Et godt glas vin behøver ikke at være brygget på druer. Toprestauranter i Danmark og udlandet er faldet pladask for dansk frugtvin, som er brygget på fx æbler, bær og blommer.

”Jeg vil vurdere, at der er mellem 30 og 50 frugtvinsproducenter i Danmark i dag. For fem år siden var der kun Frederiksdal, der producerer kirsebærvin, og 3-5 kommercielle cider-producenter,” fortæller stifteren af Dansk Forum for Frugtvin, Jens Skovgaard Pedersen.

LÆS OGSÅ Unge frugtvin-entreprenører tager hul på en lovende fremtid

Danmark er i front med frugtvinen

Vurderingen bakkes op af Jon Sundbo, der forsker i virksomhedsøkonomi på RUC og er involveret i forskningsprojektet ’Udviklingen af naturnær frugtvin og en frugtvinskultur i Danmark’. Han ser et stort potentiale for de danske frugtvinsproducenter, også uden for Danmarks grænser:

”Der er pæne muligheder for, at det kan blive et kæmpe marked, det her. Dansk frugtvin kan komme til at konkurrere med druevin. De danske producenter leverer allerede til de mest avancerede barer i Paris og Bangkok”.”

Og der er få andre spillere, der markerer sig som Danmark.

”I Asien, hvor man ikke helt har tradition for druevin, der kan det være, at frugtvin bryder igennem i stedet for druevin. Og det, at topbarer i Paris tager det her ind – i et drueland – siger, at der er et kæmpe potentiale. Danmark er i front, og det eneste andet land, der er nogenlunde på niveau, er Canada,” vurderer Jon Sundbo.

LÆS OGSÅ Danske bryggerier satser på lokale råvarer

Eksplosiv fremgang for dansk producent

Jens Skovgaard Pedersen er ikke bare stifter af Dansk Forum for Frugtvin, men ejer også virksomheden Cold Hand Winery, der producerer luksusvin af blandt andet æbler, blommer og solbær.

Han fortæller, at Cold Hand Winery har oplevet massiv fremgang de senere år:

”Sidste år solgte vi 20.000 flasker med en vejledende pris på mellem 220 og 500 kroner. Og nu har vi 120 aktionærer. Vores største restaurantkunder er to franske Michelin-restauranter. Vi sælger til toprestauranter i Berlin. Vi mærker en stor efterspørgsel i Asien. Og vi er på vej i gang i Thailand, Kina, Tyskland, Norge, Sverige, Østrig og Schweiz,” siger han og forudser, at fremgangen vil fortsætte.

”Der er mulighed for, at vores produktion bliver 8-10 gange så stor henover de næste 5 år. Vi har fordoblet produktionen hvert år indtil videre.”

Syrlige danske frugter sætter danske producenter i førersædet

For få år siden var dansk frugt ellers noget, industrien primært puttede i discountprodukter – fx i marmelader og saftevand.

”Der er aldrig nogen, der har taget fx solbær alvorligt. Men det smager skidegodt. Det er sundt og fyldt med antioxidanter,” siger Jens Skovgaard Pedersen.

Nu er der ved at ske et holdningsskifte, og der er god grund til den hurtigt voksende interesse, mener Jens Skovgaard Pedersen:

”Vi har noget rigtig godt frugt i Danmark. Når vi laver vin på det, så er vi foran på point, fordi råvaren er bedre. Den der syrlighed, vi har i vores æbler, kirsebær og solbær, dén bliver vartegnet for de her nordiske frugtvine. Sådan en frisk syrlighed: Det er det, der adskiller vores æbler fra det, de laver i Tyskland og Frankrig.”

LÆS OGSÅ Øko-øllen er de nye stjerner på bryggerierne

Efterspørgslen på ”rigtig cider” stiger

En af de frugtvinstyper, der har medvind i Danmark, er æblebaseret cider.

Maria Gill, som ejer vinbutikken Le Pinard i Torvehallerne i København, siger:

”I dag har jeg 10 mennesker på en uge, der kommer og spørger efter cider. Da vi åbnede i Torvehallerne for tre år siden, var der ikke en eneste, der spurgte efter cider.”

Der er dog langt fra eksempelvis Carlsbergs Sommersby, som mange associerer med cider, til det, frugtvinsbranchen kalder for ”rigtig cider”. Sidstnævnte er baseret på ren frugt.

”Sommersby er noget gæret sukkervand, der er tilsat noget æbleekstrakt. Det har absolut ikke noget med cider at gøre. Jeg ser Sommersby som en del af Bacardi Breezer-moden. Det er en alkohol-sodavand,” siger Maria Gill.

Forsker: Mainstream-frugtvin på vej

Indtil videre sigter den danske frugtvinsbranche typisk mod de kræsne forbrugere, restauranterne og vinbutikkerne. Og i supermarkederne finder man – indtil videre – kun ganske lidt dansk frugtvin.

Jon Sundbo forklarer:

”Det skyldes to ting. Den ene er, at producenterne endnu ikke har udviklet teknologien, så de kan producere store mængder. Den anden ting er forretningspolitikken i forhold til pris. Producenterne vil gerne holde prisen oppe.”

Om fremtiden siger han:

”Men jeg tror, det vil dele sig i to på sigt: Der vil være nogle mere eksklusive frugtvine, som går til topforhandlere. Og så vil der være nogen, der begynder at lave nogle mere konsumagtige frugtvine.”