I den lille stald står der både køer og kalve. Her står en lille gruppe drenge og kæmper med malketeknikken ved et kunstigt yver, imens flere børn løbende kravler over stakittet ved kalvene. Her kan man få lov til at klappe og komme helt tæt på dyrene. Mælkeproducent Klaus Jørgensen fra Fyn står ved standen over alle tre dage, og han mener, at det er vigtigt, at børnene lærer om dyrene.

Kongens Have blev i fredags ivrigt indtaget af 1.200 danske skoleelever, der var kommet for at lære om mad og råvarer. For tredje år i træk afholdt Arla Fonden nemlig den eftertragtede Arla Food Fest, hvor det blandt andet var muligt at lave sin egen pølse fra bunden, smage muslinger eller klappe en kalv.

’’Det er vigtigt for os mælkeproducenter at være til stede i dag, for at vise hvor mælken kommer fra. Der er mange børn, som kun ser mælken på hylderne i supermarkedet. Men det her gør dem bedre i stand til at forstå hele historien,’’ siger Klaus Jørgensen.

Flere stande oplever en stor uvidenhed hos børnene

På Arla Food Fest er det alle sanserne, der bliver brugt. Og børnene er ikke bange for at smage nye ting. Hos Maritime Nyttehavers stand kan man smage frisklavet blåmuslinger, og inden man smager, kan man kigge i mikroskopet for at se, hvad det er blåmuslinger egentlig selv spiser.

Repræsentanterne fra standen, fortæller at 80 pct. af de børn, der har været forbi i løbet af dagen har smagt muslinger for første gang. Men det er ikke kun muslinger, som mange børn ikke ved så meget om. Mælkeproducent Klaus Jørgensen fortæller også, at han oplever stor uvidenhed hos børnene.

”Jeg oplever, at børnene er meget interesseret i køerne og kalvene. Men jeg oplever også en stor uvidenhed hos børnene. Der er mange, der ikke kan kende forskel på en kalv og ko. Og for mange er det første gang, at de har set en levende ko,” forklarer Klaus Jørgensen.

Madlavning: Børn skal lære at tage vare på sig selv

En flok børn står opmærksomt og lytter ude foran Regastro teltet. Her har de lavet mad af råvarer, man normalt ville smide ud. Temaet er madspild, og de kan nu putte deres friske mad i de køleskabe, som står til rådighed på pladsen, så det kan holde sig, indtil de kan tage det tilbage og vise det derhjemme. Direktør for Arla Fonden, Sanne Vinther, fortæller, hvorfor den praktiske erfaring er vigtig for børnene.

”Vi har at gøre med en generation, som ikke får maddannelsen overleveret automatisk. 4 pct. af alle børn er med til at lave mad derhjemme på en hverdagsaften. Det er altså ikke mange. Det handler om, at de skal lære at tage vare på sig selv og deres egen sundhed,” siger Sanne Vinther.

Behov for flere ressourcer

Imens børnene går rundt i små flokke over alt i haven, står lærerne og observerer deres klasser. Tidligere var Arla Food Fest kun for betalende familier om lørdagen og søndagen. Men senere er fredagen blevet reserveret til skoleklasser. Eller som vært Tim Vladimir udtrykker det i mikrofonen på scenen: ’’Denne dag er for jer VIP’s.’’ En dag som flere lærere på dagen fortæller, at der er behov for.

”Der er kun to lektioner pr. uge, og det er altså begrænset, hvad man kan nå at fylde på i de to lektioner. Det handler mere om at lave maden. Og derfor kommer der ikke så meget teori på. Dermed er sådan et arrangement godt som supplement,” fortæller Gitte Høst, madkundskabslærer fra Allerslev skole.

Det er ikke kun lærerne, som oplever et behov for ressourcer til madkundskabstimerne. Flere af børnene fortæller skuffede, hvordan de oplever madkundskab. En gruppe piger fortæller blandt andet, at der ikke er en særlig stor variation i forhold til valget af mad, hvor de ofte laver let mad som for eksempel pandekager og scones.

Arla Food Fest skaber dannelse til almenlivet

Arla Fonden ser ud til at ramme et behov både hos lærerne men også hos børnene. Sanne Vinther forklarer, hvad det er Arla Food Fest om fredagen kan i forhold til resten af weekenden.

”Det, som det her event kan, er, at det har fokus på teenagerne. Det er der altså ikke andre arrangementer der gør. Det er fantastisk at se, at de er nysgerrige. Hører dem snakke om smage, når man går forbi dem, og høre dem sige: ”Ej, det smagte altså surt eller sødt,” fastslår Sanne Vinther og slutter af med at sige:

”Det her arrangement skal give børnene lyst til at lave mad, troen på at de kan, og de skal være stolte af det. Og så giver det faktisk en dannelse til almenlivet."

 


Tagget med Event