Økologisk skyr fra Thise, perlespelt fra Skærtoft Mølle og dansk råmælksost fra Arla. Gennem de seneste år er udbuddet af danskproducerede gourmet-fødevarer steget i supermarkedernes butikshylder og kølemontre. Forbrugerne betaler nemlig gerne ekstra for fødevarer af højere kvalitet.

Ifølge Jens Visholm, der food-direktør i Coop har det nye nordiske køkken haft en stor betydning for den udvikling.

”Vi har oplevet, at det nye nordiske køkken og Danmarks placering på det gastronomiske verdenskort har ændret forbrugernes opfattelse af mad og fødevarer. Der er flere, der er blevet interesseret i at lave god mad, og flere efterspørger fødevarer af høj kvalitet”, siger Jens Visholm.

Ifølge food-direktøren har Coop af samme årsag oplevet en vækst af både økologiske og højkvalitetsfødevarer i butikkerne i de seneste ti år.

LÆS OGSÅ: Vi vil vide mere om vores fødevarer

Arla følger med på nordisk trend
Danmarks største mejerikoncern har mærket efterspørgslen på gourmetvarer. Arla Foods etablerede i år 2002 et samarbejde med de danske topkokke. Målet var at producere gourmet-oste, der kunne hamle op med de sydeuropæiske ostestandarder.

Arla Unika, som mærket kom til at hedde, begyndte som et ukendt nicheprodukt. I dag eksporterer Arla Unika gourmet-oste til Michelin-restauranter i New York. Mærket har sin egen butik i Torvehallerne i København og har en særskilt markedsafdeling. 

Det nye nordiske køkken har været altafgørende for etableringen af Arla Unika, pointerer John Gynther, der er ansvarlig for udviklingen af konceptet.

”Alt hvad Arla Unika har udviklet af gourmetoste er baseret på manifestet fra Nordisk Køkkensymposium. Vi valgte heldigvis at lytte, da danske topkokke råbte højt og efterspurgte, at der blev udviklet danske gourmetoste af høj kvalitet. Og at der var et marked for det. Det har vist sig at være den helt rigtige satsning for Arla”, siger John Gynther.

Nordiske boller fra Kohberg
Også Danmarks største danskejede bageri hoppede med på den nordiske madbølge.
I 2008 lancerede Kohberg brødserien Nyt Nordisk, som brødgiganten producerer efter nordiske traditioner og med brug af nordiske råvarer.

Ifølge marketingschef i Kohberg, Tina Møller, så har det været den helt rigtige beslutning at hoppe med på den nordiske madtrend.

”Nyt Nordisk-serien har haft en stor brandingmæssig værdi for Kohberg. Og det går også rigtig fint med salget af Nyt Nordisk, der har en samlet markedsandel på tre procent. Det er vi rigtig godt tilfredse med”, fortæller Tina Møller.

Af samme årsag planlægger Kohberg nu at relancere brødserien, der nu skal have et større præg af lokale råvarer. Det er nemlig lige præcis dét, som forbrugerne i den nærmeste fremtid i stor grad vil efterspørge, spørger man Kohbergs markeringschef.   

LÆS OGSÅ: Lokal er det nye nordisk

 


Tagget med Fødevareforsyning, Forbrug