt i modstrid med det her med at den almindelige forbruger hader et miljøbelastende landbrug.

Der er en voksende interesse i mange vestlige samfund for ”free from”- og naturlige produkter. Får ingrediensindustrien det ikke svært her? Kan de to verdener forenes?

Den danske ingrediensbranche har på mange måder allerede formået at gøre det. Tag mælkesyrebakterier til lavfedt yoghurt med højt proteinindhold. Det er jo et godt eksempel på forskning brugt på en ny måde. Og her er der jo ingen forbrugere, der ikke ser det som et naturligt produkt.

Nogle gange kan værktøjer fra ingrediensindustrien give en uheldig kombination i forbrugernes ører.

Når det er sagt er der mange områder, hvor det er en større udfordring at gøre de her ting, uden at det giver teknologiforskrækkelse. Nogle gange kan værktøjer fra ingrediensindustrien give en uheldig kombination i forbrugernes ører. Det kunne være ved at bruge gensplejsede planter i dele af processen.

Det interessante er dog at det med at bruge enzymer ikke har været ramt på samme måde og er gået fri et stykke henad vejen.

Forklaringen er først og fremmest at enzymer ikke indeholder dna. Ved en plante er det omvendt ikke muligt at lave en dna-fri udgave.

Et andet interessant område er omega3-fedtsyrer, som er betragtet som sunde, og som den menneskelige organisme har brug for at få tilført igennem kosten, fordi vi ikke kan producere det selv. Men når fisk bliver dyrket i akvakultur kommer de ikke til at indeholde omega3-fedtsyrer i samme grad, medmindre de bliver fodret med noget foder som svarer til det, de indtager i havene. Eller medmindre de ligefrem bliver fodret med fiskeolie. Hvad er da naturligt?

Hvilken rolle kan danske virksomheder spille på det her område?

Netop på ingrediensområdet har vi masser af viden om fødevarer og deres egenskaber i Danmark. Ingredienser bliver, hvilket de også bør, i høj grad vurderet på effekten og ikke på vægten. Så kombinationen af et højt vidensniveau med et dyrt arbejdsmarked, men også et meget velreguleret samfund i alt fra forskning til produkt, gør, at danske virksomheder er de blandt de markedsførende i store dele af verden – eksempelvis på markeder som det kinesiske og indiske.

 


Tagget med Fødevareforsyning, Forbrug, Forskning, GMO, Innovation, Landbrug