"Vi har brugt rigtig mange ressourcer på at finde løsninger, der kunne forbedre mavesundheden i svineproduktionen. Nu ser det endelig ud, at vi har fået et gennembrud på området.” Begejstringen er ikke til at tage fejl af hos Jesper Poulsen, der er chefkonsulent i Videncenter for Svineproduktion.

Han har været en af torveholderne på et netop afsluttet projekt, der undersøgte om wraphø kunne have en positiv effekt på mavesundheden i en slagtesvinebesætning. Inspirationen til at foretage dette forsøgsprojekt kom helt tilfældigt fra en sønderjysk landboskole i Gråsten. 

Indpakket hø mindskede stress og mavesår

Wraphø bruges også til blandt andet heste og køer. Og det var sådan, at Charlotte Delf, der har ansvaret for 350 søer og 10.500 smågrise på Gråsten Landboskole, fik ideen til at afprøve wraphø i sin svinebesætning.

”Vi ved, at wraphø giver køerne en god mæthedsfornemmelse, så vi besluttede at prøve det af på vores grise også, da vi havde store problemer med mavesår og urolige søer i drægtighedsstalden".

Så forsøgte Charlotte Delf at give søerne wraphø, og det gav hurtigt positive resultater.

”Der skete meget hurtigt en positiv forandring. Søerne blev meget mere rolige, de fik sundere maver og dødeligheden faldt markant”, fortæller Charlotte Delf.

LÆS OGSÅ Svinebranchen kæmper med mavesår

Virker også til slagtesvin

Videncenter for Svineproduktion fik nys om de gode resultater i Gråsten og satte straks et pilotprojekt i gang i deres slagtesvinestalde i Forsøgsstation Grønhøj. To grupper af slagtesvin fik to forskellige typer foder.

Den ene gruppe slagtesvin fik almindeligt tørfoder, mens den anden gruppe slagtesvin udover tørfoder også fik wraphø ad libitum. Grisenes maver blev efterfølgende analyseret for at tjekke deres sundhed, og det viste sig, at de grise, der var blevet tildelt wraphø, havde markant lavere forekomst af mavesår end de grise, der kun havde fået tørfoder.

”Selvom forsøget her kun er afprøvet på lille antal slagtesvin, så kan vi med statistisk sikkerhed sige, at fodring med wraphø har en stor effekt på grisenes mavesundhed. Og vi vil anbefale alle svineproducenter, der har akutte problemer med svære mavesår i deres svinestalde, til at gøre brug af wraphø,” pointerer Jesper Poulsen. 

Wraphø har stort potentiale

Set i lyset af de gode resultater i forsøgsprojektet med wraphø, vil Videncenter for Svineproduktion nu ansøge om midler til at lave et større projekt i en større slagtesvinebesætning. Her vil Jesper Poulsen gerne have undersøgt nogle af de praktiske problemstillinger med svinenes foderoptag og de ekstra arbejdsbyrder, der ligger i at tildele svinene wraphø.

”Der er stadig nogle ting, vi gerne skal have undersøgt nærmere i forhold til brugen af wraphø i svineproduktionen. Og det skal ske i en stor slagtesvinsbesætning, så vi kan opnå bedre viden om fordele og ulemper. Men jeg ser helt sikkert et kæmpe potentiale i brugen af wraphø i den danske svineproduktion. Det kan meget vel være en meget vigtig måde at nedbringe eller helt undgå mavesår i sine svinebesætninger”, mener Jesper Poulsen.

LÆS OGSÅ Interessen for dyrevelfærd er eksploderet

 


Tagget med Dyrevelfærd, Forskning, Sygdom