Hot dog. Fast food bliver næppe mere amerikansk end hotdoggen. Madhistorikere mener, at pølsen i brødsvøb blev opfundet af tyske immigranter i New York i de sene 1890’ere. Og siden har den amerikanske version af en varm hund i et brød og med en stribe gul sennep eller ketchup vundet indpas som fast følgesvend til sport, grill og tv.

LÆS OGSÅ Hot dog history (eksternt link)

For danskere kan mødet med en amerikansk hot dog fra en stand på gaden være skuffende. Pølsen mangler krydderi, brødet er sødet og udstyret meget langt fra den danske udtræk af f.eks. løg, remoulade, ketchup, sennep og syltede agurker.   

Det vil danske Martin Høedholt og hans amerikanske hustru Sera ændre. Med firmaet Revolving Dansk har de siden sidste sommer lavet events på restauranter, madmarkeder og gadefestivaler over temaet The Copenhagen Street Dog. Fra denne sommer kommer deres røde pølser i detailbutikker. 

LÆS OGSÅ Revolving Dansk hjemmeside

Idé til hotdog-firma opstod en dag med tømmermænd

Ideen opstod under en gadefest i Smith Street, Brooklyn, sidste år i juli. Aftenen inden havde parret fejret, at Sera havde fået sin ph.d. i psykologi. Og nu gik de rundt med tømmermænd og fik ideen til en bod med danske hotdogs.

Allerede tre uger efter var parret klar med deres første event på restauranten Dassara, hvor de servede danske hotdogs med remoulade, ristede løg og agurkesalat, som vi kender den, og ikke mindst deres egne hjemmelavede pølser - med rødt skind.

”Dem, der godt kan lide gourmet hotdogs kan lide skindet og tænker nok, at det er en rigtig hot dog, men normalt er der ikke skind på pølserne i USA,” fortæller Sera, hvis amerikanske venner elsker the Danish pølse ”med det hele”.

New York er ramt af en nordisk madbølge

”Der er en new nordic movement i New York lige nu. Alle mine venner er foodies, kender til Noma i København, The Copenhagen (nordisk restaurant i Tribeca, red.) og Torst (ølbar med tilhørende luksusrestaurant i Brooklyn, ejet af Jeppe Hjarnit-Bjergø fra kult-bryggeriet The Evil Twin, red.) herovre, men det er alt sammen i gourmet-enden,” fortæller Sera, der endnu praktiserer som psykolog.

”Men vi vil gerne bringe den danske mad back to basic,” siger hendes ægtefælle Martin Høedholt, der oprindeligt kommer fra Horsens, og stadig arbejder for Deloitte Consulting i Washington.

LÆS OGSÅ Danske fødevarer sælger i USA

Drømmen er en fin forretning om fem år

Parret drømmer om, at Revolving Dansk om fem år udvikler sig til en fin forretning. Skøre ideer og masser af gå-på-mod har de i hvert fald rigeligt af.

Hver weekend og ferie bliver (med hjælp fra kreative danske familiemedlemmer) brugt på udvikling af firmaets brand, design, website, social media, markedsføring  - og ikke mindst fintuning af pølseopskriften. Som de ret hurtigt fik, først en lokal Brooklyn-slagter og siden, en pølsefabrikant til at overtage fremstillingen af.

”Nu skal du ikke blive forskrækket, den er rød hele vejen igennem, for vi har ikke kunnet finde en spraymaskine, der kan farve pølserne uden på,” advarer Martin Høedholt, da han serverer en Copenhagen Street Dog fra parrets lejlighed i Brooklyn.

Bortset fra den aparte gennemfarvning, smager pølsen som en dansk rød hotdog-pølse. Og pølsen fra Revolving Dansk er endda økologisk, uden nitrat, gluten og snart også uden kunstige farvestoffer.  

Pølser kommer til salg i butikker i sommer

Siden den første event 21. juli 2013 har Martin og Sera Høedholt afholdt flere events på bl.a. restauranten The Copenhagen (tidl. Aamanns Copenhagen) i Tribeca, Manhattan. I sensommeren kommer deres røde pølser også til salg i forskellige skandinaviske butikker i New York, New Jersey og Connecticut på østkysten og Los Angeles på vestkysten.

På den måde får danskere og skandinaver uden for New York City glæde af the Copenhagen Street Dog - og forhåbentlig også en masse amerikanere, der får øjnene op for, at en hotdog er mere end en lille pølse med en streg sennep eller ketchup. 

LÆS OGSÅ Spis dansk i NYC

 


Tagget med Innovation, Slagteri