Når danske madanmeldere kårer årets ret den 20. september, foregår det ved en gallafest, hvor hele parnasset i form af kokke, madanmeldere, madbloggere, politikere m.fl. deltager. Til den begivenhed får deltagerne naturligvis serveret den ypperligste gallamiddag. Og i år er rå mælk en væsentlig ingrediens i både forret og dessert.

Rå mælk er således hovedelementet i desserten, som består af is og indgår i forretten både i små pandekager – såkaldte blinis - og i den fromage frais, som serveres til. Det er kokken Vivi Schou fra Restaurant Babette i Vordingborg, der står for gallamiddagen. Vivi Schou var også den første danske kok, der lod sig begejstre af mælken og tog den i brug i sin restaurant.

LÆS OGSÅ Tema om rå mælk i Foodculture

En drømmeplatform

Ifølge landets eneste distributør af rå mælk, Povl Lønberg, er kåringen og gallamiddagen en drømmeplatform for præsentation af den rå mælk.

”Vi har med et gæstebud at gøre på 350 personer, som består af landets førende madanmeldere og madbloggere samt toppen af stjernekokke i Danmark. Det er virkelig superligaen indenfor gastronomi, og vi kan simpelthen ikke få den rå mælk præsenteret et bedre sted.” 

Povl Lønberg tilføjer, at også fødevareminister Eva Kjer Hansen vil være blandt gæsterne. Som optakt til gallamiddagen vil der yderligere være et fødevaremarked, hvor de enkelte producenter har lejlighed til at præsentere deres fødevarer for deltagerne.

SE OGSÅ TV: Rå mælk er stort hit hos topkokke

Rå mælk er del af madtrend om rene råvarer

En af madanmelderne, der søndag vil tage plads og nyde Vivi Schous retter med rå mælk, er Helle Brønnum Carlsen. Og hun ser en klar tendens i, at man lige nu leder efter de rene rå råvarer:

”Rå mælk er et godt eksempel på, at vi lige nu bevæger os tættere på den rene råvare. Det er en klar trend, at restauranterne søger den rå smag fra rene råvarer i disse år. Vi søger en større fødevarebevidsthed, og her er der så nogen, som tager det helt ud i ekstremerne for at få det fulde indblik,” siger Helle Brønnum Carlsen og henviser til Rene Redzepis kommende ’Urban farm’, hvor råvarerne bliver produceret, tilberedt og serveret samme sted.

Selv om restauranterne med rå mælk og egenproduktion af råvarer går langt for at komme helt tæt på råvarerne, så mener Helle Brønnum Carlsen, at tendensen om at komme tættere på vores fødevarer kan smitte af i de danske hjemmekøkkener.

”Vi har tidligere set en række trends, der bevæger sig fra restauranterne og u di de danske hjemmekøkkener. For eksempel ser vi i dag ofte havtorn og ramsløg i butikkerne, og den trend med Ny Nordiske råvarer startede også i restaurantverdenen.”

LÆS MERE René Redzepi Plans to Close Noma and Reopen It as an Urban Farm (eksternt link, kun på engelsk)

Glad mælkeleverandør

Gallamiddagens råvare-region 2015 er ’Sydhavsøerne’ - en samlet betegnelse for kommunerne Vordingborg, Guldborgsund og Lolland. Netop i denne region huserer mælkeproducent Anders Kappel, og det er ham, der leverer den rå mælk til middagen, og det er han godt tilfreds med.

”Jeg synes da det er sjovt, at levere mælken til sådan en begivenhed. Det er jo spændende at vores råvare bliver set i et helt andet perspektiv end blot som en discountvare. De her folk kan jo sætte nogle ord på og ikke mindst fokus på vores mælk, som vi aldrig selv ville være i stand til,” lyder det fra Anders Kappel.

Dele af artiklen har været bragt i Kvægnyt