”Ønsker de en doggybag til at tage resten af maden med hjem?”

Det spørgsmål vil for fremtiden blive stillet langt oftere på adskillige danske caféer og restauranter. Baggrunden er, at Unilever Food Solutions i samarbejde med forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad lancerer doggybags, som restauratører landet over kan bestille kvit og frit.

”Som stor leverandør af produkter og løsninger til professionelle køkkener er det oplagt for os at sætte gang i dette initiativ, hvor vi både hjælper vores kunder med at gøre deres gæster glade – samtidig med, at vi bidrager aktivt til at reducere madspildet i food service-sektoren,” siger Peter Kuuttanen, Nordisk Marketing Direktør hos Unilever Food Solutions.

Danskerne vil kun benytte doggybags, hvis tjeneren tilbyder det
Ifølge tal fra det nordiske ministerråd bliver der hvert år hældt mad i skraldespanden for 140.000 kr i de professionelle danske køkkener. Tidligere på året viste en undersøgelse foretaget af Gallup for Stop Spild af Mad, at to tredjedele af den danske befolkning gerne vil have doggybags med hjem, hvis der er mad til overs, når de er ude at spise. I samme undersøgelse svarede 61 pct. af danskerne, at tjeneren dog selv skal tilbyde det, hvis det skal komme på tale.

Restauranterne har dog tidligere kun i meget begrænset omfang gjort noget ved sagen. Det er baggrunden for det nye initiativ.

Restaurant har allerede testet poserne
Hos Krebshuset i Sorø har restauranten tidligere måttet smide overskydende mad ud. Den har allerede fået lov til at teste de nye poser, og restauratør Pia Rasmussen er begejstret.

”Vores gæster har taget godt imod tilbuddet om at få resterne af deres måltider med hjem. Og det er en rigtig god løsning for alle parter. Gæsterne får en ekstra glæde af deres restaurantbesøg, og vi undgår af skulle smide god og lødig mad ud,” siger hun i en pressemeddelelse.

Doggybags skal hedde goodiebags
Hos Stop Spild af Mad, der længe har arbejdet for at få flere restauranter og caféer til at benytte doggybags, ser man store muligheder i initiativet.

”Vi er glade for, at en aktør som Unilever Food Solutions melder sig på banen som bidragyder til vores arbejde for at reducere madspildet. Det konkrete initiativ skal også nedbryde tabuet om at tage madrester med hjem fra et restaurantbesøg. Det skal ikke være flovt at komme ud fra en restaurant med en doggybag. Det skal tværtimod være noget, som man som miljøbevidst dansker er lidt stolt over. Af samme årsag har vi omdøbt poserne fra ’Doggybag’ til ’Goodiebag’, « siger Selina Juul, initiativtager til Stop Spild Af Mad.

LÆS OGSÅ Tjenerne ruller øjne af mig

 


Tagget med Innovation