På en tom græsmark i Tommerup på Fyn står Morten Højskred Hansen og kigger ud udover, hvad der skulle have været en nybygget økologisk kyllingestald. Det var meningen, at byggeriet skulle gå i gang i januar måned i år. Men Morten Højskred Hansens bank trak stikket for hans drøm om at udvide sin økologiske slagtekyllingeproduktion til det dobbelte for 14 dage siden.

”Man kan undre sig over, hvorfor banken ikke vil investere i et marked, hvor der er så stor vækst, som det jo er tilfældet. Slagteriet var da bestemt ikke særlig glade for meldingen om, at jeg måtte lægge mine planer om min udvidelse på hylden,” pointerer den fynske økokyllinge-producent med en bister tone.

Økokyllinger er ikke en døgnflue

Morten Højskred Hansen leverer økologiske kyllinger til slagteriet HK Scan, der sidste år oplevede en vækst af salget af danske økokyllinger på 32 procent. Det er et salgsstal, der er større end nogensinde før. Og salgschef Anders Olsen forventer, at salget af økokyllinger fortsat vil vokse i Danmark.

”Der er både i detailhandlen og fra politisk side et stort fokus på at fremme økologien i Danmark. Samtidig oplever vi, at forbrugerne gerne vil betale ekstra for høj kvalitet og den gode smagsoplevelse. Og det er alt sammen med til at øge salget af danske økokyllinger.  Den tendens er bestemt hverken et modefænomen eller en døgnflue,” pointerer Anders Olsen.

LÆS OGSÅ Økologi er det nye normale

Svært at følge med efterspørgslen

På grund af den store efterspørgsel planlægger HK Scan derfor at skrue op for mængden af slagtede økologiske kyllinger.  Men det kræver, at der er økokyllinger nok at slagte. Og det er en udfordring, som slagteriet arbejder på at løse.

”Lige nu er efterspørgslen større end, hvad der bliver produceret af økokyllinger. Det betyder jo, at vi har vanskeligt ved at levere alle de økologiske slagtekyllinger som detailhandlen efterspørger,” siger Anders Olsen.

Han forventer dog at HK Scan kommer til at slagte 30 procent flere økologiske kyllinger i løbet af i år sammenlignet med år 2014.

LÆS OGSÅ Sundhedstrend bag stigende dansk kyllingeforbrug

Stor interesse for økologisk produktion

Det er ikke kun detailhandlen, forbrugere og politikere, der har en stor interesse for økologi. I organisationen SEGES under Landbrug & Fødevarer oplever chefkonsulent Jette Søholm Petersen en stigende interesse blandt de konventionelle slagtekyllingeproducenter i at omlægge til økologisk kyllingeproduktion.  

”Vi oplever i høj grad, at producenterne ringer for at høre om mulighederne for at omlægge til en økologisk slagtekyllingeproduktion.  Flere har bedt om at få det omlægningstjek, som vi udbyder,” siger Jette Søholm Petersen.

Hun gør det samtidig klart, at kyllingeproducenterne er meget begejstrede for den voksende efterspørgsel efter økologisk kylling.

”Det betyder jo, at de har flere muligheder at producere under. Og det er betryggende for dem, at man kan gøre brug af flere metoder at producere slagtekyllinger på.”

Drømmen skal nok blive realiseret

Tilbage i Tommerup giver økokyllinge-producent Morten Højskred Hansen da heller ikke så let op. Han vil i den kommende tid presse på overfor pengeinstitutterne for at få dem overbevidst om, at det er en god idé at investere i en branche i vækst.

”Det er selvfølgelig irriterende, at der er så stor berøringsangst i at investere i landbruget i øjeblikket. Men det ændrer ikke ved, at jeg nok skal få realiseret min drøm om udvidelse. Hvis man skal ligge så ned for at dø, hver gang man får dårlige nyheder i den her branche, så får man sgu liggesår,” siger Morten Højskred Hansen grinende. 

SE OGSÅ TV-portrættet nedenfor af økokyllinge-producent Morten Højskred Hansen

 


Tagget med Forbrug, Økologi, Vækst