Siden København fik Torvehallerne på Israels Plads i 2011, har danskerne for alvor fået smag for madmarkeder, hvor de kan handle hos flere forskellige stadeholdere.

Nye torvehaller og street food-markeder bliver planlagt i Aarhus, Aalborg, Odense og København, og det eksisterende marked i Roskilde vil blive udvidet med 50 procent. Det viser en rundringning, som foodculture.dk har lavet.

LÆS OGSÅ Flere nye torvehaller på vej rundt om i Danmark

Det er dog ikke kun en dansk tendens. Over hele verden er der en stigende interesse for fødevaremarkeder, og mange større byer satser på nye torvehaller for at imødekomme efterspørgslen og skabe mere liv i centrum af byerne.  

I Berlin er det især street food-markeder, der trives og blomstrer frem, men byen har også en lang række indendørs markeder med en blanding af især tysk og tyrkisk madkultur, der fortsat er meget populære.

I New York vil kokken Anthony Bourdain, der herhjemme er kendt for bl.a. bogen Kitchen Confidential, opføre byens største torvehal med mere end 100 internationale stadeholdere med inspiration fra de store asiatiske markeder som for eksempel Gwangjang markedet i Seoul og Temple Street Night Market i Hong Kong.   

Og i Rotterdam har hollænderne brugt fem år på at opføre en bygning, hvor boliger, restauranter og supermarked omkranser det egentlige midtpunkt; fødevaremarkedet.  

LÆS OGSÅ Hollandsk torvehal kombinerer madmarked med lejligheder

Svenskerne relancerer torvehaller

Før i tiden handlede man enten elitært eller discount, men i dag kan vi godt gøre det ene den ene dag, og det andet den anden dag.

Jannie Vestergaard, fødevareudvikler, Livsmedelsakademin

Foodculture.dk har spurgt tre internationale eksperter i fødevaretrends og madmarkeder, hvad det er ved torvehaller, der er så populært i vores moderne samfund.

Jannie Vestergaard har mere end 20 års erfaring med lokal fødevareudvikling i de nordiske lande. Hun har boet og arbejdet 12 år i Finland. Nu bor hun på Amager og arbejder på sjette år for Livsmedelsakademin i Malmø, senest som afdelingsleder i den omfattende satsning ’Smaka på Skåne’ - Smag på Skåne.

I Sverige og Finland er der ifølge Jannie Vestergaard mere tale om en relancering af torvehallerne og en fornyelse af torvehals-tankegangen end en egentlig ny trend. 

Begge lande har en mere end 100 år gammel tradition for markedshaller, eller ’saluhaller’, som de hedder på svensk. Der er en saluhall i enhver provinsby i de to lande. 

Vi vil både have billigt toiletpapir og velhængt kød

Jannie Vestergaard oplever et boom i torvehallerne i Sverige for tiden, og i Malmø er man eksempelvis ved at opføre en ny saluhall i den mondæne del af Malmø, kaldet ’Malmhatten’, som erstatning for den smukke gamle saluhall, der i dag huser et Netto-supermarked.

Saluhallen i Malmø åbner i efteråret 2016.

”Det bliver en meget moderne saluhall, der rammer lige ned i, hvad forbrugeren i dag vil have - nærhed og oplevelser. Man kan se på de markeder, der blomstrer, at folk ikke kun kommer for at handle. De kommer for at spise og drikke - for at opleve maden,” siger Jannie Vestergaard.

Der er en endeløs jagt på at smage noget nyt, eller at blive den første i omgangskredsen til at smage noget nyt.

Christine Couvelier, kok, Culinary Concierge

Hun mener, at torvehaller har det potentiale, at de kan trække kunderne tilbage til bymidterne fra hypermarkederne uden for byen, hvis de bliver placeret centralt og formår at give folk en helstøbt og sanselig oplevelse.

Det er dog ikke ensbetydende med et farvel til discount, der er plads til begge dele hos de moderne forbrugere, mener Jannie Vestergaard: 

”Før i tiden handlede man enten elitært eller discount, men i dag kan vi godt gøre det ene den ene dag, og det andet den anden dag. Vi vil nemlig både have mulighed for at købe 30 billige ruller toiletpapir og kigge slagteren i øjnene og stille spørgsmål til varen, når vi køber kød.”

