Spis 6 om dagen, lyder de officielle anbefalinger med henvisning til, at vi helst skal have 600 gram frugt og grønt om dagen – heraf mindst 300 gram grønt. Noget tyder på at danskerne har hørt mere efter, når det kommer til grøntsager. Men på bekostning af frugt.

For danskernes forbrug af grønt er steget 19 pct. hos voksne siden 2008, men samtidig spiser danskerne 16 pct. mindre frugt. Det viser en ny national kostundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, der har set nærmere på danskernes kost og fysiske aktivitet fra 2011-2013.

Det betyder, at vi i dag spiser omtrent 200 gram grønt og 200 gram frugt om dagen. Det er et grøntforbrug, der er højere end tidligere, men et frugtforbrug, der er faldet siden 2008, hvor danskerne spiste tæt på de anbefalede 300 gram om dagen.

”Vi spiser stadig for lidt, men jeg glæder mig over, at folk har taget pointen om at spise mere grønt og ikke mere frugt til sig, så overordnet er det en positiv udvikling,” siger Sisse Fagt, seniorrådgiver, DTU Fødevareinstituttet.

Kampagner kan flytte danskerne

Sisse Fagt understreger, at danskerne stadig bør spise flere af de grønne varer og efterlyser kampagner i gadebilledet.

”Jeg synes, der mangler opmærksomhedsskabende frugt- og grøntbudskaber. Da jeg i sin tid var med til at lancere 6 om dagen-kampagnen, gav det noget opmærksomhed, men i de senere år har der manglet et mere konstant fokus,” siger Sisse Fagt.

LÆS OGSÅ Udvalgte danskere ignorerer kostanbefalinger

Frugt indeholder vigtige næringsstoffer

Line Damsgaard, der er projektleder for 6 om dagen-kampagnen, er enig i, at et konstant fokus på at spise nok frugt og grønt, er afgørende for at hæve danskernes forbrug og ærgrer sig over, at frugtforbruget er blevet sat i skyggen de senere år.

”Det er skidt at forbruget af frugt er faldet. Frugt har de senere år været udskældt som noget negativt, vi skal spise mindre af, fordi det indeholder frugtsukker, men det er vigtigt at understrege, at frugt indeholder vigtige næringsstoffer, og at anbefalingen er at spise 300 gram om dagen. Det er nu desværre faldet, så voksne kun får 200 gram om dagen. Det er virkelig ærgerligt,” siger Line Damsgaard.

Coop har haft stor succes med convenience-frugt

Selv om danskernes frugtforbrug overordnet er faldet, er der meget, der peger på at frugt er populært, hvis blot det bliver skåret ud og gjort nemt og hurtigt at spise. Coop introducerede således i 2010 en convenience-serie med spiseklare måltidssalater og udskåret frugt, hvilket har været en stor succes.

”Vi har i år sammenlignet med sidste år haft en femdobling i salget af vores convenience-produkter med frugt, så det er virkelig noget forbrugerne har taget til sig,” siger Trine Mørkholt Meyer, projektleder i Coops Innovationsafdeling.

LÆS OGSÅ Danskerne nedprioriterer næringsrige grøntsager

Coop: Alle kan lide granatæbler, hvis det er spiseklart

Overordnet viser Coops salgstal, at grøntsager er i større vækst end frugt målt på mængder, men der er meget at flytte ved at gøre frugt og grønt nemme at gå til.

”Vi har en stor vækst på de traditionelle frokostsalater med kylling og rejer, men overordnet er det frugt til at tage med på farten eller som aftensmadstilbehør, der har størst vækst. Forklaringen er nok, at alle kan lide granatæbler, men de færreste kan lide at pille kernerne ud, og at madspildsdebatten har fået folk til at vælge måltidstilpassede mængder i stedet for en hel pose grønt, når de skal lave salat.”

LÆS OGSÅ Madtendenser i 2015: Hurtigt, sundt og med smør

 


Tagget med Forbrug, Sundhed