Selvom danske forbrugere er verdensmestre i at handle økologiske fødevarer, går knap otte pct. af danskerne i en stor bue uden om køledisken med økologiske fødevarer. Og knap hver fjerde dansker, eller 23 pct., køber kun sjældent økologiske varer. Det viser data, indsamlet af hhv. Norstat og Userneeds for Landbrug & Fødevarer.

På trods af vækstrater som en tigerøkonomi for danskernes forbrug af økologiske fødevarer, er der altså stadig en gruppe forbrugere, som ikke er hoppet med på den økologiske vogn. Samtidig er der både fra danske økologer og politikere stor enighed om, at man gerne vil øge det økologiske salg. Men er der overhovedet et potentiale i at få disse øko-modstandere til at skifte holdning?

Sats på økologiens kernetropper

Ifølge professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet, John Thøgersen, vil den godt halve million danskere, der aldrig købe økologi, formentlig heller aldrig komme til det.

”For at øge salget af økologiske fødevarer giver det ikke mening at bruge kræfter på dem, der aktivt er imod økologi. Ignorer dem. Sats heller på dem, der allerede køber økologi, i større eller mindre omfang. Det er hos de, der i forvejen køber økologiske fødevarer, at der er et potentiale for at øge salget,” forklarer John Thøgersen.

Den holdning deler økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

”Man skal have fat i dem, hvor døren allerede er på klem. For økologi handler i høj grad om holdninger og identitet, så at bruge krudtet på at få nogle til at købe noget, som de grundlæggende ikke tror på, er spild af ressourcer. Vi kan se i undersøgelsen, at 23 pct. svarer, at de sjældent køber økologi, så her er der hul igennem og samtidig rigtig mange forbrugere, som vi har potentiale til at nå på den lange bane,” siger Kirsten Lund Jensen.

Kvinder med børn er de letteste

Hos Coop, som lægger store indsatser i at fremme deres økologiske salg, og hvis femårsmål er at fordoble salget af økologiske fødevarer, overrasker det kommerciel CSR-chef Signe Frese, at hele 8 pct. af befolkningen bevidst fravælger økologiske fødevarer.

”Det er meget svært at ændre købsmønstre hos dem, som ikke er interesserede. Derfor satser vi også på dem, der i forvejen er begyndt at købe økologi. Og her ved vi, at det er sundhed, der er den bærende årsag til, at folk vælger økologi. En gruppe, der træder markant frem, er unge kvinder, der lige har fået børn. Her er der et enormt potentiale i at øge salget,” siger Signe Frese.

Til gengæld ser Coop, at når yngste barn i børneflokken er begyndt i skole, så falder familiens økologiske forbrug igen.

”Det er et af de steder, vi prøver at sætte ind, så vi får folk til at holde fast i deres vaner,” siger Signe Frese.

 


Tagget med Landbrug, Økologi, Økonomi