LÆS OGSÅ Så blir Malmös nya saluhall (eksternt link, sydsvenskan.dk)

Kunderne jagter nye smagsoplevelser

Christine Couvelier er en canadisk kok og international fødevaretrendspotter, der i virksomheden Culinary Concierge rådgiver fødevareproducenter om de nyeste madtendenser globalt set.

Hun mener, der er plads til endnu flere fødevaremarkeder, for efterspørgslen er enorm i øjeblikket.

“Folk ved mere om mad i dag end nogensinde før. Der er madprogrammer på tv, madmagasiner, madkonkurrencer, gourmet-madbutikker, og det kreerer alt sammen et ‘buzz’ om madverdenen. Der er en endeløs jagt på at smage noget nyt, eller at blive den første i omgangskredsen til at smage noget nyt,” siger Christine Couvelier.

Hun påpeger, at fødevaremarkeder er oplagte i jagten på spændende nye smagsoplevelser, fordi de blandt andet bugner af friske, aromatiske og farvestrålende råvarer i sæson. Derudover giver shoppeturen dig mulighed for at lære mere om den mad, du spiser, fordi ostemanden på markedet ganske enkelt ved mere om produkterne, end medarbejderne i et supermarked sædvanligvis gør.

Markederne er også exceptionelt gode til at tiltrække turister til byens handelsliv.

“Fødevaremarkeder er en fremragende måde for rejsende at opleve kulturen og smage historien på destinationen. Det har ført til en øget kulinarisk turisme,” siger Christine Couvelier.

Bliver folk ikke snart trætte af fødevaremarkederne?

”Aldrig!”

LÆS OGSÅ Hvad kan vi lære af La Boqueria?

Flere fordele ved indendørs fødevaremarkeder

Trenden går selvfølgelig i retning af at etablere spisesteder, hvor folk kan sidde på barstole eller ved små borde og nyde mange forskellige smagstilbud lige på stedet.”

Marjorie R. Williams, mad- og rejseskribent

Den amerikanske forfatter og mad- og rejseskribent Marjorie R. Williams har altid haft en forkærlighed for fødevaremarkeder.

I dag rejser hun over hele verden for at opleve og smage, men det er især Frankrigs markeder med friske lokale råvarer og kunsthåndværk, hun vender tilbage til gang på gang. Hun mener, at den bedste måde at udforske et land eller en region er ved at besøge de lokale markeder.

Marjorie R. Williams forklarer, at indendørs torvehaller bliver mere og mere populære, og hun ser det som en forlængelse af den øgede interesse, der generelt er for fødevaremarkeder i disse år.

Ifølge Marjorie R. Williams hænger populariteten også sammen med, at der ved de indendørs markeder er flere fordele både for de erhvervsdrivende og for kunderne. 

“En af de fordele, som indendørs markeder har I forhold til udendørs markeder, er stabile temperatur- og lysforhold. Der er nogle delikatesser og andre specielle produkter, som ikke holder ret godt, hvis de bliver solgt udendørs, olivenolie eksempelvis, som er sensitiv i forhold til varme og sollys,” siger Marjorie R. Williams. 

“Og så går trenden selvfølgelig i retning af at etablere spisesteder, hvor folk kan sidde på barstole eller ved små borde og nyde mange forskellige smagstilbud lige på stedet.”

Forbrugerne vil betale ekstra for lokale varer

Marjorie R. Williams mener, at fordi kunderne er meget opmærksomme på, hvor deres mad kommer fra i dag, og hvordan den er fremstillet, så er de også villige til at betale ekstra for høj kvalitet, sæsonvarer og lokale produkter. 

Det er Jannie Vestergård fra Smaka på Skåne enig i. 

”I de supermarkeder, vi arbejder med i Sverige, har vi kunnet påvise, at selv om skånske jordbær til eksempelvis 80 pr. kg står ved siden af de polske til eksempelvis 40 kr. pr. kg. med, gør det ikke noget, så længe folk kan se, hvor jordbærrene er fra – at de er lokale. I Danmark er vi meget  prisbevidste, men der er en lås, der kan åbnes op til bonden, der bor ved siden af. Det ligger i tiden,” siger Jannie Vestergård.

LÆS OGSÅ Prisen på fødevarer er begyndt at spille en mindre rolle for danskerne

 


Tagget med EU, Fødevareforsyning, Food service, Forbrug, Udveksling, Vækst