Små klynger af svampe skyder frem over alt i skovbunden og andre steder i den danske natur i disse uger. Kombinationen af varmt og vådt sommervejr giver ideelle betingelser for væksten i skovbunden, og det frister mange danskere til at gå på svamperov.

Men ikke alle har helt styr på at artsbestemme de mange paddehatte, og derfor bliver flere forgiftet, når de alligevel bruger svampene i køkkenet derhjemme. Det fortæller overlæge Niels Ebbehøj, der er tilknyttet Giftlinjen:

”I år har vi bestemt set flere forgiftninger fra svampe end normalt, og det skyldes ganske enkelt, at der er flere svampe i naturen, end vi nogensinde har set,” fortæller Niels Ebbehøj, der dog ikke har tal specifikt på antallet af forgiftninger fra svampe:

”De fleste forgiftninger giver bare maveonde, men vi ser også forgiftninger med både grøn og hvid fluesvampe, og de er så giftige, at man i værste fald kan dø af dem.”

Husk, at naturen også er giftig

Naturen er i danskernes bevidsthed forbundet med noget positivt og ikke mindst sundhed. Men mange glemmer, at naturen også er giftig, mener Niels Ebbehøj:

”Indimellem tager folk hovedet under armen og går ud i skoven, samler alt hvad de kan finde, og spiser det uden at tænke sig om. Noget af det mest giftige i hele verden er noget, naturen har fundet på, og der er masser af planter, som absolut ikke er gode for os,” fortæller Niels Ebbehøj.

LÆS OGSÅ Forbrugerrådet: Vi ved for lidt om vores fødevarer

Kosttilskud med planter og ekstrakt under lup

Samtidig er planter og planteekstrakter lige nu ganske populære i kosttilskud. Det fortæller Sofie Søe fra Fødevarestyrelsen, som fører kontrol med de nye kosttilskud, der dukker op i både butikker og på danske hjemmesider.

”Bare fordi, det er i naturen, er det ikke sikkert, at det er sundt, og især når det bliver koncentreret, kan det være, at det ligefrem er skadeligt. Derfor holder vi særligt øje med, om der er lavet en risikovurdering af de stoffer, der indgår i de mange forskellige produkter, vi finder rundt omkring.”

Forskere sætter fokus på giftig natur

På DTU Fødevareinstituttet har man også fokus på, at mange har et lidt for ukritisk forhold til stoffer fra naturen. Derfor sætter man på en kommende konference fokus på sundhedsrisikoen ved den voksende tendens med flere planter og plantestoffer i både fødevarer og kosttilskud. Det fortæller seniorrådgiver Kirsten Pilegaard:

”Nogle planter eller plantestoffer kan være decideret skadelige for os. Nogle kan gøre os akut syge, så vi kaster op eller får diarré. Men andre kan have effekter som leverskade, der ses efter uger eller måneders brug, eller kan gøre os syge på langt sigt og for eksempel være kræftfremkaldende.”

LÆS MERE Konference om planter i fødevarer og kosttilskud

Tag ikke chancer med dine fødevarer

Alle skal stille spørgsmålstegn ved det, de putter i munden. Men mange glemmer det, når de som forbrugere tager fødevaresikkerhed for givet, fortæller Niels Ebbehøj:

”Når vi køber det i supermarkedet, er det hele sorteret for os. Men ude i naturen står det spiselige og det ikkespiselige lige ved siden af hinanden. Så hvis man har tænkt sig spise noget af det, er det vigtigt, at man har fuldstændig styr på, hvad det er man har i hånden, og ikke bare tager chancen.”

 


Tagget med Fødevaresikkerhed, Sundhed, Sygdom