”Vi har haft tiden med os, for i dag hører vi sjældent den gamle sang om, at lam smager af uld. Den myte er heldigvis blevet aflivet ved, at danskerne har fået smagt på noget ordentligt lammekød,” fortæller Torben Krousgaard.

Sammen med sin kone Eva Kousgaard driver han Varde Ådal Lam på gården Spangbanke, hvor de producerer lam, æg og grøntsager.

Driver deltidslandbrug fordi han har respekt for gælden

Familien har boet her siden 1989, hvor de købte ejendommen af Torbens bedstefar. Han drev fuldtidslandbrug, men Torben vidste godt, at det ikke var en mulighed for ham.

”Det har altid været min drøm at blive landmand, men respekten for en kæmpe gæld var for stor for mig,” siger Torben Kousgaard, der har en halv landbrugsuddannelsen i bagagen.

Ved siden af lammene, æggene og grøntsagerne fra gården tjener Torben Kousgaard penge på at køre med mad til pensionisterne i Varde Kommune.

Lammene kommer på Michelin-menuer

Varde Ådal Lam har aftaler med blandt andre Restaurant Kong Hans og Henne Kirkeby Kro, som gården leverer lam, øg og grøntsager til.

”Det betyder meget for mig, at vi kan levere kvalitet til vores kunder, og det er fedt selv at kunne styre afsætningen. Jeg er da stolt over at se mine produkter på en Michelin-menu,” siger Torben Kousgaard.

Salget fra gården går godt

Torben og Eva Kousgaard har fuld gang i salget direkte fra gårdens butik. Her kan kunderne købe økoæg, hjemmedyrkede grøntsager, lammekød og en række specialvarer fra omkringliggende gårde.

Kvalitetsprodukter og økologi er vigtigt for Eva og Torben Kousgaard:

”Vi er blevet ramt af økologi og er rigtig glade for den måde at producere på. Vi har ingen problemer med at afsætte vores produkter. Æggene bliver nærmest solgt, inden de er lagt,” fortæller Torben Krousgaard.

Derfor forsøger ægteparret Kousgaard sig nu med dobbelt så mange høns, så det samlede antal bliver 600.

Et får blev til fem som blev til 400

I starten havde Eva og Torben Kousgaard kun planteavl, men både Eva og Torben ville gerne have dyr, også for børnenes skyld, og et lam blev så til fem får.

I dag har parret 400 moderfår rundt på engene i Varde Ådal, og det giver en produktion på 700 lam hvert år, der bliver solgt både lokalt og nationalt.

Fåreavl er perfekt til enge, hvor der ellers er mange begrænsninger for, hvad det kan lade sig gøre at dyrke og opdrætte, fordi Varde Ådal ligger i Nationalpark Vadehavet. De 400 moderfår går i engene til oktober eller november, og om vinteren går de tæt omkring gården.

Arrangementer er en del af markedsføringen

En af vejene til den gode afsætning er markedsføring. Det indebærer blandt andet, at gårdejerne afholder arrangementer på ejendommen, som de inviterer lokalsamfundet til.

Sidste år var konceptet ”mad i det fri”, og denne sommer var der ”lammebal” i laden, hvor kokke fra Henne Kirkeby tilberedte gourmetmad til de besøgende.

”Vi skal som nicheproducenter tænke ud af boksen, og tænke som købmænd for at kunne tjene mest muligt på vores produkter,” pointerer Eva Kousgaard.

Portrætterne af deltidslandmændene er oprindeligt skrevet af journalist Claus Quiding og bragt i tema-magasinet Værdi om deltidslandbrug. Redaktionen har fået og benyttet sig af fri redigeringsret over artiklernes indhold.