Det er efterhånden nogle år siden, at Kvickly i Nexø på Bornholm begyndte at sælge klippeøens lokale fødevarer. Dengang var det bornholmske supermarked et af de eneste i Danmark, der havde en særskilt sektion med lokale fødevarer.

I dag er situationen en helt anden. Direktionerne hos Coop, Dansk Supermarked, Rema 1000, og en række andre spillere i den danske detailhandel, har i de senere år reserveret mere og mere hyldeplads til de lokale fødevarer.

Fie Hansen-Hoeck har flere års erfaring som direktør og underdirektør i ISO og Netto og er skaber af den digitale afsætningsplatform Fooducer, der formidler kontakt mellem lokale fødevareproducenter og supermarkedernes indkøbere. I de seneste par år har hun set, at supermarkederne åbner armene mere og mere over for lokale fødevareproducenter.

”Man er kommet tættere på hinanden. Produkter fra små fødevarevirksomheder er blevet interessante for detailhandlen, og de er blevet klar over, at det kan give noget ekstra at have lokale produkter på hylderne,” siger Fie Hansen-Hoeck.

LÆS OGSÅ
Forbrugerne skal definere lokal mad

Super Brugsen skal omsætte for 100 mio. kr. lokale varer

En af de Supermarkedskæder, der er gået forrest mht. til at invitere de lokale fødevareproducenter ind på hylderne, er Super Brugsen. For ca. to år siden lavede Coop en ny strategi for Super Brugsen, og her spillede involveringen af de lokale producenter en vigtig rolle.


”Vi ville tydeliggøre, at supermarkedet ikke er det samme i hele landet,” siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen om det strategiske valg.

Og det er ikke bare snak. Super Brugsen solgte således lokale varer for 50 mio. kr. i 2013, hvilket er dobbelt så meget som i 2012. Og ambitionen er at opnå salg for 100 mio. kr. i 2014.

”Den her strategi er et opgør med hele standardiseringen i dagligvarehandlen, som er tydeligst i discountbutikkerne. Vi vil i den kommende tid tage mange flere lokale varer ind, for vi tror på, at det får Super Brugsen til at fremstå mere attraktiv for kunderne,” udtalte den nyligt tiltrådte direktør for Super Brugsen, Kenneth Pedersen, i juni til Fødevare Watch.

LÆS OGSÅ Fødevareminister: Lokal mad er bare dyrere

Føtex leder efter lokale producenter

Og Super Brugsen er ikke den eneste kæde, der vil have lokale fødevarer ind på hylderne. Gennem Go Local kan mindre lokale fødevareproducenter fra november 2014 redde sig hyldeplads i fem Føtex Food butikker i Aalborg, Aarhus og Dragør, hvor systemet testes.

”Testen skal hen over en 3 måneders periode gøre os klogere på, hvordan forbrugerne modtager konceptet, og de lokale varer, som bliver solgt. Målet er, at gradvist udbrede konceptet til 88 Føtex-butikker landet over,” siger Bjarne Agger Sidermann, stifter af Go Local.

Foodculture.dk har forsøgt at få tal for, hvordan omsætningen af lokale fødevarer udvikler sig i Dansk Supermarked og Rema 1000’s butikker, men de har ikke ønsket at dele oplysningerne med omverdenen.

LÆS OGSÅ Derfor vil vi så gerne vælte os i gårdmælk og persillepesto

Trend smitter af på danske grøntsagsproducenter

Supermarkedernes øgede fokus på lokale danske fødevarer, er ikke kun noget, som kommer den lille niche-producent til gode. Den nye strategi fra detailhandlen sender optimisme helt op i toppen af Gasa Nord Grønts direktion.

Gasa Nord Grønt er Danmarks største bindeled mellem grøntsagsproducenterne og supermarkederne, og adm. direktør Allan Rømer ser meget positivt på de årlige prisforhandlinger med supermarkederne, som løber af stablen de kommende måneder.

”Vi har i årevis haft et ønske om, at supermarkederne ville promovere danske grøntsager, så forbrugerne kunne se, om grøntsagerne var produceret i Danmark eller i udlandet. Derfor er vi meget glade for den tendens, som vi ser ude i butikkerne lige nu,” siger Allan Rømer.

Konkret henviser han bl.a. til Dansk Supermarkeds koncept ”Vores Grønne Marked”, der i løbet af sommeren nærmest fejrede grøntsagerne fra den danske muld med særskilte salgsøer, hvor dannebrogsflag rammede grøntsagerne ind. Også den tyske kæde Lidl sælger i dag grøntsager under navnet ”Det Dansk”.

”Vi kan endnu ikke aflæse, om det øgede fokus har haft en økonomisk effekt. Men vi går ind til de kommende forhandlinger med en klar forventning om, at det øgede fokus på lokalt producerede varer, vil øge efterspørgslen efter danske grøntsager,” siger Allan Rømer.

LÆS OGSÅ "Lokal mad handler om kvalitet ikke afstand"