Forårsløg, kartofler, gule og røde beder, porrer og romanesco ligger på vejen op mod den oplyste, buede slagterdisk inderst i lokalmadsbutikken Kost på Vesterbro i København. Slagterdisken præsenterer klassiske udskæringer som svinekoteletter, svinekæber og torsk. Og en ikke så klassisk udskæring som nyretapper.

”Slagterens udskæring bliver den kaldt, fordi kun slagteren ved, hvor god den er og tager den med hjem om aftenen,” fortæller Peter Nøhr, medindehaver og daglig leder af Kost.

Det handler om prisen og ikke designerhuen


Peter Nøhr er klædt i sort, højtplaceret hue fra designeren Soulland, tætknappet mørkeblå denimskjorte og vesterbrosk skægvækst. Sammenholdt med butikkens indretning og nyretapper kunne det afføde tanker om, at det her kun er for de smarte firstmovere eller dem, der går nok op i mad til at ville betale mere.

”Vi tiltaler også det smarte segment, men det er bestemt ikke kun folk med hue på som mig, eller økofamilier, der kommer og handler her. Det er meget blandet. Det afgørende er prisen, og jeg vil ikke mene, det er dyrt i vores butik. I mange tilfælde er det billigere at handle et måltid hos os end at bestille en pizza,” siger Peter Nøhr.

Lokale varer fra Nordjylland

På små sedler rundt i butikken står beskrivelser af de lokale og bæredygtige fødevareproducenter, som Peter Nøhr sammen med sine to partnere har håndplukket. Birkemosegård på Sjællands Odde leverer grøntsager, Thorupstrand Kystfiskerlaug leverer fisk, Dalbakkegård på Lolland står for Kylling, mens Vasagård og Hallegården på

Bornholm leverer henholdsvis svinekød og pølser

Ingen af stederne ligger inden for en 100 km kørsels-radius af København - Thorupstrand ligger endda i Nordjylland - men Peter Nøhr har ingen kvaler ved at kalde det lokale fødevarer.

”Jeg synes Danmark er så lille, at det ikke gør noget. Forhåbentlig når vi en dag frem til at lokale fødevarer kommer fra en gård 2 km væk, men i dag er det ikke muligt. I min optik laver Birkemosegård nogle af de bedste grøntsager i landet, mens Thorupstrand laver nogle af de bedste fisk i landet, og det er det afgørende,” siger Peter Nøhr.

Nordtyskland er ingen hindring

Endnu en mulighed kunne være at hente varer fra Nordtyskland, hvor der også er fremragende råvarer. Hvor går grænsen for at tale om lokale fødevarer?

”Rent kilometer-mæssigt ville jeg ikke have noget problem med at hente varer fra Nordtyskland, men jeg vil gerne støtte danske råvarer og arbejdspladser, og vi er eksempelvis ligeså gode til at lave asparges herhjemme som i Nordtyskland. Det er først, hvis vi ikke kan lave det ligeså godt i Danmark, at vi må hente det langvejs fra (butikkens citroner stammer eksempelvis fra Italien, red.).”

Savner ikke debat om lokale fødevarer

Mangler vi så ikke en debat i Danmark om, hvad der er lokale fødevarer?

”Det synes jeg ikke. For mig handler det om noget andet, nemlig historien. Jeg kender folkene fra Birkemosegård og kan fortælle præcis, hvordan fødevarerne er blevet til og om kvaliteten af fødevarerne, som jo virkelig er bedre. Det handler om at udbrede nærheden og lade folk selv smage og bedømme fødevarerne. Hertil mangler danskerne noget viden om fødevarer, men det er det, vi skal arbejde på.”

Det lokale blomkålshoved skal kunne købes overalt

Tror du det er muligt at gøre lokale fødevarer folkeligt udbredt?

”Ja, det tror jeg. Folk vil ofte gerne have det, du tilbyder dem. Jeg havde fordomme om, at folk ikke ville købe grønkål, men det blev gjort til skamme, da jeg først prøvede det af i butikken. Det handler om, at det ikke skal være namedropping og ophøjelse. I restaurationsbranchen er det ofte historier om at fodre grise med øl og forskellige ritualer, men pointen er, at det skal være muligt at købe et godt lokalt blomkålshoved overalt til en fornuftig pris og ikke kun i 30 km radius.”

Convenience er afgørende

I slagterdisken står også grå papirsposer doseret med færdigpakkede grøntsager. Teksten på tavlen bagved afslører, at kunderne hertil vælger en udskæring i montren, som ryger med i papirsposen sammen med en udførlig opskrift. Så det er lige til at gå til derhjemme, hvilket er en afgørende pointe for Peter Nøhr.

”Det handler om convenience, om at gøre det nemt for forbrugerne. Når forbrugerne eksempelvis handler hos slagteren, skal de ofte selv pudse kødet og vide, hvordan de tilbereder det. Hos os har vi lavet alt forarbejdet og guider med en opskrift til posens indhold. Det handler om at gøre det nemt.”

 


Tagget med Fødevareforsyning, Forbrug, Landbrug