Af Tove Færch, leder af Karolines Køkken 

Vi deler i stigende grad billeder af mad på de sociale medier. Det betyder også, at madtrends hurtigere bliver spredt, fordi vi kun er ét klik fra at dele vores måltider med andre. Det er særligt kvinderne, der går forrest på tendensen.

En ny undersøgelse, som vi har lavet i Karolines Køkken, viser nemlig, at hver tredje kvinde deler billeder af mad, de selv har lavet, på de sociale medier. Vi deler dog først og fremmest billederne, når vi har gjort os særligt umage, og når maden er stylet som på en anden gourmet restaurant.

Billeder viser ikke hele virkeligheden

Hos Karolines Køkken mener vi, at sund fornuft er vejen frem. Det er dejligt, at danskerne går op i kost og sundhed, men vi skal passe på med at tro, at de billeder, vi ser på de sociale medier, er en ægte refleksion af vennernes hverdag.

Det er positivt, hvis vi kan inspirere hinanden med nye ideer til opskrifter og ingredienser. Det er med til at udvikle vores madkultur, og her er sociale medier et fantastisk værktøj. Men filmen knækker, hvis det bliver en konkurrence om at lave de ypperste præstationer i hjemmekøkkenet med det formål bagefter at kunne dele det på Facebook eller Instagram.

Sociale medier spreder tendenser hurtigere

Som leder af Karolines Køkken gennem mere end 20 år har jeg været vidne til de mange bølger af madtrends i Danmark. Lige fra ostefondue og citronfromage over pastasalater til squashspaghetti og lakrids.

De senere år er mængden af madismer og dogmekure blevet lidt af en jungle, og de sociale medier er med til at sprede nye tendenser og diæter i et stadigt hastigere tempo. Lige fra LCHF og stenalderkost til fastedage med 5/2-kuren. Som forbruger kan det være rigtig svært at hitte rede i, når selv eksperterne ikke er enige - og i øvrigt ofte ændrer mening.

Kure og dogmer fjerne fokus fra sund hverdagsmad

De mange forskellige kure, tendenser og dogmer forvirrer rigtigt mange og fjerner fokus fra den gode hverdags-smag. Det er især ærgerligt, hvis den unge generation får et unaturligt forhold til, hvad sund og god mad er, og hvis maden ikke længere handler om smag og madglæde, men derimod hvor god man er til at bruge en sous vide eller til at lave skaldyrsfond.

LÆS OGSÅ Tema om danskernes mad

Sund fornuft: Følg kostråd og glem kure

Et fast holdepunkt og et godt udgangspunkt er Fødevarestyrelsens kostråd. For det er sund fornuft at spise varieret og for eksempel vælge fuldkorn, når man kan. Og det er sund fornuft at skrue ned for salt og sukker. Men det er også sund fornuft at få gode smagsoplevelser i hverdagen. Det er dejligt, at danskerne går op i sundhed og madlavning, men vi skal kunne spise et stykke kage med flødeskum på toppen eller et stykke fuldfed ost uden at få dårlig samvittighed af den grund. Der skal være balance i kosten.

Derfor synes jeg, at vi også skal huske at dele uperfekte glimt fra hverdagen. Hvad med at dele et billede af en helt ordinær boller i karry en gang i mellem? Eller endda et billede af, når det er gået galt i køkkenet, og sovsen skiller eller lasagnen er brændt på? Jeg er sikker på, at det giver ligeså mange smil hjemme i stuerne, og måske endda flere likes - hvis det er det, vi er ude efter.  

Fokus på hverdagsmad

I samarbejde med Søndagsavisen har Karolines Køkken netop lanceret et nyt tiltag, der sætter fokus på hverdagsmad. På hashtagget #hverdagsmad kan danskerne dele billeder af ganske almindelige hverdagsretter – og det behøver hverken at være prangende eller eksotisk. Med tiltaget vil vi gerne sende et signal om, at vi skal slappe lidt af omkring madlavningen og undgå at lægge unødigt pres på os selv og hinanden.

Vi skal have madglæden tilbage

Der findes masser af gode alternativer og måder at gøre hverdagen lidt lettere på. En nem genvej til mindre pres over madlavningen i hverdagen er at tage afsæt i de retter, vi kender. Man kan for eksempel lave en stor portion kødsovs i weekenden, som med få greb kan blive til madpandekager, chili con carne eller en gang lasagne. Og faktisk viser vores undersøgelse også, at netop kødsovsen er en hverdagsfavorit i mange danske hjem. Det er en god ret, som let kan varieres med grøntsager og tilbehør – uden at vi behøver at eksperimentere med nye opskrifter på de dage, hvor vi har mindst overskud.

Vi skal tilbage til madglæden og ikke lade os påvirke så meget af, hvad andre gør. Det er okay at fejle i køkkenet og spise kulhydrater og fedt, så længe kosten er balanceret. Og det er okay at tage en lødig genvej i hverdagen, når tiden ikke er til at lave en opbagt sovs fra bunden. For husk nu: Det er jo bare mad.

LÆS OGSÅ 4 ud af 10: Slankeidealer dikterer vores kost

 


Tagget med Forbrug, Sundhed