Blot 5 landmænd har indtil videre sagt ja til AP Pension, der gennem Dansk Farm Management investerer i gårde og landbrugsjord. I første omgang har selskabet afsat 600 mio. kroner, men selv om forhandlinger stadig foregår med yderligere 6 landmænd, er kun godt halvdelen af denne ramme lige nu ude og arbejde i det danske landbrug, fortæller direktør i Dansk Farm Management, Torben Andersen:

”Nogle landmænd er måske umiddelbart bange for at miste deres selveje. Men hvad er selveje? Det er retten til at disponere over egne aktiver. Det, vi tilbyder, er dybest set også selveje, hvor landmanden har sit eget selskab og selv bestemmer. Det svarer til, at man leaser en traktor.”

Landmænd frygter at tabe indflydelse

Vi er knivkarpe på, at landmanden bevarer retten til at tage både gode og dårlige beslutninger.

Torben Andersen, DFM

Den nye finansieringskilde kommer umiddelbart belejligt for et landbrugserhverv, der i flere år har talt om finansieringskrise. Torben Andersen er derfor sikker på, at det vil lykkes at finde gode sunde landbrug at investere de resterende millioner i. Det kan endda blive tale om at udvide rammen betydeligt, siger Torben Andersen. Dog uden at kunne sætte beløb på:

”Fundamentalt er landbrug en god forretning, men nogle unge mennesker har svært ved at finde finansiering i banken, der typisk kræver 30 pct. egenfinansiering. Det er rigtig meget for et stort moderne landbrug, der sagtens kan være 25-50 mio. værd. Det kan også være landmænd, der er kørt fast. De landmænd kan vi hjælpe med fuld finansiering og en aftale med banken.”

Landmand: Jeg er stadig min egen herre

Knud Winther Thomsen har været selvejende landmand i 34 år, hvor han de seneste 26 år har produceret svin på sin gård uden for Silkeborg. Nu har han dog indgået samarbejde med Dansk Farm Management, som har investeret i bygninger og jord:

”Det er klart, at jeg kommer til at tænke lidt anderledes som lejer end som ejer. Men jeg har stadig stor indflydelse, selv om jeg hverken har eneret eller enebestemmelse. Det afgørende er, at jeg ikke er ansat af nogen, og at jeg stadig har min egen virksomhed.”

LÆS OGSÅ Landmand: Stadig herre på egen gård

Ny finansieringskilde løser ikke hele problemet

For nogle af de landmænd, der de seneste år har haft svært ved at finde den nødvendige finansiering, kan AP Pensions tilbud være et godt alternativ, fortæller Niels Kenneth Østergaard Scheel, der er erhvervspolitisk konsulent i Landbrug & Fødevarer:

”Den nye model kommer ikke til at løse finansieringsudfordringerne i landbruget, men det er en ny mulighed, som kan være fordelagtig for nogle landmænd. Typisk unge landmænd, der leder efter en vej ind i branchen.”

Hybrid mellem selveje og forpagter

Med finansiering gennem Dansk Farm Management står den enkelte landmand ikke som ejer af hverken jord eller bygninger. I stedet lejer man produktionsapparatet, mens blandt andet besætning og maskiner stadig ejes af landmanden.

”Landmanden får dog retten til at købe gården tilbage efter 10 år, og det kan være afgørende for følelsen af selvstændighed. Men det er helt op til den enkelte landmand at beslutte, hvad der er bedst for ham,” siger Niels Kenneth Østergaard Scheel.

Fond: Landmanden må ikke degraderes til forpagter

Dansk Farm Management kræver en plads i gårdbestyrelsen, så man kan følge med i udviklingen, fortæller Torben Andersen. Hvis der begynder at komme alt for mange røde tal hos den enkelte landmand, vil Dansk Farm Management forsøge at hjælpe med at finde en vej ud af problemerne.

Landmanden beholder dog retten til at bestemme over gården, understreger Torben Andersen. For han mener, at det kan gå grueligt galt for dansk landbrug, hvis landmændene mister ejerskabet over de enkelte landbrug:

”I USA og i England ansætter de reelt driftsledere, og det har fjernet drivkraften og sat landbruget fuldstændig i stå. Det ønsker vi naturligvis ikke, så vi er knivkarpe på, at landmanden bevarer retten til at tage både gode og dårlige beslutninger. I min verden tror jeg på, at mennesker gerne vil råde over deres eget liv.”

LÆS OGSÅ Selvejet: Fonde truer sjælen i dansk landbrug

 


Tagget med Landbrug, Økonomi