Danmark sukker efter arbejdspladser, klimaet sukker efter bæredygtige teknologier. Hvorfor ikke veksle dansk viden om grønt brændstof til arbejdspladser og eksportindtægter, spørger to unge talenter i dansk politik, Jakob Engel-Schmidt (V) og Mattias Tesfaye (S). De mener, at Danmark er ved at misse en enestående chance for flere job.

Politikerne er i dag (8.12) på besøg hos Novozymes i Bagsværd for at diskutere mulighederne. Novozymes producerer blandt andet enzymer til produktion af 2. generations biobrændstof. Det betyder, at for eksempel overskudshalm fra landbruget kan omdannes til grøn benzin til bilerne. Og det er der mange job i, mener de to politiske modstandere.

”I en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for arbejdspladser, er det uforståeligt, at man ikke tager potentialet i avancerede biobrændstoffer mere seriøst” siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:

”Novozymes er et fremragende eksempel på en innovativ virksomhed, der gennem forskning og udvikling skaber både konkurrencefordele og produktionsarbejdspladser til Danmark. Som lokalt medlem af folketinget glæder jeg mig til at besøge virksomheden og høre, hvordan vi på Christiansborg kan justere lovgivningen, så vi ikke taber værdifulde danske arbejdspladser grundet mangel på forståelse og opmærksomhed”.

Novozymes beskæftiger både akademikere og håndværkere

Novozymes er verdensførende i grønt brændstof. Og det giver Danmark en unik mulighed på et biobaseret verdensmarked, som i 2020 vil have en værdi på 1.500 mia. kr. Dertil kommer gevinsten ved at få tusindvis af mennesker i arbejde – fra ufaglærte til forskere. Skal mange års forskning og udvikling veksles til et nyt lokomotiv for arbejdspladser og eksport, kræver det ifølge Engel-Schmidt og Tesfaye, at Danmark kommer i gang med industriel produktion af 2. generations biobrændstof som et af de første lande.

"Vi har brug for flere private arbejdspladser i hovedstaden. Novozymes er et godt eksempel på en virksomhed, der både beskæftiger akademikere og håndværkere i hovedstadsområdet. Og hvor kloge hoveder og kloge hænder er hinandens forudsætninger. Jeg glæder mig til at diskutere udfordringerne og perspektiverne for højteknologisk produktion i hovedstaden med Novozymes – også, hvilke politiske udfordringer virksomheden oplever i deres arbejde med at udvikle biobrændstof til erstatning af benzin,” siger Mattias Tesfaye.

De to unge politikere er enige om, at industriel produktion af grønt brændstof kalder på politisk bevågenhed og handlekræft. Begge undrer sig over, at man vil lade 20 års dansk teknologisk forspring sygne hen, mens man lukker øjnene eller diskuterer detaljer.

Biobrændstoffer kan skabe mange flere job

Ifølge Novozymes’ vice president, Line Sandberg, kan en industriel produktion af biobrændstoffer skabe en lang række af forskellige arbejdspladser.

”F.eks. er der job for de landmænd, der indsamler, lagrer halmen, lastbilchauffører, som skal transportere halmen og biobenzinen, procesoperatører og ingeniører, der udvikler og passer det automatiske produktionsanlæg og reparatører, der vedligeholder og servicerer installationerne. Dertil kommer, at enzymer til brug i det grønne benzin bliver produceret i Danmark,” siger Line Sandberg.

 


Tagget med Bæredygtighed, Beskæftigelse