Gennem de seneste 10 år har vi set flere og flere tilfælde af raske mennesker, som er blevet smittet med MRSA i Danmark, uden kontakt til hospitaler. Medierne har fortalt om smittede patienter, som er blevet isolerede på hospitalerne, og om landmænd, der har været bange for at smitte deres familiemedlemmer.

Forskere har tidligere troet, at kilden til MRSA kun skulle findes hos grise. Sådan forholder det sig ikke længere. Forskere fra Dansk Serum Institut i samarbejde med udenlandske forskere har sporet en ny type af MRSA tilbage til køer.

”Med dette forskningsresultat har vi fået opbygget større viden om, at sammenspillet mellem dyr og mennesker er større end tidligere antaget, og det giver måske en forklaring på, hvor en af de større menneskebaserede kilder til MRSA stammer fra,” siger Anders Rhod Larsen, afsnitsleder for stafylokok-laboratoriet på Dansk Serum Institut.

LÆS OGSÅ: Forbrug af kritisk antibiotika styrtdykker

MRSA opstår i mennesket
MRSA smitter ikke direkte fra ko til menneske. Alle mennesker har stafylokokker på huden, og der sker hele tiden smitte med stafylokokker både mellem køerne selv og mellem køer og mennesker. Problemet opstår først, når stafylokkerne kommer ind i menneskekroppen.

”Koen er ikke bærer af MRSA-stafylokokken. Det er i menneskekroppen, at stafylokokken fra koen muterer og udvikler sig til MRSA og kan blive farlig,” forklarer Jørgen Katholm, dyrlæge og konsulent i Videncenter for Landbrugs kvæg-afdeling.

SSI: Grund til bekymring
MRSA-stafylokokken er ikke nødvendigvis farlig for mennesker, men bakterien, der er sporet tilbage til køer, lader til at gøre flere mennesker syge, end bakterien fra grise. Hos mennesker kan MRSA-bakterien give alvorlige infektioner og i få tilfælde være dødelig.

”Der er større dødelighed ved resistente stafylokokker end ved almindelige stafylokokker, så der er grund til at være bekymret for MRSA som almindelig dansker. Den generelle stigning i MRSA-tilfælde er bekymrende,” siger Anders Rhod Larsen.

På nuværende tidspunkt er omfanget dog ikke stort i Danmark.

”Vi har set tilfælde af smittede køer i Danmark, og vi ved, at der har været tilfælde af smitte i Holland og Tyskland. Vi ved endnu ikke, hvor stort omfanget er, men vi holder hele tiden øje med udviklingen,” siger Jørgen Katholm.

LÆS OGSÅ: DRs dramaserie Borgen skaber myter

 


Tagget med Fødevaresikkerhed, Forskning, Sundhed