Mælk og yoghurt står på rad og række i selv et mindre supermarkeds meterlange køledisk. Til sidst kommer udvalget af oste med lokale cheddar-varianter og brier samt et udvalg af importerede specialoste. Slagteren står klar til at opskære kyllinger og har et bredt udvalg af okse- og lammekød i kølemontren.

Foodculture.dk har besøgt en række supermarkeder i Nyeri, et par hundrede kilometer nord for hovedstaden Nairobi, Kenya. Her kommer der flere og flere i den veluddannede middelklasse, der tjener mere end 1000 kroner om måden. Det betyder flere penge til forbrug og fokus på sikre fødevarer, som man ikke bliver syg af, fortæller de forbrugere, som du kan møde senere i denne artikel.

LÆS OGSÅ Afrika kræver kød på panden

Afrika vil have mere og bedre kød

Danske ESS Food sælger allerede kødprodukter i 25 afrikanske lande, og her oplever direktør Kenn Agergaard, at forbrugerne med flere penge mellem hænderne er begyndt at efterspørge mere kød end tidligere:

”Der er stadig store skel, men der er ingen tvivl om, at mellemklassen er vokset meget i Afrika. Det betyder, at der er mange, der går fra gadeboden og ind i supermarkederne, hvor de kan se, at der er lidt mere styr på tingene,” siger Kenn Agergaard, der også ser en voksende fokus på kvalitet:

”Når forbrugerne får lidt flere penge mellem hænderne, prioriterer de i stigende grad at købe bedre råvarer. Det gælder, uanset om vi er i Europa eller i Afrika, for der er ingen, der gider spise dårlige fødevarer.”

Mød 3 købestærke forbrugere fra Kenya

Foodculture.dk har været på indkøbstur i Nyeri et par hundrede kilometer nord for Nairobi. Her har vi spurgt en række forbrugere om, hvad de prioriterer, når de køber fødevarer.

Benson Mazenge Mergi, 30 år
It-medarbejder i Nyeri Kommune, hvor han tjener 20.000 shilling om måneden, hvilket svarer til 1300 kroner. Heraf bruger han omkring 4500 (omkring 290 kroner) på fødevarer.

Hvad prioriterer du, når du køber fødevarer?

”Fødevaresikkerhed kommer i første række, når jeg køber fødevarer, for jeg vil ikke risikere at få ondt i maven eller blive syg af det, jeg spiser. Derefter vil jeg have en god kvalitet. Jeg køber ikke bare det billigste, hvis jeg ikke er sikker på, at kvaliteten og sikkerheden er i orden.”

Hvor ofte er der kød og ost på bordet hjemme hos dig?

”Jeg spiser ost og kød, men det er ikke hver dag, for det er ganske dyrt. Kylling er egentlig dyrere end oksekød, men jeg foretrækker kylling, fordi det er både mørt og lækkert. Det er også min livret, chapati med kylling.”

Irene Mucunu, 24 år
Marketingsassistent i Nyeri og tjener omkring 26.000 shilling om måneden, hvilket svarer til cirka 1700 kroner. Omkring 4000 (260 kroner) shilling bliver brugt på madbudgettet.

Hvad prioriterer du, når du køber fødevarer?

”Kvaliteten er vigtigst for mig, når jeg køber fødevarer, og derfor vælger jeg ofte nogle kendte mærker, så jeg ved, at maden er i orden. Det kan både være kenyanske mærker, men jeg vil også gerne have importerede mærkevarer.”

Hvor ofte er der kød og ost på bordet hjemme hos dig?

”Jeg kan hverken lide kød eller ost, som er meget dyrt. Så jeg bruger ikke lige så mange penge på mad om måneden som mange af mine venner og kolleger, der ofte spiser kød og ost.”

Alice Wanjiru, 27 år
Arbejder i en lånevirksomhed, og tjener 20.000 shilling om måneden, hvilket svarer til 1300 kroner. Heraf bruger hun omkring 5000 (omkring 325 kroner) på fødevarer.

Hvad prioriterer du, når du køber fødevarer?

”Førsteprioriteten er helt sikkert fødevaresikkerhed for mig, og så må prisen komme i anden række. Jeg vil gerne betale lidt ekstra for at få mad, som jeg er sikker på er i orden.”

Hvor ofte er der kød og ost på bordet hjemme hos dig?

”Ost kan jeg ikke lide, men jeg spiser kød cirka tre gange om ugen. Det er både oksekød, kylling og lammekød. Det er selvfølgelig dyrere med kød, men selv om jeg begynder at tjene flere penge, tror jeg ikke, at jeg vil ændre mine madvaner, for jeg er også ret vild med grønsagsretter.”

Foodculture.dk var inviteret til Kenya af Peter Larsen Kaffe, Fairtrade Mærket og Just Fair.

 


Tagget med Fødevaresikkerhed, Forbrug, Slagteri