Af Ditte Giese, kulturskribent og debattør på Politiken

Hvilken betydning skal vi lægge i en kvindernes kampdag anno 2016, og er der i virkeligheden tale om en kampdag længere? Altså er der overhovedet brug for en kampdag?

”Hvert år stiller 5-10 journalister mig det spørgsmål op til 8. marts: Er der overhovedet noget at kæmpe for mere?

For mig er svaret et entydigt ja. Vold mod kvinder, voldtægt, sexisme, manglende ligeløn, manglende øremærkning så kvinder tager 92 procent af barslen, social kontrol af brune kvinders seksualitet og partnervalg, at der hver aften sidder fire, hvide mænd og diskuterer i ’Deadline’, dårlige normeringer til daginstitutioner som får mange højtuddannede kvinder til at gå ned i tid eller blive hjemmegående, hævnporno, voldsramte kvinder der trynes af eksmænd i grimme skilsmissesager, stalking. Og så videre.

Jeg kæmper for ligestilling hele året, hver dag, i alt hvad jeg laver og tror på.

Dertil kommer alle de internationale kvindekampe, som handler om noget så basalt som, at kvinder ikke skal stenes, fordi de har flirtet med en mand i supermarkedskøen. Men for mig er 8. marts altid mere en festdag end en kampdag.

Jeg kæmper for ligestilling hele året, hver dag, i alt hvad jeg laver og tror på, men 8. marts sætter jeg røde blomster på bordet, tager en fin kjole på og går fra debat til debat og fra fest til fest og kindkysser og omfavner og glæder mig over, hvor ualmindeligt mange seje kvinder der findes i det her land.”

Hvad er den største forskel på mænd og kvinder, når det handler om mad?

”Mange mænd laver helst ikke mad uden et publikum. Det er derfor, at arbejdsfordelingen i mange familier er, at mor laver hurtig hverdagsmad som fiskefrikadeller eller lasagne, mens far laver langtidsgourmetmad om lørdagen, når der kommer gæster om aftenen og roser hans simremad.”

I 2013 bragte vi i foodculture.dk et tema om ligestilling, der konkluderede, at i 8 ud af 10 bestyrelser i fødevarevirksomheder var der ingen kvinder. Dertil kommer at 6-7 pct. af bestyrelsesmedlemmerne i landboforeningerne er kvinder. Er der behov for handling, og hvad skulle handlingen i givet fald være?

Jeg er tilhænger af kvoter i en overgangsfase, indtil man(d) har rettet op på problemet.

”Jeg har altid syntes, at bestyrelsesposter er den allerkedeligste af alle ligestillingsdebatter, fordi den er så elitær. Når det er sagt, så er jeg tilhænger af kvoter i en overgangsfase, indtil man(d) har rettet op på problemet.

Som det er nu, går den udvikling alt for langsomt, og vi ser da også en række europæiske lande indføre kvoter til bestyrelser. Landbrug, miljø og fødevarekvalitet er om noget emner, der optager kvinder, og hvis flere kvinder fik indflydelse her, ville vi nok se en kraftig reduktion i det såkaldt konventionelle landbrug og fremgang for økologi, biodynamik, bæredygtighed, fødevarekvalitet og klimabevidsthed.

Det giver simpelthen ikke mening kun at udnytte halvdelen af talentmassen, heller ikke inden for et traditionelt mandeerhverv som fødevarebranchen, og vi ser jo år ud og år ind, at frivillighed ikke virker.

Samtidig er det i høj grad kvinder, der stadig træffer beslutningerne ude i familierne omkring, hvad der skal bruges penge på, og hvordan der skal spises, så tænk hvad man kunne lære her med lidt mere mangfoldighed i ledelsen.”

LÆS OGSÅ TEMA: Ingen kvinder i toppen af fødevareerhvervet 

Hvis vi ikke snakker juridisk ligestilling som eksempelvis ligeløn, hvilken rolle vil du sige kulturel ligestilling spiller i forhold til lige repræsentation i erhvervslivet? Er virksomheder i dag for dårlige til at udnytte kvinders potentiale godt nok på rette måde? Hvad kan man gøre?

”Når vi ser på kvinder med magt og indflydelse, for eksempel politikere, så bliver de altid pigeliggjort og kønsliggjort.

Jeg drømmer om, at vi en dag kommer derhen, hvor køn er ligegyldigt og ikke spænder ben for, hvordan kvinders kompetencer og autoritet opfattes.

Jeg har lige læst en artikel i Jyllands-Posten, der beskriver Eva Kjer Hansen (V) for en ’dygtig 12-talspige’. Hun er 51 år og eksminister. Og vores tidligere statsminister blev for nylig kaldt ’en finke’ af en kommentator.

Jeg drømmer om, at vi en dag kommer derhen, hvor køn er ligegyldigt og ikke spænder ben for, hvordan kvinders kompetencer og autoritet opfattes. Ifølge den globale undersøgelse ’Who Makes The News’ er 3 ud af 4 personer i medierne mænd.

Det betyder noget, hvem der har taletiden, og hvem vi tillægger autoritet, fordi det er de folk, der definerer, hvordan vi for eksempel taler om fødevarekvalitet og definerer præmisserne for den samtale. Der er en vigtig kamp at tage her for den kulturelle ligestilling. Vi skal lære at se bag om kønnet og udseendet og have alle stemmer og kompetencer i spil.”

Der er mange veluddannede kvinder. Burde mange flere kvinder ikke gå mere efter at kræve en mere lige fordeling af rollerne imellem mand og kvinde i hjemmet (barsel, hente børn, huslige pligter, madlavning og hvad der ellers kan være) for at frigøre tid til karrieren? Hvilken rolle spiller work/life balance i ligestillingen på arbejdsmarkedet?

”Kvinder bliver stadig sat tilbage i deres karriere, når de får børn. Det gør mænd ikke. Kvinder, der får børn, taber i snit 10 procent indkomst per barn.

Vi skal have øremærket en del af barslen til mænd

Jeg mener, at vi skal have øremærket en del af barslen til mænd og have mændene på banen fra begyndelsen. Moderskabet spænder ben for kvinders karrierer over hele linjen. Først kan de ikke blive fastansat, fordi arbejdsgiverne ser en dyr barsel for sig. Så tager de lange barsler og ofte med 2-3 børn i træk. Dermed kommer de bagud på arbejdsmarkedet, i kampen om de gode stillinger, indflydelse og lederjobs, de får ikke indbetalt til deres pension, og de står dårligt efter den skilsmisse, der rammer halvdelen af alle par.

Børnefamilierne er pressede, og det bliver ofte mors dårlige samvittighed, der gør, at hun går på deltid, og far kører karriere, mens børnene er små. Senere skal de samme forældre kæmpe i statsamtet, hvor far bliver vred over, at han ikke får en 7-7-ordning, fordi det var mor, der var der for børnene.

Det bider sig selv i halen, fordi kvinder stadig opfører sig som en slags reservearbejdskraft, der kan kaldes hjem til kødgryderne ved spidsbelastning. Overordnet set burde vi arbejde for bedre institutioner med flere pædagoger, flere barn syg-dage til ansatte med små børn, øremærkning af barsel til far og i øvrigt gøre det attraktivt at få børn i tyverne, i stedet for 10 minutter i lukketid inden de 40, hvor vores karrierer kører for fuld skrue.”

LÆS OGSÅ Jeg hader akademiseringen af vores fødevareindtag (Rulle Grabow om kvindernes kampdag)