Undgå madspild. Formaningen står nærmest skrevet over de danske husholdningers skraldespande og har bredt sig som et betydningsfuldt begreb hos forbrugerne. Så betydningsfuldt at de ringe i vandet også breder sig hos fødevarevirksomheder, der de senere år har fået øjnene op for at forske i og producere emballage, der kan mindske madspild.

”Der er flere trendanalyser, der peger på, at mindre madspild bliver det nye sort globalt for fødevarer i 2014. Flere fødevareproducenter har udviklet ny emballage, hvor indholdet præcis passer til 1 portion, hvilket ikke mindst imødekommer, at der er mange singlehusstande rundt om i Danmark,” siger forbrugerøkonom hos Landbrug & Fødevarer, Marianne Gregersen.

Tal fra Innova Market Insights, der registrerer alle nye fødevareprodukter introduceret på markedet i 78 lande, viser, at der netop er sket en stigning i antallet af single-produkter. Altså hvor indholdet passer til én person, så der ikke bliver smidt ligeså meget mad ud. I 2002 blev der lanceret nye 97 produkter, men det er steget over årene til i 2013 at være helt oppe på 298 produkter.



Danske emballagevirksomheder har fokus på madspild
Udviklingen overrasker ikke Jacob Kestner, chefredaktør for Danmarks største emballagemagasin Pack Markedet, der også mener, det gør sig gældende i Danmark. Han fremhæver, at det ikke kun er singleportioner, men også smart emballage, der er kommet i fokus. Det vil eksempelvis sige løsninger med genluk eller indersidebehandlinger så yoghurt lettere glider ud af kartonen.

”Madspild er i stigende grad begyndt at fylde i danskernes bevidsthed, og det er også noget, der vedrører emballageindustrien. For tænk hvis en smartere emballage kan mindske madspild. Det er også en oplagt måde at markedsføre sig på. I mange år har industrien været udskældt for at skabe affald, men nu kan de løse et samfundsproblem med opbevaring og transport,” siger Jacob Kestner, chefredaktør for emballagemagasinet Pack Markedet.

LÆS OGSÅ Når genbrug bliver til guld

Projekt på Teknologisk Institut skal mindske madspild
På Teknologisk Institut er der netop blevet sat et nyt udviklingsprojekt i søen, som skal lave emballage, der passer bedre overens med danske forbrugeres købsinteresser. Udover detailhandelskoncernen Coop medvirker 3 danske fødevarevirksomheder, heriblandt Tulip og gartneriet AP Grønt i projektet. Målet er, at udvikle nye emballageløsninger til snackgulerødder, pølser og salat til de danske forbrugere, der efter planen kan finde produkterne på supermarkedshylderne i løbet af 2015.

”Vi ved fra undersøgelser, at forbrugerne efterspørger andre størrelser på pakker og er villige til at betale for dem. I vores projekt vil vi derfor udvikle dels sampak-løsninger, hvor forbrugerne får bedre mulighed for at tage eksempelvis 4 gulerødder med på farten i stedet for en hel pose, og genluk-løsninger, så man bedre kan nå at spise salaten inden den bliver for gammel,” siger Maria Kisbæk, konsulent ved Emballage og Transport på Teknologisk Institut.

LÆS OGSÅ Byplanten bliver den nye plastfabrik 

Arla har stort fokus på madspild
Mejerikoncernen Arla er et andet eksempel på en af de fødevarevirksomheder, der har lavet en stor strategi på området. Målsætningen lyder, at fjerne alt emballagespild og at genbruge al emballage fra 2020. Et af initiativerne har været at lave nogle særlige yoghurtkartoner, hvor det er muligt at dreje toppen af, så forbrugerne nemmere kan skrabe den sidste rest ud af kartonen.

”Både emballage og madspild er fokusområder i Arla Foods miljøstrategi. Generelt er det ikke emballagen, der skaber det største spild af mejeriprodukter hos forbrugeren. Snarere at forbrugerne køber for uhensigtsmæssigt ind, og at man ofte ikke ved, hvordan man bruger den sidste rest creme fraiche, skæreost, fløde eller yoghurt. Det er en vigtig grund til at vi lancerede løsningen med toppen af yoghurten,” siger Maja Møller, chef for CSR i Arla Danmark.

LÆS OGSÅ Det emballerede madsamfund

Danske fødevarevirksomheder efterkommer forbrugerønsker
Penge er som altid en afgørende gulerod for virksomhederne, men det afgørende er at efterkomme forbrugernes ønsker, fastslår Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad, der jævnligt har kontakt med mange store fødevarevirksomheder i sit arbejde for at bekæmpe madspild.

”Det er mit klare indtryk fra mit daglige arbejde, at danske virksomheder har fået langt større fokus på emballageløsninger, der mindsker madspild, fordi der netop er gode penge at spare. Når forbrugerne først ved, at de kan spilde mindre mad og dermed spare penge, vil de efterspørge den emballage. Og det er danske fødevarevirksomheder begyndt og mærke og efterkomme,” siger Selina Juul.

LÆS OGSÅ De prisvindende specialister i emballage

Coop-analyse viser potentiale for at spare mange penge
En repræsentativ undersøgelse fra Coop viser, at der virkelig er penge at spare for forbrugerne.

89 pct. af forbrugerne svarede, at de sommetider må smide salat ud, fordi de ikke når at bruge den, inden den bliver dårlig, og hele 39 pct. når kun at bruge halvdelen eller mindre af salat-pakken.

Samtidig vil 3 ud af 4 forbrugere gerne købe en pakke salat med genluk, som forlænger holdbarheden og 43 pct. heraf vil gerne betale mere for sådan en løsning.

”Vi er blevet væsentligt mere bevidste om, hvad vi smider ud. Mad koster og mad er dyrt. Både at fremstille, købe og lave. Derfor vil fremtiden nok byde på langt flere teknologiske løsninger, som billigt kan reducere madspild, og det her med at genlukke salatpakker er én af dem. Det vil koste ganske få kroner pr. pakke at forbruge pålægget uden at åbne det hele. De leverandører, der kan det, har en stor fremtid foran sig, ” siger analysechef hos Coop, Lars Aarup.

 


Tagget med Teknologi