”Vi arbejder for at mindske madspild”.
”Vi sorterer vores affald”.
”Vi har valgt udelukkende at servere plantebaserede menuer”.

Sætninger som ovenstående er blevet mere og mere almindelige på spisesteders hjemmesider og menukort.

”Det er helt klart en tendens, at restauranterne gerne vil fortælle deres kunder, hvordan de arbejder med fødevarer - både i forhold til lokale råvarer, bæredygtighed, madspild, energiforbrug og økologi,” siger fødevarechef Tine Skriver fra Horesta.

50 restauranter udnævnt som de grønneste

For nyligt blev 50 af landets spisesteder udnævnt som de grønneste af slagsen. Det gav dem mulighed for at besmykke deres hjemmeside med mærkaten ”Green Award 2015”.

Bag kåringen stod virksomheden GreenMatch, der er en prissammenligningstjeneste på nettet, hvor private kan indhente tilbud på eksempelvis bæredygtige energiløsninger.

”Formålet med awarden er at tilgodese virksomheder og private personer, der tilgodeser miljøet. I første omgang ved at vælge 50 spisesteder, som, vi mener, gør en masse for bæredygtighed,” siger Rasmus Ebsen, der er kommunikationsmedarbejder hos GreenMatch.

LÆS OGSÅ Restauranter får gratis doggybags

Vil uddele grøn pris flere gange om året

GreenMatch har planer om at uddele Green Award flere gange om året inden for forskellige brancher.

De 50 grønne restauranter er fundet ved webresearch. Hvis en restaurant eksempelvis har omtalt arbejdet med bæredygtighed på deres hjemmeside, eller har et mærke som Økologi-mærket, REFOOD-mærket eller Københavns Kommunes KLIMA+mærke, har den kunnet finde vej til GreenMatchs liste.

”Jeg skal nok passe på med at sige, at de 50 restauranter, vi har udvalgt, er dem, der gør mest for miljøet. Der er sikkert også andre, der gør det godt - det har vi ikke tal på det - men dem, vi har nomineret, gør en særlig indsats,” siger Rasmus Ebsen fra GreenMatch.

Han forklarer, at GreenMatch derudover har været i dialog med restauranterne for at få bekræftet, om de har reelle hensigter.

”På den baggrund har vi valgt at tage deres ord for gode varer, og det handler i bund og grund om at hylde deres overordnede arbejde med miljøet,” siger Rasmus Ebsen.  

Grøn kan være mange forskellige ting

At GreenMatch - langt hen af vejen - kårer de grønne restauranter på basis af, hvad de siger udadtil, gør dog listen mindre brugbar, mener Cathrine Fredriksen, der er trendspotter og iværksætter inden for fødevarer og medlem af fødevareministerens måltidstænketank.

”Det er selvfølgelig spændende, at de gerne vil et eller andet grønt, men jeg kan ikke rigtig se, hvilke konkrete parametre spisestederne er blevet vurderet på. At være grøn kan jo være mange forskellige ting,” siger Cathrine Frederiksen.

Horesta: Brug grøn beskrivelse med mådehold

Fødevarechef Tine Skriver fra Horesta oplever stigende efterspørgsel efter køkkenmedarbejdere med viden om bæredygtig drift. Men hun er enig i, at udtrykket grøn skal bruges med omhu.

”Restauranter skal være opmærksomme på, at de ikke grønvasker udtrykket. Man kan risikere at vildlede forbrugerne. Der skal ligge miljøledelsessystemer bag, som man kan dokumentere,” siger Tine Skriver.

Bevægelse mod lokalt og økologisk

Ifølge fødevare-trendspotter Cathrine Fredriksen går bevægelsen i retning af flere lokale og økologiske råvarer i tråd med forbrugernes længsel efter mad, der er ærlig, ren og transparent - men man skal ikke glemme, at smagen og oplevelsen stadig er det vigtigste for flertallet.

”Forbrugerne vælger spisested efter, hvor hyggeligt der er, om der er et lækkert menukort, og om venner har anbefalet det. Så kan det implicit være en del af anbefalingen, at restauranten også er grøn,” siger Cathrine Fredriksen.

LÆS OGSÅ
Professor skal hjælpe restauranter til bedre smagsoplevelser

GreenMatch: Vi har ikke decideret spurgt til miljøledelse

Til spørgsmålet om dokumentation for spisestedernes grønne indsats, svarer kommunikationsmedarbejder Rasmus Ebsen fra GreenMatch:

”Vi har ikke decideret spurgt ind til deres miljøledelsesplan, men enkelte dele af den. Såsom madspild, energiforbrug og andre tiltag de gør for at værne om miljøet. Derudover har vi snakket med dem om, hvorfor de går ind for bæredygtighed.”

 


Tagget med Bæredygtighed, Mærkning