Slagterivirksomheden Himmerlandskød kan se præcis hvilket dyr, hvilken muskel, hvilken medarbejder og hvilken gård, alle deres kødudskæringer stammer fra. Og endnu vigtigere: Den viden er også tilgængelig for forbrugerne.

Baggrunden er et ønske om at skabe sikkerhed hos forbrugerne. Og fordi Himmerlandskød tror på, at sporbarhed hører fremtiden til:

LÆS OGSÅ: TEMA: Fremtidens Fødevarer

”I 2009-2011 har vi egentlig ikke oplevet den store interesse for sporbarhed, men i 2012 voksede interessen, og særligt i 2013 er interessen eksploderet,” fortæller Søren Andersen, direktør for Himmerlandskød.

”Jeg tror i høj grad, det har noget at gøre med de negative kødhistorier, der har været. Så bliver folk meget mere opmærksomme på, hvordan kød transporteres rundt omkring i Europa, og så kommer der fokus på forbrugersikkerhed. Troværdig information bliver pludselig guld værd, og her kan vi træde til. Og samtidig få chancen for at fortælle historien om landmanden,” siger Søren Andersen.

Foodtagsystem lavet til forbrugerne
Forbrugerne kan få adgang til den detaljerede viden via det såkaldte foodtag. Et system, der både findes online og som gratis app til smartphone, hvor enhver kan skanne en QR-kode, som findes på varen, og herefter spore fødevarens vej i detaljer.

”Ideen med foodtag er at give forbrugeren mulighed for at få overblik over sporbarhed, når de er ude at købe ind. Foodtagsystemet har eksisteret i to år, men vi er først gået igang med app'en i december, så det er stadig nyt. Vi forventer, at der kommer væsentligt flere virksomheder med i foodtag i løbet af i år,” siger Hardy Jensen, direktør for foodtag.dk og tilføjer:

”Og så gør det da heller ikke noget, hvis der kommer en enkelt hestekødssag forbi engang imellem. Det skaber omtale.”

LÆS OGSÅ: Fødevarer bliver digitale

Åbner også mulighed for at tilbagekalde
Muligheden for at kunne informere forbrugerne nemt, hvis Himmerlandskød en dag er nødt til at tilbagekalde et produkt, er også et vigtigt aspekt.

”Normalt skal man oplyse det i avisen, men her kan vi gøre det meget mere effektivt ved at lægge det ind i en QR-koden, så forbrugerne straks i supermarkedet kan få at vide, hvis de ikke må spise det,” siger Hardy Jensen. 

Virksomhed grundlagt ud fra sporbarhed
En anden virksomhed, der har tilmeldt sig foodtag-ordningen er Halkær Ådal Økologisk. En producent af økologiske frosne færdigretter, der blev grundlagt på et ønske om sporbarhed. 

”Edith Agerbo, der oprindeligt var forpagter af Halkær Krokøkken, samlede os bønder fra oplandet, fordi hun ville vide, hvor kødet kom fra, når hun serverede det i sit krokøkken. Det var egentlig derfra, det hele startede,” siger Kate Bryrup, salgschef for Halkær Ådal Økologisk og tilføjer:

”Det unikke hos os er, at man virkelig kommer tæt på. Forbrugeren kan være sikker på, at hvis det er kyllingekød, stammer det fra mig, for jeg er den eneste, der leverer det. Hvis det er svinekød, er det Preben, som bor lidt herfra og så videre. Der er kun ting i produkterne, som folk kan gennemskue i råvarelisten, og det fremgår helt klart og med billede på. Det er den enkelhed, vi går efter. Det er næsten svært for os at gøre mere for sporbarhed, end vi gør i øjeblikket,” siger Kate Bryrup.

 


Tagget med Fødevaresikkerhed, Forbrug