Frugt og grønt, kød, mælk og æg er oftest til at finde økologiske i det lokale supermarked, men det er de færreste steder, hvor det er muligt at købe både en økologisk og en konventionel udgave af alle fødevarer.

Hvis der var flere økologiske udgaver af fødevarer på hylderne, tyder meget dog på, at økologiprodukter ville sælge meget bedre. Således ville 24 pct. af danskerne købe flere økologiske varer, hvis tilgængeligheden blev bedre. Det viser en analyse foretaget af Landbrug & Fødevarer.

”Det er rigtig dejligt at få at vide, for det er jo noget, vi kan gøre noget ved,” siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef hos Landbrug & Fødevarer og nævner, at der allerede er set flere positive initiativer.

”Der er lavet mange afsætningsinitiativer, der gør, at økologi er til stede i rigtig mange supermarkeder. Og der er også mange steder, hvor det er blevet muligt at købe økologi på farten. Det er jo alt sammen med til at hive det i den rigtige retning,” siger Kirsten Lund Jensen.

LÆS OGSÅ Salget af økologisk vin, øl og chokolade eksploderer

Coop satser mest på økologi i Danmark
Coop er den danske supermarkedskæde, der har satset mest på økologi og betegner sig som ”den førende dagligvarehandel i verden indenfor økologi”, fordi kæden sidder på 50 pct. af det danske marked i et af de lande i verden, der fokuserer mest på økologi.

Men hvorfor egentlig lægge al den vægt på økologi?

”Vi er en forbrugervirksomhed, der har en målsætning om at mindre miljøbelastning er vigtigt. Derudover er det forretningsmæssigt også en god ide, fordi økologiske varer appellerer til de bevidste forbrugere, som vi meget gerne vil have fat i,” siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør hos Coop.

”Vi gør alt, hvad vi kan for at promovere økologi på området. Det gælder fra særudstillinger over kampagner til forskellige tilbud. Vores Änglamarkserie er blevet godt promoveret på den måde,” siger Jens Juul Nielsen.

Han fortæller, at særligt kampagner med prisrabatter virker på salget af økologiske varer, men ellers varierer det fra kampagne til kampagne, hvad der virker. Nogle gange virker det, når varerne er spredt ud over butikken. I andre tilfælde skal de helst samles.

LÆS OGSÅ Danske økofisk hitter i Europa  

Tilgængelighed har tidligere vist sig vigtigere end pris
I Userneeds undersøgelse for Landbrug & Fødevarer svarede 79 pct., at prisen er mest afgørende for, om de ville købe flere økologiske fødevarer.

Men Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet har tidligere lavet undersøgelser om, hvad der får folk til at købe økologisk og her viste det sig, at tilgængelighed spiller en afgørende rolle, hvis først folk overordnet er positive overfor at købe økologisk og har accepteret det relativt højere prisleje på økologiske fødevarer. 

”Vi kan se af vores seneste undersøgelse fra 2007-2008, at pris helt sikkert betyder noget i mange situationer, men da tilgængeligheden blev øget, var der flere, der købte økologisk og også flere, der købte det i større mængder end tidligere,” siger adjunkt Thomas Bøker Lund, der forsker i mad og forbrug ved Københavns Universitet.

”Særligt siden 2004-05 har markedet spaltet sig i to retninger. Her begyndte Irma at udbyde lækre kvalitetsvarer og storytelling, hvor der virkelig blev koblet oplevelser til produktet. Derudover kom der også økologi i discountsupermarkeder som Netto og Fakta, som talte til de mindre overbeviste og kvalitetshungrende. Selvfølgelig har prisen spillet ind, men det, der for alvor drev stigningen i økologi fra 2005, lader til at have været den øgede tilgængelighed,” siger Thomas Bøker Lund.

LÆS HELE analysen om økologi lavet af Landbrug & Fødevarer

 


Tagget med Økologi