29 skovgrise er blevet passet og plejet af et hold indsatte i Kragskovhede Statsfængsel i Vendsyssel.

”De indsatte kan næsten ikke klare, når grisene begynder at hyle, når de skal til slagtning!” fortæller Jacob Nielsen, der er ansvarlig for griseteamet i Kragskovhede Statsfængsel.

Som værkmester og landbrugsmedarbejder i fængslet, har Jacob Nielsen sin daglige gang sammen med grisene og de indsatte, der har meldt sig på det hold i fængslet, der står for, at skovgrisene trives.

”Det trækker simpelthen de mest hårdkogte kriminelle til sig. De hårdtpumpede, tatoverede stereoide-typer kommer og spørger, om de må gå ud og kigge til grisene. Da en indsat skulle løslades og gav kage til de andre, skar han også frugt ud til grisene,” siger Jacob Nielsen og fortæller, at dyrene er rigtig gode til at indgyde empati hos de kriminelle.

LÆS OGSÅ Kød fra nationalparker kan komme ud til kunder i hele landet

Hellere sociale grise end effektive landbrugsmaskiner

De indsatte, der er tilknyttet griseholdet i Kragskovhede Statsfængsel kører hver dag ud i den tilhørende skov, hvor grisene bor. Her skal de sørge for supplerende foder, at taget på skuret er tæt, at der jævnligt kommer nye vandforsyninger til grisene og andre tjanser, der følger med at holde grise.

Ideen fik Jacob Nielsen fra et tidligere job indenfor skov og landbrug, hvor han har brugt grise til at kultivere jord, så det bliver dyrkningsklart. Fængslet har i en årrække dyrket grøntsager til de indsatte og ansattes mad.

Men der var ingen vished for, om grisene ville blive populære hos fængslets beboere, og om det overhovedet kunne betale sig at have grise gående:

”Det nemme var jo at sende bud efter en stor maskine, der kunne kultivere jorden, men med grisene har jeg mulighed for at komme på banen over for de indsatte. Så går vi og snakker om, hvilken type hegn grisene skal bruge, hvorfor jorden skal kultiveres og sådan nogle ting. Og så har de indsatte jo fået nogle kompetencer, de kan tage med sig,” fortæller Jacob Nielsen.

”Hele ideen er, at de skal have noget fornuftigt at stå op til om morgenen. Vi har ingen, der lægger sig syge, når bilen kører mod skoven tidligt hver morgen.”

LÆS OGSÅ De rige spiser mere fisk - højtuddannede spiser færrest kartofler

Friland: En atypisk og lidt dyr bestilling

Selvom det betyder ekstra omkostninger at sætte grise ind i stedet for en landbrugsmaskine, så ender projektet med at give overskud i sidste ende, forklarer Jacob Nielsen. Prisen på økologisk svinekød er nemlig høj, og derfor giver pengene for det økologiske svinekød en økonomisk gevinst.

14 af de grise, der har møffet rundt i Kragskovhoved Statsfængsel er blevet slagtet af det økologiske andelsslagteri Friland. For Frilands direktør var det en god mulighed for at blive en del af en pudsig historie om grisene, der er blevet passet af indsatte.

”Fængslet kontaktede Friland, fordi de ville have hjælp med at slagte grisene, og så greb vi mulighede. Vi bliver jo en del af en rigtig sjov historie,” siger direktør i Friland Henrik Biilmann og fortæller, at fængslet som alle andre, der får slagtet hos Friland, er andelshaver, og derfor bliver afregnet på helt normal vis.

De første 14 økologiske fængselsgrise har Friland solgt til Slagteren på Kultorvet i København. Og det har været nødvendigt at afsætte det til en slagter.

”De kræver særbehandling hele vejen gennem systemet, fordi grise fra en sådan produktion (Grisene har gået i skoven, red.) skal holdes adskilt fra andet kød gennem hele værdikæden af hensyn til sporbarheden. Det kræver, at vi har en aftale med en slagter som ’Jens på Kultorvet’, der kan håndtere at modtage halve grise.”

LÆS OGSÅ Minister vil fjerne forhindringer for insekter i foder



(Foto: Kragshovhede Statsfængsel)