Afsætningen af økologisk dansk svinekød til det franske marked er større end den er til danskerne. Hele 39 pct. af det danske økologiske svinekød bliver afsat til franskmændene, mens danskerne blot køber 34 pct. af det økologiske svinekød, viser tal fra Friland.

Det er i høj grad den franske interesse for øko-skinker, der gør udslaget. Franskmændene spiser hvert år i omegnen af 150.000 danske økologiske skinker, fortæller administrerende direktør i Friland, Henrik Billman. Det svarer til en omsætning på ca. 50 millioner kroner for virksomheden.

Forklaringen er ifølge Henrik Biilman, at der er mange flere franskmænd til at fortære skinken. Men han mener også, at danskerne ikke har en lige så stor interesse for reelle stykker økologisk svinekød, som de har i Frankrig.

LÆS OGSÅ Discount-kunder mest ivrige efter dansk kød

Danskerne vil stadig hellere have hakkekød

Fødevarer som økologiske skinker sælger bedre i Frankrig, fordi der en stor skinke-tradition, men ifølge Henrik Biilman også fordi, at danskerne ikke smider om sig med penge, når det kommer til madbudgettet. Her er franskmændene mere villige til at kaste penge efter højkvalitetsvarer som den økologiske skinke:

”Vi kan sælge flere økologiske skinker i Frankrig, fordi efterspørgslen efter skinker er større, og så får vi samlet set en højere pris for produktet, end vi gør i Danmark, til landmændene, når vi sælger kødet, der hvor det efterspørges," siger Henrik Biilman.

Det er også en af grundene til, at de danske supermarkeder ofte ikke har et lige så stort udvalg af økologiske udskæringer i køledisken, mener Maia Sejersen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked.

”På hakkekød er merprisen er ikke så voldsom. Der er en større prisdifference mellem konventionelle og økologiske udskæringer fra grisen, og den er forbrugerne ikke altid villige til at betale. Det er ligesom med havregryn og mælk, der vil forbrugerne gerne køb økologisk, fordi differencen ikke er så stor.” siger hun.

LÆS OGSÅ Danskere savner inspiration når de køber hakket oksekød

Måske et større udvalg i supermarkederne kan lave mersalg

Når der ikke er afsætning på f.eks. øko-skinker hos de danske forbrugere, mener Henrik Biilman, at der er en sammenhæng til udvalget i butikkerne.

”Hvis man sammenligner med, hvad vi producerer af økologisk svinekød, er det langt fra sådan, at man kan genkende det i sortimentet i den enkelte butik. Vi så gerne, at butikkerne havde et bredere sortiment, for vi vil gerne løfte den økologisk andel i Danmark,” siger han.

Henrik Biilman medgiver dog også, at butikkerne har andre hensyn at tage:

”Det er selvfølgelig også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og om hvor meget økologi efterspørges i det enkelte område,” siger han.

LÆS OGSÅ Amerikanerne er klar til dansk svinevelfærd

Økologisk omsætning for lille til mere plads i køledisken

Netop forbrugernes efterspørgsel er afgørende for udvalget i Dansk Supermarkeds butikker, fortæller Maia Sejersen. Hun mener, at Dansk Supermarked allerede gør en stor indsats for at fremme salget af økologisk kød.

”Vi bruger allerede mere plads på økologi end det omsætningsmæssigt giver mening at gøre. Vi sørger for at varerne er tilgængelige i et basissortiment, og håber, at kunderne vil få øjnene op for det. Det er vores måde at fremme salget på.”

LÆS OGSÅ Danskerne er nærige når det kommer til fødevarer

Butikkerne skal tænke i måltider og ikke i økologi

Når forbrugerne ikke køber de økologiske udskæringer, er det ikke fordi, at vi ikke er villige til at bruge penge på økologi, det mener Forbrugsøkonom Marianne Gregersen fra Landbrug & Fødevarer.

”Vi er det land i verden, der har den største økologiandel. Det der ville kunne løfte det økologiske salg af kød, er en større tilgængelighed for forbrugerne,” siger hun og understreger, at det langt hen ad vejen handler om at imødekomme forbrugerne i den måde, de handler på.

”Butikkerne skal placere det økologiske kød sammen med det konventionelle, fordi forbrugerne tænker i måltider, og det kræver en meget dedikeret økologisk forbruger at lede efter den økologiske køledisk.”

Marianne Gregersen medgiver dog også, at prisen spiller en stor rolle, og at kød i forvejen er en stor post på danskernes madbudget.

LÆS OGSÅ Økologiske og konventionelle fødevarer har brug for hinanden