Hvad er særligt ved CPH:DOX sammenlignet med resten af året?

CPH:DOX er en festival lidt ligesom musikfestivaler. En anledning til at rive nogle dage ud af kalenderen og gå 'all in' på et tema. Og det er også det, der er lykkedes for festivalen. CPH:DOX foregår på et tidspunkt på året, hvor der er ekstraordinært mange mennesker i biograferne, så det åbner for at kultivere en interesse for ”virkelighed på film” blandt det bredere publikum. Det er jo dokumentarfilmens styrke.

Hvad glæder I jer mest til ved CPH:DOX i år?

På lørdag har vi en hel dag med oplæsning af den succesfulde roman "Stoner", inden vi viser filmen af samme navn. Anledningen er, at bogmessen Bogforum finder sted i næste weekend, så det er et samarbejde med dem. CPH:DOX har samlet forfattere, kunstnere, oversættere og alle mulige personer til at læse et kapitel op hver fra kl. 9 om morgenen, så hvis man har kræfter til det, kan man sidde i vores café i 10 timer og få romanen læst op for bagefter at se dokumentarfilmen. Jeg kan ikke huske, at vi har haft sådan en event før.

Hvad er det interessante ved madfilmene på festivalen i år?

Mad er blevet noget folk prioriterer mere, end de gjorde for 10 år siden. Folk går mere ud og spiser, så tilsvarende afspejler madfilmene en trend i befolkningen. Dertil kommer hele industriaspektet, om hvordan vi udpiner jorden, og ernæringssiden, om hvordan vi spiser dårlige madvarer, og hvordan vi bliver syge af det. Det er mere en politisk diskussion, men også et enormt vigtigt aspekt af CPH:DOX. Tag filmen om sukker, der er blevet en vigtig del af vores madforbrug. Uden vi egentlig selv er klar over det, er sukker alle vegne. Film som den, åbner for et kritisk blik på, hvad det er, vi fylder os med.

LÆS OGSÅ: Voksende interesse for mad smitter af på filmfestival

 


Tagget med Event