Den danske mulds guld har fået ben at gå på, og udgør hovedingrediensen i noget så langt fra mormors kødgryder som koreanske instant nudler.

Det er den danske virksomhed KMC, der eksporterer kartoffelmel til Sydkorea og andre asiatiske markeder. Kartoffelmelet er yderst anvendeligt til de hurtige nudler, fordi nudlerne ikke klistrer.

Ifølge direktøren for KMCs afdeling i Hong Kong, Jens Helmer Larsen, er det evnen til at tilpasse sig det asiatiske marked, der har givet den danske virksomhed eksportsucces.

“Når en koreansk kunde sige hop, forventer de at høre ”hvor højt” som svar, og det kan KMC som en relativt lille og flad organisation leverer,” siger han.

LÆS OGSÅ Danmark sætter sig på Kinas pak choi

De tætte relationer er afgørende for handel med Sydkorea

For at få adgang til det sydkoreanske marked er det vigtig, at man indgår personlige aftaler og vedligeholder dem løbende.

Jan Lausten, er direktør i afdelingen for handel, marked og ernæring i Landbrug & Fødevarer og en af arrangørerne bag eksportfremstødet i Sydkorea, der løber af stablen fra den 11. november. Eksportfremstødet og muligheden for at møde mulige samarbejdspartnere ansigt-til-ansigt er ifølge Jan Lausten vigtige årsager til at indgå dansk-asiatiske handelsaftaler:

“I Asien er det afgørende, at man har tætte relationer, hvis man vil lave samarbejdsaftaler, derfor er det vigtigt, at vi er til stede, både for at signalere interessen for markedet, og så for at vedligeholde relationen,” siger han.

LÆS OGSÅ Kineserne er tørstige efter luksusmælk

Handelstur kan så nye frø på det koreanske marked

Jens Helmer Larsen genkender nødvendigheden af at opbygge personlige relationer til mulige handelspartnere, og derfor ændrede KMC strategi for at få adgang til det sydkoreanske marked.

For år tilbage benyttede virksomheden sig af en agent, men nu arbejder den mere individuelt med kunderne. Denne relations-baserede handelsform er ifølge Jens Helmer Larsen essentiel for at få handelsaftaler på plads og generelt karakteristisk for det asiatiske marked.

Derfor deltager KMC også fortsat i eksportfremstød som det til Sydkorea:

“Det er vigtigt, at vi er til stede, både for at signalere interessen for markedet, og så er det en lejlighed til at møde koreanske producenter og forhåbentlig så et nyt eller to frø som kan vokse til en ny forretning,” siger Jens Helmer Larsen.

LÆS OGSÅ Mejerier indløser billet til Afrika

Eksportfremstød skal sætte fokus på de forarbejdede fødevarer

KMCs eksport af kartoffelmel er et eksempel på den slags fødevarer som Jan Laustsen gerne så, at Danmark eksportede endnu mere af.

“Det er et højværdiprodukt, og jo flere vi kan afsætte af dem, jo mere giver det i løn til det danske samfund,” fortæller Jan Laustsen om kartoffelmel og andre fødevarer i ingredienskategorien.

Danmark har allerede en afsætning på klassiske danske produkter som svin og fjerkræ, men Jan Laustsen mener, at der netop nu er grobund for at satse på andre produktkategorier:

“Vi spiller på alle de tangenter, vi overhovedet kan, og lige nu er der blandt andet positiv interesse for ingredienser,” siger han.


 


Tagget med Fødevareforsyning, Forbrug, Landbrug & Fødevarer