Af Søs Lindeborg Pedersen

I en skov 20 km uden for Kalundborg er Olivier Geppel, kok og ejer af TATAR, opvokset. Hans opvækst på landet med en far som kok har skærpet hans bevidsthed om lokale fødevarer og god kvalitet.

For ham er det vigtigt, at man som forbruger forholder sig kritisk til fødevarerne for at undgå snyd.

”Forbrugeren har en kæmpe magt i at stille spørgsmål. På den måde bliver det sværere som producent ikke at leve op til det, man lover,” siger han.

TARTAR-ejeren er ikke i tvivl om, at den danske madkvalitet er steget. Dog mener han, at en restaurant kan slippe afsted med at reklamere med gode, lokale råvarer uden, at nogen spørger ind til kvaliteten.

”Mange kokke påstår, at de bruger gode, friske råvarer, men i stedet går de ned i et større supermarked og handler dårlige fødevarer. Det er blevet en salgsmetode at sige, at vi alle sammen nu har råvarer af høj kvalitet. Men det er bare noget, man siger, når journalister og andre ringer. Efterfølgende bliver vi ikke spurgt yderligere ind til det. Det, synes jeg, er ærgerligt,” fortæller Olivier Geppel og tilføjer:

”Hvis forbrugeren er kritiske på en oplysende måde overfor restauranten og takeaway-butikken og spørger ind til, hvor man får sine råvarer fra, så tror jeg, at man er nået rigtig langt.”

LÆS OGSÅ Synlig produktion skaber tillid til lokale fødevarer

Michelin-restaurant sætter standarden

Noma er den restaurant, der skød hele trenden omkring lokal mad i gang i Danmark for omkring ti år siden. Den Michelin-stjernede restaurant har ifølge Olivier Geppel gjort forbrugeren mere opmærksom på råvarerne.

”Noma gjorde offentligheden bevidst om, at der har eksisteret små lokale landmænd, mejerier og slagtere i Danmark i utroligt mange år. Restauranten har bare været med til at iscenesætte lokale råvarer utroligt godt og sætte fokus på det,” fortæller Olivier Geppel.

 


Tagget med Fødevareforsyning, Food service, Forbrug, Landbrug